tirsdag den 30. august 2011

Et Danmark uden politikere

     
 Vi laver Danmark om til en forening. I enhver forening er der et vist antal medlemmer, som har tilsluttet sig en formålsparagraf, betaler et kontingent og, som således kan tage del i alle foreningens goder og aktiviteter, efter lyst og behov. Hver især betaler kontingent efter indkomst, næsten ligesom vi i dag betaler skat. Kontingentet må naturligvis være beregnet således, at det dækker alle foreningens udgifter. Vi kalder foreningen for, Foreningen for danskere, i det følgende, kaldet, FFD. Alle med dansk statsborgerskab opfylder kravene for at blive medlem.

     Foreningen styres ikke af politikere, men af et antal embedsmænd, med hver deres speciale, inden for jura, økonomi, filosofi, demografi, historie, teologi, kunst og lignende, ledet af en formand, der vælges hvert fjerde år, ved en valgdag og på demokratisk vis - og som kan ansætte og afskedige disse embedsmænd efter behov og skøn.

     Kongefamilien flytter fra Amalienborg, der nu bliver regeringssæde - og flytter til f.eks. Fredensborg slot, eller et andet af foreningens mange smukke slotte. Christiansborg slot omdannes her efter til museum for kongemagten i Danmark, i kronologisk orden, fra Gorm Den Gamles tid og frem. 
     - Og hvad er så meningen med hele denne nye formulering og omstrukturering af en nation ?

     Svaret er ganske enkelt, at når man betaler kontingent, kan man få gratis bus og togtransport inden for landets grænser, gratis læge og tandlægehjælp, hospitalsbehandling og alle andre nødvendige behandlinger, så som kiropraktiker, psykolog, psykiater og hvad en læge ellers skønner nødvendig for patientens livskvalitet.   
     Statsteatre, museer, svømmehaller, vuggestuer og børnehaver er gratis, ligesom alt anden ejendom, eller institution ejet af FFD. Herefter vil der ikke være mere bøvl med billetter og udgifter til kontrollører.
     Hvis nogen vil konkurrere med FFD., på diverse teatre, museer, udstillinger, flyrejser, hospitaler, specialklinikker, eller andre serviceydelser, er det naturligvis tilladt. Det manglede bare.
     - Men hvordan får vi så råd til alt dette, vil mange sikkert spørge.

     Svaret er, at vi regulerer kontingentet efterhånden som behovet stiger, eller falder - og jo mere et medlem tjener, jo mere betaler han/hun i kontingent, for FFD. er en ægte solidarisk forening, hvor alle har lige ret til goderne uanset indkomst og så længe du lever, betaler du jo kontingent i en eller anden størrelsesorden.
     – Enkelt og ligetil.

     Nogen vil måske spørge, jamen hvad så med turister og andre midlertidigt besøgende, så som besøgende til forskellige former for messer, eller forretningsmøder, der på den måde får gratis transport rundt i byerne og på landet, uden at betale kontingent, er svaret: Ja, - for bussen og toget kører jo alligevel og hvorfor ikke lade dem blive glædeligt overrasket over denne service, de kommer jo hertil og lægger penge til vores fælles kasse, ved at rive ned af hylderne i diverse, for dem, spændende museer, udstillinger, forretninger, restaurationer og hoteller, som betaler kontingent af deres indkomst. Hvis de vil have specielle ydelser som f.eks. taxi, betaler de jo selv.

     Andre vil måske sige, jamen hvorfor skal jeg betale så høj et kontingent til noget i FFD., som jeg ikke har brug for, f.eks. vuggestuer og børnehaver, så er svaret ganske enkelt, at her i foreningen er vi solidariske og hvis du ikke har brug for det selv, så er der formentlig nogen i din familie der har brug for det, en familie, som du måske endda selv har sat i verden engang i tidernes morgen – og når du bliver gammel, får du brug for anden, eller måske endda ligefrem mere service, som også er gratis. - Derfor. 

     Til alle over 18 år, der ikke har en erhvervsindtæg, udbetales en borgerløn, som fastsættes af økonomiske eksperter, så længe medlemmerne lever - og derfor, er der ikke i FFD. nogen der modtager almisser, som f.eks. SU., arbejdsløshedsunderstøttelse, pension, hustrubidrag, starthjælp, ældrecheck, eller børnepenge.

     Og her er det så, at mange ville sige: Jamen, så kommer jeg jo til, at betale mere i kontingent end jeg i dag betaler i skat. Og svaret vil være: Ja måske, men ikke nødvendigvis, thi en masse administration i forbindelse med så forskellige former for overførselsindkomster er meget dyr og vil næsten helt falde bort.

     Og der er naturligvis heller ikke noget der hedder kørselsfradrag, eller rentefradrag for lån, hverken til forbrugsgoder, eller bolig, thi her er bygget lejeboliger nok - og det gælder både lejligheder, rækkehuse og huse nok til alle, i alle størrelser og prislejer, som medlemmerne selv kan vælge imellem, afhængig af smag og behov – og det vil altid være muligt, at flytte bolig ved f.eks. jobskifte, eller familieændringer, der er nemlig ledige lejeboliger nok at vælge imellem.
    
     Det er rigtigt, at mange vil komme til, at betale mere i kontingent end de i dag betaler i skat, men til gengæld er der nu frit valg på alle hylder, til alt hvad der før kostede penge. 
     Rådighedsbeløbet, når kontingentet er betalt, vil for de fleste blive større, idet alt det mest nødvendige, bortset fra kost og beklædning, nu er gratis.
     - Du kan sove roligt om natten - og glæde dig til en ny dag i fællesskabets tegn.

     Alle foreninger baserer sig på frivillighed og det gør FFD. Også, - og har nogen, af en eller anden grund, ikke lyst til at være medlem, hvor attraktivt det end måtte være, står det enhver frit for, at søge om medlemskab, eller statsborgerskab i en anden forening, eller land. – Det skulle lige mangle.