Byttelejlighed søges...

     
Da Fremskridtspartiet i begyndelsen af 1970’erne tordnede frem med anarkisme, nul-trækprocent, afvikling af ministerier af den marcipanædende, original, Mogens Glistrup, troede jeg, at den danske vælgerskare, for en kort periode, blot var ramt af en eller anden ukendt, psykisk sygdom og, at medicinen mod denne nye sygdom snart ville blive opfundet.
     Det skete desværre ikke. Men så afslørede partiets spøjse klovner sig selv og deres uduelighed offentligt. Det var mere end selv de største klovner kunne bære og af resterne af disse spøjse typer skabte så Dansk Folkeparti, med en hjemmehjælper som formand.

    Da det var en realitet tænkte jeg, at medicinen dog nok måtte have sin tid til at virke og jeg måtte bevare tålmodigheden, selvom det vat svært. Men jeg blev sørgeligt skuffet, thi tvært imod bredte sygdommen sig til næsten 15% af den danske vælgerskare. - Tro det eller lad være. 

    Men jeg lod mig ikke sådan slå ud og tænkte, at det nok alligevel snart ville går over, men i de følgende år fik Dansk Folkeparti større og større indflydelse, alene fordi de borgerlige partier konstant var i mindretal - og på trods af dette alligevel forlangte, at tage patent på statsministerposten – og da slog det mig, at jeg alvorligt måtte overveje, at flygte, inden det gik helt galt for vort stakkels, lille, sygdomsramte land.

    Nu skal der inden for de næste tre måneder være folketingsvalg – og heldigvis for det. Alt tyder ifølge meningsmålingerne på, at Dansk Folkeparti endelig havner hvor de hører hjemme, nemlig ude på møddingen.
     - Man har vel lov til at håbe. 

     Dog er der stadig fare for, at vælgerne i sidste øjeblik lader sig forføre af de borgerliges brølen og braldren om bål og brand hvis oppositionen kommer til – og vinder disse borgerlige trods alt, indlemmer de sandsynligvis Dansk Folkeparti i deres regering – og så må jeg nødvendigvis flytte ud af landet. Anderledes kan det ikke være.

     At være borger i et land med latterlige pauseklovne, fordomsfulde reaktionære, konservative, og liberalister i samme regering, vil simpelt hen ikke være til at leve med.
     - Det er mere end man kan forlange af anstændige, dannede og oplyste mennesker.

     Skulle der være nogen blandt læserne af denne artikel, der ikke som jeg, får slemme, sure opstød og vrøvl med fordøjelsen, hver gang jeg ser og hører Pia Kjærsgaard, har en byttelejlighed på den anden side af jordkloden, fx. i omegnen af New Zealand, eller bare der i nærheden, så lad mig endelig høre nærmere, hvis det skulle gå så galt ved folketingsvalget til november.

     - Jeg ønsker at være forberedt, hvis det værste alligevel skulle ske.