lørdag den 20. august 2011

Postkasseterrorisme

     
Nu må det saft suse mig være slut, - nok er nok, eller hvilke fraser man end kan finde på for, at få stoppet det enorme ressourceforbrug af papir, der flere gange om ugen tilpropper folks postkasser.

     Jeg har af ejendomsselskabet, fået opsat en af den slags postkasser i min opgang, hvor lågen åbnes nedad og når den er proppet til med lokalaviser og reklamer, vælter hele molevitten ud - og ned på gulvet i en syndig uorden, som jeg så må bukke mig ned og eventuelt ligge på knæ for at få orden på, så jeg kan bære det hele ind på stuebordet og sikre mig, at der ikke er private breve imellem, inden jeg kyler hele molevitten ned i papircontaineren.

     I forvejen er jeg tilmeldt MinReklame.dk på nettet, og får et par gange om måneden tilsendt lidt over tyve reklameblades forsider, hvor jeg kan klikke på de mest interessante og bladre igennem for at se, om der skulle være tilbud på noget jeg kan bruge. Her bruges ikke papir, men alene elektronisk overførsel. Nemt og overskueligt.

     Hvis jeg ved en sjælden lejlighed, alligevel åbner disse kulørte papirreklamer, ser jeg de selv samme reklamer i lokalaviserne, som hel- eller halvsideannoncer og, hvis ikke disse reklamer fyldte så meget i avisen, ville den kun være mindre end halvt så tyk - og det ville være ulig nemmere, at læse og danne sig et overblik over de lokale nyheder, hvilket vel i bund og grund er meningen med lokalaviser.

     Mange af reklamerne er endog fra forretninger milevidt fra hjemmet og jeg kunne ikke drømme om, at bevæge mig på cykel, med bus, eller S-tog for, at spare to kroner på en pose vaskepulver, eller forloren skildpadde.

    Vel er de fleste papirreklamer, i moderne tid, produceret af genbrugspapir, men der må Gud døde mig være mere nyttige ting, at forbruge alt dette papir på, som for eksempel inden for byggeindustrien, til isolationsmateriale og vejbelægning, eller kartonnagefabrikker, til fremstilling af diverse papæsker, kasser og lignende.

     Vi lever i en forbrugsverden og det står enhver frit for, at reklamere for deres produkter, men der er også noget der hedder privatlivets fred – og, at få saboteret sin postkasse, som det sker i dag, må ganske enkelt ophøre snarest muligt ved lov.

    Jeg har, belært af erfaring, fået påsat et skilt med ”Ingen reklamer, tak”, men mine naboers postkasser vidner om dette totale misbrug af ressourcer – og kom ikke og fortæl mig, at ikke adskillige, sundt, miljøskabende træer, må lade livet til fordel for disse kulørte og glinsende reklamer og tilbudsævl, der oven i købet, fra tid til anden, viser sig, at være falsk reklame.

    Lad dog vores postkasser være fredet, til brug for eventuel avisabonnement, lokalaviser, breve, jule- og fødselsdagskort.