mandag den 15. august 2011

betalingsring og tal-manipulation

     
I tidligere artikler, har jeg berørt problematikken, med den stærkt fortættet trafik i storbyerne og kommet med forskellige forslag som for eksempel, at fjerne alle lyskurve i den indre by. En sådan foranstaltning vil medføre så trafikale vanskeligheder, at langt de fleste bilisterne ad frivillighedens vej, formentlig vil foretrække de offentlige trafikmidler. Men det vil nok anses for alt for radikalt og en alt for stærk medicin.


    Nu foreslår oppositionen bompenge, ved indkørslen til København på strategisk udvalgte steder - og selvom mange fra regeringspartierne længe har været enige i, at trafikproblematikken må løses snarest muligt, fremfører man nu alligevel en decideret skrækkampagne mod bompenge, med et tvivlsomt eksempel på, at det vil koste en ganske almindelig familie kr. 28.000 pr. år, at køre fra f.eks. Hvidovre og ind til byen for at passe deres arbejde.
Der kunne man jo mistænke, med lang erfaring for, hvad politikerer fyrer af op mod et valg, at det tal ikke har bund i nogen som helst virkelighed. Og een ting er i hvert fald sikkert - regeringen har ikke selv nogle aktive forslag til, hvordan vi gør noget ved tingene for alvor.


    Uomtvisteligt er det, at problemet bør løses - og lige så sikkert er det, at før eller siden vil familien fra Hvidovre være nødt til, at vænne sig til at tage bussen, eller S-toget ind til centrum, en seance der normalt vil tage 10-15 minutter - og 20-30 minutter i bil. Og så undlader jeg helt, på linje med regeringen, at komme ind på parkeringsproblemerne og luftforureningen.


     Der skal naturligvis, i forbindelse med betalingsstederne, være tilstrækkelig med parkeringspladser således, at folk der kommer langvejs fra, problemfrit kan stille deres bil fra sig inden de stiger på bussen eller S-toget.


     En Venstrepolitiker, der som bekendt er liberalist, sætter den personlige privatbilismefrihed over alt andet, - og en konservativ politiker, der er dogmatisk og reaktionær, og som sådan er ualmindelig tung at danse med, vil for alt i verden holde fast ved tingenes tilstand som de nu en gang er, selvom verden og demografien ændrer sig hurtigere end en konservativ politiker har evner, eller vilje til at følge med til.


    For Socialdemokraterne og SF’erne, tillige med Enhedslisten, er det helt naturligt, at tænke socialt og solidarisk med andre medborgere i enhver henseende. Og det er i høj grad socialt og solidarisk, at arbejde seriøst for de familier, der tilfældigvis har bolig - og færdes til daglig i København, oftest med livet som indsats.


     Men alt hvad der kommer af forslag fra oppositionen i disse valg-tider, vil regeringspartierne og Dansk Folkeparti, stemple som UANSVARLIG SNAK!


 Men regeringens  EGET RODERI OG EGEN UANSVARLIGHED GENNEM ET ÅRTI - det glemmer vi bare og taler ikke om. Lad os nu bare se fremad, som Anders Fogh altid så begavet proklamerede, når han blev stillet kritiske spørgsmål om tidligere gerninger.