Noget om at lytte

    
   Selvom valgkampen længe har været i gang, måske mere eller mindre tilsløret, må vi nu snart forvente, at den for alvor tager fat både i den trykte presse og i de elektroniske medier og den vil få hele armen. De rigtig glade i denne tid er reklamebureauerne og trykkerierne

   Vi vil se og høre diverse politikere argumentere for deres politik efter bedste evne, mens vi vælgere må lægge øjne og ører til mere eller mindre uigennemskuelige økonomiske talrækker, som man skal være civil- eller nationaløkonom for at kunne gennemskue, øjnene vil svie og ørerne vil blafre. - Sådan er det - og sådan har det altid været i valgkampe til folketinget.

   
     Naturligvis er ikke alle vælgere lige kyndige på tal, ligesom det er de færreste vælgere, der har tid, eller anden form for overskud til, at sætte sig ind i, hvad der i virkeligheden er op eller ned på alle disse floromvundne, politiske argumenter, meningsudvekslinger, eller ligefrem skænderier politikerne imellem. Af og til synes det som om ej heller politkerne har haft tid til at sætte sig ind i det.

     Ifølge meningsmålingerne er regeringen, med deres støtteparti i mindretal og vi må se i øjnene, at de vil bruge alle til rådighed stående midler, ikke til at argumentere for deres egen politik, - det er tilsyneladende for svært, men for at ”skyde med spredehagl” efter oppositionens økonomiske plan – og her har regeringen den fordel, at de har hele holdet af fastansatte embedsmænd i finansministeriet til rådighed – og kan fortolke deres udregninger, med den nok så bekendte vending: ”glasset er halvt fyldt”, - eller ”halvt tomt”, afhængig af hvor i argumentationen et af disse udsagn passer bedst.

     Det er vel almindelig kendt, at det er så som så med forståelsen af, hvad politikerne egentlig siger når de taler. Og et af problemerne er, at under en diskussion mellem en politiker fra regeringen og en fra oppositionen, ofte virker som tilskuerne til en fodboldkamp, hvor det hold man holder med er heltene. Det er altid modstanderen, der begår alle de grimme frispark - og skulle dommeren formaste sig til, at fløjte for et frispark, begået af en af ”vore egne”, må han være enten torskedum eller blind. Men til et folketingsvalg har vi ingen dommer, at kunne buhe af.

     Det er menneskeligt, at have fordomme og forhåndsfavoritter og, at man har tendens til at lægge det døve øre til modpartens argumenter, hvor rigtige de end måtte være - og det er netop en af svaghederne ved demokratiet – og anderledes kan det vel næppe være.

     Det er særdeles svært, måske endda umuligt, at være objektiv som passiv ”tilskuer.” Det bliver ikke bedre af, at mange stemmer som ægtefællen, eller samleveren, eller som de gør i det miljø, hvori man færdes og hvor man som regel bekræfter hinanden i de selvsamme argumenter, uden modargumenter og uden at tænke nærmere over om det i virkeligheden tjener ens egen private, ens familie, eller hele samfundets interesse.

     Det ville være ønskeligt, om alle vælgere ser og lytter fordomsfrit og objektivt til alle politikere, hvor svært og ulideligt det end måtte forekomme, også hvad enten denne politiker spiller på ens eget, eller på modstanderens hold.   

     - Men det er desværre nok for meget forlangt - og taberen vil igen i virkeligheden blive dig og mig - og den demokratiske proces.