Et Danmark uden politikere

     
 Vi laver Danmark om til en forening. I enhver forening er der et vist antal medlemmer, som har tilsluttet sig en formålsparagraf, betaler et kontingent og, som således kan tage del i alle foreningens goder og aktiviteter, efter lyst og behov. Hver især betaler kontingent efter indkomst, næsten ligesom vi i dag betaler skat. Kontingentet må naturligvis være beregnet således, at det dækker alle foreningens udgifter. Vi kalder foreningen for, Foreningen for danskere, i det følgende, kaldet, FFD. Alle med dansk statsborgerskab opfylder kravene for at blive medlem.

     Foreningen styres ikke af politikere, men af et antal embedsmænd, med hver deres speciale, inden for jura, økonomi, filosofi, demografi, historie, teologi, kunst og lignende, ledet af en formand, der vælges hvert fjerde år, ved en valgdag og på demokratisk vis - og som kan ansætte og afskedige disse embedsmænd efter behov og skøn.

     Kongefamilien flytter fra Amalienborg, der nu bliver regeringssæde - og flytter til f.eks. Fredensborg slot, eller et andet af foreningens mange smukke slotte. Christiansborg slot omdannes her efter til museum for kongemagten i Danmark, i kronologisk orden, fra Gorm Den Gamles tid og frem. 
     - Og hvad er så meningen med hele denne nye formulering og omstrukturering af en nation ?

     Svaret er ganske enkelt, at når man betaler kontingent, kan man få gratis bus og togtransport inden for landets grænser, gratis læge og tandlægehjælp, hospitalsbehandling og alle andre nødvendige behandlinger, så som kiropraktiker, psykolog, psykiater og hvad en læge ellers skønner nødvendig for patientens livskvalitet.   
     Statsteatre, museer, svømmehaller, vuggestuer og børnehaver er gratis, ligesom alt anden ejendom, eller institution ejet af FFD. Herefter vil der ikke være mere bøvl med billetter og udgifter til kontrollører.
     Hvis nogen vil konkurrere med FFD., på diverse teatre, museer, udstillinger, flyrejser, hospitaler, specialklinikker, eller andre serviceydelser, er det naturligvis tilladt. Det manglede bare.
     - Men hvordan får vi så råd til alt dette, vil mange sikkert spørge.

     Svaret er, at vi regulerer kontingentet efterhånden som behovet stiger, eller falder - og jo mere et medlem tjener, jo mere betaler han/hun i kontingent, for FFD. er en ægte solidarisk forening, hvor alle har lige ret til goderne uanset indkomst og så længe du lever, betaler du jo kontingent i en eller anden størrelsesorden.
     – Enkelt og ligetil.

     Nogen vil måske spørge, jamen hvad så med turister og andre midlertidigt besøgende, så som besøgende til forskellige former for messer, eller forretningsmøder, der på den måde får gratis transport rundt i byerne og på landet, uden at betale kontingent, er svaret: Ja, - for bussen og toget kører jo alligevel og hvorfor ikke lade dem blive glædeligt overrasket over denne service, de kommer jo hertil og lægger penge til vores fælles kasse, ved at rive ned af hylderne i diverse, for dem, spændende museer, udstillinger, forretninger, restaurationer og hoteller, som betaler kontingent af deres indkomst. Hvis de vil have specielle ydelser som f.eks. taxi, betaler de jo selv.

     Andre vil måske sige, jamen hvorfor skal jeg betale så høj et kontingent til noget i FFD., som jeg ikke har brug for, f.eks. vuggestuer og børnehaver, så er svaret ganske enkelt, at her i foreningen er vi solidariske og hvis du ikke har brug for det selv, så er der formentlig nogen i din familie der har brug for det, en familie, som du måske endda selv har sat i verden engang i tidernes morgen – og når du bliver gammel, får du brug for anden, eller måske endda ligefrem mere service, som også er gratis. - Derfor. 

     Til alle over 18 år, der ikke har en erhvervsindtæg, udbetales en borgerløn, som fastsættes af økonomiske eksperter, så længe medlemmerne lever - og derfor, er der ikke i FFD. nogen der modtager almisser, som f.eks. SU., arbejdsløshedsunderstøttelse, pension, hustrubidrag, starthjælp, ældrecheck, eller børnepenge.

     Og her er det så, at mange ville sige: Jamen, så kommer jeg jo til, at betale mere i kontingent end jeg i dag betaler i skat. Og svaret vil være: Ja måske, men ikke nødvendigvis, thi en masse administration i forbindelse med så forskellige former for overførselsindkomster er meget dyr og vil næsten helt falde bort.

     Og der er naturligvis heller ikke noget der hedder kørselsfradrag, eller rentefradrag for lån, hverken til forbrugsgoder, eller bolig, thi her er bygget lejeboliger nok - og det gælder både lejligheder, rækkehuse og huse nok til alle, i alle størrelser og prislejer, som medlemmerne selv kan vælge imellem, afhængig af smag og behov – og det vil altid være muligt, at flytte bolig ved f.eks. jobskifte, eller familieændringer, der er nemlig ledige lejeboliger nok at vælge imellem.
    
     Det er rigtigt, at mange vil komme til, at betale mere i kontingent end de i dag betaler i skat, men til gengæld er der nu frit valg på alle hylder, til alt hvad der før kostede penge. 
     Rådighedsbeløbet, når kontingentet er betalt, vil for de fleste blive større, idet alt det mest nødvendige, bortset fra kost og beklædning, nu er gratis.
     - Du kan sove roligt om natten - og glæde dig til en ny dag i fællesskabets tegn.

     Alle foreninger baserer sig på frivillighed og det gør FFD. Også, - og har nogen, af en eller anden grund, ikke lyst til at være medlem, hvor attraktivt det end måtte være, står det enhver frit for, at søge om medlemskab, eller statsborgerskab i en anden forening, eller land. – Det skulle lige mangle.

Nye Hoveder til Nye Problemer

     Nu da valgkampen er kommet i gang, bliver der allerede sagt og skrevet meget, men man kan vist godt sige, at økonomien er dette valgs hovedtema.

     Danmark er i recession, det er et faktum - og når vi ser på de negative konsekvenser, så siger regeringen, at det er konjunkturerne - kajakpriserne i Grønland, kaffepriserne i Venezuela, hvedepriserne i Ukraine, osv, der er årsagen til problemerne. Og når noget går godt, så siger regeringen, at det er fordi de er så dygtige og fornuftige, at vi bør stemme på dem en gang til.

     Man skal være noget nær professor i nationaløkonomi for at kunne gennemskue hvad der egentlig bliver talt om – og fordi, der netop bliver talt mere end der egentlig bliver sagt er det ikke nemt, at forsøge at være en seriøs vælger. - Det er der for så vidt heller ikke noget nyt i.

     Det kunne måske siges, at denne gode pointe kunne få een til at mene, at vi i det mindste må skifte regering nu, omend den muligvis ikke forekommer så meget mere spændende, end den, der sidder i forvejen. Men det vil dog være en ny regering, med nye navne, og måske bare en smule nye tilgange til nogle af problemerne. Og som den kloge Einstein engang sagde: Man kan ikke løse et problem med samme hjerne som skabte det.

     Ud over det generelle behov for et frisk pust i korridorerne, så er et andet hovedmotiv, til trods alt, at stemme SF eller S, at vi efter disse 10 lange år må se til , at DF ikke længere fortsætter med at have den indflydelse, de har haft alt for længe i dette land.

     Hver gang, de har lagt stemmer til et lovforslag, har de fået flere stramninger for indvandrere til gengæld, som kun er med til at gøre integrationen sværere og sværere for de relativt få indvandrere, som det i virkeligheden drejer sig om.

     DFs hovedtema i enhver valgkamp, også når alle andres hovedtema er økonomien, er flygtninge- og indvandrerpolitikken - og nu skal der oven i købet igen flere stramninger til, mener de.

    

     Dette parti eksisterer udelukkende på grundlag af sådanne enkeltsager, der i virkelighedens verden langt fra fylder så meget, som de ønsker at gøre det til. 

     I disse tider, hvor politik består af hurtige slogans og velklingende one-liners, så lad os få lidt "Frisk luft over Danmark"...............lad os ikke "få Danmark tilbage", men lad os forsøge, at bevæge os frem mod et nyere og bedre Danmark, hvilket tydeligvis kun kan lade sig gøre med nogle andre, end dem, der sidder godt fastklistret til taburetterne lige nu...............

Valgkampsretorik og platheder

     Igennem længere tid har man kunnet opleve, hvor ofte især Pia Kjærsgaard forsøger at gøre vælgerne opmærksomme på, at Ole Sohn har en kommunistisk fortid, mens ingen andre politikere ustandseligt omtaler hendes egen fortid i det anarkistiske og latterlige Fremskridtspartiet. 
     Ole Sohn var i øvrigt selv en af de første til at bruge tid på, at forsøge at analysere og forholde sig kritisk til den kommunistiske, og dermed hans egen, fortid, gennem hans adgang til de før lukkede arkiver, da de senere blev tilgængelige i Rusland og det tidligere Østtyskland.

    Det er i den forbindelse værd at bemærke, at mange andre danskere end Ole Sohn er tidligere kommunister, det gælder især den danske intelligentsia, som f.eks. den tidligere rektor ved Københavns Universitet, Mogens Fogh, det samme gælder en stor del af danske, højt agtede og verdenskendte kunstnere, som f.eks. Poul Henningsen og forfattere, som f.eks. Hans Scherfig, som også troede på ideen og lod sig forføre af den stalinistiske propaganda.

     Det er også værd at bemærke, at Pia Kjærsgaard benytter også enhver lejlighed til at kalde SF for Socialistisk Folkeparti, med tryk på socialistisk, for ligesom at associere til "disse frygtelige venstreorienterede med en uhyggelig fortid", selvom de fleste danskere bedst kender partiet som kort og godt SF.


   Der, ville det måske være passende så til gengæld altid, at huske at kalde DF for et særpræget sammenrend af højreradikale, nationalistiske, neoliberalistiske, populistiske, topstyrede, konservativt-kristne, fremmedfjendske, demagogiske, dårligt argumenterende, provinsialistiske, landsbytosse-agtige, indskrænkede og smalsporede halvfanatikere,  samlet i Fremskridtspartiet, hvis man i den politiske retoriks navn skal huske at omtale sine modstanderes egenskaber på så negativ en måde som muligt.


     Det kunne være, at rød blok skulle tage disse metoder i anvendelse, når nu den yderste højrefløj ikke lader en lejlighed gå fra sig i den sammenhæng. Måske vil vi endda få lejlighed til, at se Pia Kjærsgaard og hendes meningsfæller, med røde ører på TV.

Demokratiet længe leve

     Så blev valget lagt om længe skudt i gang og i samtlige medier, ikke mindst på TV, vil vi blive bombarderet med udsagn fyldt med diverse superlativer, der skal pynte på argumentationen. De fleste af os havde ellers fået det indtryk, at Lars Løkke Rasmussen, da han uden et folketingsvalg, fik overdraget statsministertaburetten, havde smurt lim på den.

     Den første partilederrunde kørte på DR1 og begreber, som økonomisk ansvarlighed, vækst, ukontrolleret gældsætning, fuldt finansieret, blokpolitik, varig velfærd, tryghed, social velfærd, alle sammenbegreber, som partierne brugte i flæng, for og imod hinanden og som kun de færreste af os derfor egentlig kan hitte rundt i – og så på vanlig vis, et virvar af milliarder af kroner, som man skal være professor i nationaløkonomi for at kunne forholde sig reelt til.  

     Som opsøgende sælger og salgschef i mange år og senere som taxivognmand, har jeg mødt og talt med mange mennesker og hørt de mest sære og absurde begrundelser for, hvorfor de netop ville stemme på dette eller hint parti, deres sociale situation taget i betragtning. Det har efterladt mig med det klare indtryk, at der er meget få professorer i nationaløkonomi her til lands, eller tilstedeværelsen af bare almindelig forstand på, hvad begreberne, liberalist, konservativ, eller socialist egentlig betyder. Jeg har måttet lægge ører til de særeste forklaringer til emne.    

     Det siges, at valget 2011, først og fremmest drejer sig om økonomi, men når det kommer til stykket, er spørgsmålet, hvor mange vælgere der i virkeligheden har forstand på andet end deres egen private økonomi, mange har endda svært ved at holde styr på den - og ved et folketingsvalg er der end ikke tale om privat økonomi, men nationaløkonomi - og forskellen på disse to begreber, svarer til forskellen på en hest og en giraf, eller på en liberalist og en socialist.

     På trods af denne manglende basisviden har alle danskere over 18 år, i vort demokrati, stemmeret og enhver kan gå hen og sætte deres kryds ud for den kandidat, eller parti, som de af en eller anden grund har størst sympati for, uden at skulle kunne argumentere logisk for det.

Jeg kender folk personligt, som klart hører til i kategorien ”den røde blok”, men stemmer på ”den blå” og omvendt. Mange argumenterer for deres valg ud fra enkeltsager, som f.eks. indvandrere, bompenge ved indkørsel til city, eller en motorvej mere, eller mindre, her og der. Og den type vælgere er med til, at bestemme hvem der skal regere i det land hvori jeg bor………Det synes jeg er skræmmende.

     Hvis vi skal have et mere reelt demokrati, må vi kunne forvente, at vælgerne ved hvad de gør - og det kunne man sikre sig ved, at udstyre folk med et bevis på, at de har deltaget i et kursusforløb, der omhandler emner, som EU, nationaløkonomi, demografi og begreberne liberalisme og socialisme - og i det hele taget, hvad de forskellige, opstillingsberettiget partier står for holdningsmæssigt, enten som fag i folkeskolen og gymnasierne, eller som aftenskole kursus.

     Resultatet af et folketingsvalg ville således nærme sig noget, der kunne ligne et sandt billede af vælgernes egne, reelle meninger og holdninger, - og mange af os ville føle os mere trygge, både når vi stemmer - og når valgresultatet foreligger.

Ville du have denne mand som bankrådgiver?

     Lige inden sommerferien havde vi en tilsyneladende glad statsminister på TV, der fortalte os alle, at vi nu er ude af krisen, og vi har betalt regningen.

     I dag, den 24.august fremlagde, finansminister Claus Hjort Frederiksen, den foreslået nye finanslov. Han brugte dog en tredjedel af tiden på, at nedgøre oppositionens økonomiske plan ved, at opstille selvopdigtede præmisser, - så det var så som så med viden om, hvad regeringen egentlig selv vil. Hans ansigtsudtryk var tydeligvis ikke helt det samme som statsministerens inden sommerferien.

     Hvad vi dog nu har viden om er, at Finansministeriets egne økonomer nu vurderer, at underskuddet på statsfinanserne til næste år vil udgøre 85 milliarder kroner, svarende til 4,6% af bruttonationalproduktet, svarende til ca. 16.000 kroner pr. dansker. Underskuddet stiger således med 5 milliarder kroner i forhold til samme ministeriums skøn i maj måned.

     Dette underskud betyder, at Danmark bryder med reglerne i EU om, at underskuddet ikke må overstige 3% af et Eurolandenes BNP.

     Regeringen venter også flere ledige end først antaget: Bruttoledigheden forventes faktisk, at stige med 9.000 personer flere til næste år end forudsagt i maj. Næste år vil den være på 162.000 personer, svarende til hele 5,6% af arbejdsstyrken.

     Danmark er i recession, ifølge ledende økonomer - og alligevel forventer regeringen en stigningsprocent på 1,4, i år, hvilket vil svare til, at vi i det sidste kvartal skal nå noget i retning af en 5% stigning – og hvem andre end regeringen kan tro på det ?

    På trods af det, vil regeringen optage lån i udlandet for, at kunne udbetale opsparet efterlønsbidrag, svarende til ca. 40.000 kroner pr. person, der skal ud til forbrug, som f.eks. til biler, tv-apparater og hårde hvidevarer  - og dermed import af varige forbrugsgoder til yderligere skade for betalingsbalancen.    

    - Jeg ville være ilde stedt, hvis jeg havde enten Lars Løkke Rasmussen, eller Claus Hjort Frederiksen, som min bankrådgiver. – Og det har jeg heldigvis ikke.

betalingsring......igen

    
 Når jeg følger den stadig løbende debat om en betalingsring til København city, bliver jeg nødsaget til, at vende tilbage til emnet i min tidligere artikel.
     Forslaget kommer senest fra oppositionen og selvom regeringspartierne før har været for ideen, anser de det nu for, at være i nærheden af en økonomisk katastrofe for alt for mange familier.

    De elektroniske medier har det med, at stikke en mikrofon i næsen på tilfældigt holdende bilister i København og spørge, hvad de mener om forslaget – og svaret er lige så forudsigeligt negativt, som det er ligegyldigt - og helt uden betydning for størstedelen af befolkningen.

    Langt de fleste, der har arbejde i city, er i forvejen fornuftige nok til, at bruge de offentlige transportmidler af flere grunde. Brændstof er dyr og det sviner, det er besværligt at komme frem i trafikken og det er dyrt, eller ligefrem umuligt at parkere.
     Det er ulig nemmere med S-toget, metroen, eller bussen – og en hel del behageligere, at kunne sidde og slappe af med en god bog, et blad, eller den daglige avis.

    Hvis man gad, at lave en undersøgelse af, hvem der i virkeligheden bliver ramt af ”katastrofen”, vil man opdage, at langt hovedparten af folk der har job i København og omegn, i virkeligheden, som jeg nævner i min tidligere artikel, bor og arbejder uden for city, nemlig i de store industriområder langt uden for city.

    Alligevel er jeg sikker på, at den i forvejen trængte regering, vil bruge spørgsmålet om en betalingsring negativt i valgkampen, med argumenter, som den personlige frihed - og nødvendigheden af, at skulle bruge sin bil i hverdagen i selve city. Argumenter der ikke holder en meter. Kære venner, det er et forsvindende mindretal af befolkningen.

    
     Det er desuden i forvejen så som så med den personlige frihed i en bilkø, trafiken vil mindskes, hvilket vil medføre, at den virkelig nødvendige trafik, vil kunne komme hurtigere og nemmere frem hvor det er nødvendigt. Det gælder for politi, redningskøretøjer, ambulancer, varekørsel, busser og taxaer       
   Dokumentation af eventuel privat, nødvendig kørsel, burde, som en selvfølge, være fradragsberettiget, på lige fod med andre kørselsfradrag.

     Omkring en million københavnere vil få en renere by, med et lavere støjniveau, - ikke at forglemme.

     – Så hvor er problemet, eller ligefrem katastrofen ?




   

Postkasseterrorisme

     
Nu må det saft suse mig være slut, - nok er nok, eller hvilke fraser man end kan finde på for, at få stoppet det enorme ressourceforbrug af papir, der flere gange om ugen tilpropper folks postkasser.

     Jeg har af ejendomsselskabet, fået opsat en af den slags postkasser i min opgang, hvor lågen åbnes nedad og når den er proppet til med lokalaviser og reklamer, vælter hele molevitten ud - og ned på gulvet i en syndig uorden, som jeg så må bukke mig ned og eventuelt ligge på knæ for at få orden på, så jeg kan bære det hele ind på stuebordet og sikre mig, at der ikke er private breve imellem, inden jeg kyler hele molevitten ned i papircontaineren.

     I forvejen er jeg tilmeldt MinReklame.dk på nettet, og får et par gange om måneden tilsendt lidt over tyve reklameblades forsider, hvor jeg kan klikke på de mest interessante og bladre igennem for at se, om der skulle være tilbud på noget jeg kan bruge. Her bruges ikke papir, men alene elektronisk overførsel. Nemt og overskueligt.

     Hvis jeg ved en sjælden lejlighed, alligevel åbner disse kulørte papirreklamer, ser jeg de selv samme reklamer i lokalaviserne, som hel- eller halvsideannoncer og, hvis ikke disse reklamer fyldte så meget i avisen, ville den kun være mindre end halvt så tyk - og det ville være ulig nemmere, at læse og danne sig et overblik over de lokale nyheder, hvilket vel i bund og grund er meningen med lokalaviser.

     Mange af reklamerne er endog fra forretninger milevidt fra hjemmet og jeg kunne ikke drømme om, at bevæge mig på cykel, med bus, eller S-tog for, at spare to kroner på en pose vaskepulver, eller forloren skildpadde.

    Vel er de fleste papirreklamer, i moderne tid, produceret af genbrugspapir, men der må Gud døde mig være mere nyttige ting, at forbruge alt dette papir på, som for eksempel inden for byggeindustrien, til isolationsmateriale og vejbelægning, eller kartonnagefabrikker, til fremstilling af diverse papæsker, kasser og lignende.

     Vi lever i en forbrugsverden og det står enhver frit for, at reklamere for deres produkter, men der er også noget der hedder privatlivets fred – og, at få saboteret sin postkasse, som det sker i dag, må ganske enkelt ophøre snarest muligt ved lov.

    Jeg har, belært af erfaring, fået påsat et skilt med ”Ingen reklamer, tak”, men mine naboers postkasser vidner om dette totale misbrug af ressourcer – og kom ikke og fortæl mig, at ikke adskillige, sundt, miljøskabende træer, må lade livet til fordel for disse kulørte og glinsende reklamer og tilbudsævl, der oven i købet, fra tid til anden, viser sig, at være falsk reklame.

    Lad dog vores postkasser være fredet, til brug for eventuel avisabonnement, lokalaviser, breve, jule- og fødselsdagskort.

betalingsring og sund fornuft

     En betalingsring ved indkørsel til København city, er en udmærket løsning på det enorme trafikproblem, der synes at vokse helt uhindret, hvis ikke der hurtigt gøres noget drastisk. Den nuværende tilstand er spild af arbejdstimer, benzinpenge, er stærkt stressfremkaldende, og luftforureningen i København er blandt de værste i hele Europa.

     Modstanderne af en sådan ring taler om, at det vil straffe folk som har arbejde i København, hvilket er noget vrøvl, idet de kan køre den lange vej til Københavns yderzone og lade sig transportere hurtigere og ganske effektivt, med bus, S-tog, eller metro resten af vejen helt ind til byens centrum.

     Disse modstandere taler om, at man vil straffe dem med yderligere afgifter, men hvis ikke der gøres noget overhovedet, straffer man Københavns beboere og alle dem der færdes i byen af andre nødvendige grunde.

    
 I virkeligheden bør vi spørge os selv om, hvem vi helst vil hjælpe, bilisterne, eller byens beboere, turister og handlende? 


   Vi kender svaret fra regeringen og Dansk Industri, som straks fortæller os, at vi ikke kan nænne at gøre det imod VÆKSTEN, som vi sådan trænger til. En så indskrænket og kortsigtet indstilling fortjener næsten ikke at man tager den alvorligt. 
   På TV havde de også fået fat i en dame, i en af de såkaldte vox-pops, hvor man stikker en mikrofon op i hovedet på en eller anden på gaden, der måske mener et eller andet sådan lige på stående fod. Pågældende dame mente nok at en afgift kunne få hende til ikke at køre sin bil ind til København hver morgen, idet det ville blive alt for dyrt. Og som hun selv pointerede, så ville hun aldrig af sig selv stille bilen, og forurene mindre ved at bruge den offentlige transport. Men at tvinge hende til det med bompenge synes hun var urimeligt, for det var jo tvang, og det kunne hun ikke lide!
   Til den dame kunne man jo så netop sige "BINGO" - langt om længe er ti-øren faldet...........vi er nødt til at tvinge folk som dig til at stille bilen, for I ville aldrig gøre det frivilligt. Det er jo netop argumentet FOR bompenge, ikke IMOD det, som damen ikke helt selv forstod.


     De ca. 11.000 kr. pr. år, som det siges, at ville koste familier med arbejde i København, må familierne så spare ved at være solidariske med bysamfundet, stille bilen i udkanten og bruge de offentlige transportmidler, der vil gøres billigere og bedre, bl.a. via indkomsten fra de bilister, der stadig mod betaling insisterer på at svine byen til.
     Taxier, busser og varetransporter i centrum vil til gengæld få bedre arbejdsbetingelser, hvilket i høj grad er værd at nævne som et af mange væsentlige goder. Ikke mindst efterhånden som alle offentlige transportmidler, som lovet af byens politikere, bliver el- og hybriddrevne i løbet af de kommende år.

     I øvrigt er det i debatten værd at lægge mærke til, at emnet bliver pustet op til helt urealistiske dimensioner af modstanderne, idet de glemmer, at familien i Rødovre, som arbejder i Bagsværd, - familien i Greve, der arbejder i Glostrup, - eller familien i Brønshøj, der arbejder i Hundige, ganske enkelt ikke vil blive berørt på nogen måde af betalingsringen.
     Og her nævner jeg endda kun nogle meget få eksempler med baggrund i, at langt de fleste og største arbejdspladser ligger i de store industrikvarterer uden for byen, - netop i Københavns forstæder.


   Lad os langt om længe og 25 år for sent få gjort noget ved tingene, istedet for at lytte til reaktionære og fantasiforladte nej-sigere.
   Det kan blive til glæde for Københavnerne, turisterne, erhvervsbilisterne, og alle andre, der trækker vejret i eller i nærheden af København en gang imellem.

Byttelejlighed søges...

     
Da Fremskridtspartiet i begyndelsen af 1970’erne tordnede frem med anarkisme, nul-trækprocent, afvikling af ministerier af den marcipanædende, original, Mogens Glistrup, troede jeg, at den danske vælgerskare, for en kort periode, blot var ramt af en eller anden ukendt, psykisk sygdom og, at medicinen mod denne nye sygdom snart ville blive opfundet.
     Det skete desværre ikke. Men så afslørede partiets spøjse klovner sig selv og deres uduelighed offentligt. Det var mere end selv de største klovner kunne bære og af resterne af disse spøjse typer skabte så Dansk Folkeparti, med en hjemmehjælper som formand.

    Da det var en realitet tænkte jeg, at medicinen dog nok måtte have sin tid til at virke og jeg måtte bevare tålmodigheden, selvom det vat svært. Men jeg blev sørgeligt skuffet, thi tvært imod bredte sygdommen sig til næsten 15% af den danske vælgerskare. - Tro det eller lad være. 

    Men jeg lod mig ikke sådan slå ud og tænkte, at det nok alligevel snart ville går over, men i de følgende år fik Dansk Folkeparti større og større indflydelse, alene fordi de borgerlige partier konstant var i mindretal - og på trods af dette alligevel forlangte, at tage patent på statsministerposten – og da slog det mig, at jeg alvorligt måtte overveje, at flygte, inden det gik helt galt for vort stakkels, lille, sygdomsramte land.

    Nu skal der inden for de næste tre måneder være folketingsvalg – og heldigvis for det. Alt tyder ifølge meningsmålingerne på, at Dansk Folkeparti endelig havner hvor de hører hjemme, nemlig ude på møddingen.
     - Man har vel lov til at håbe. 

     Dog er der stadig fare for, at vælgerne i sidste øjeblik lader sig forføre af de borgerliges brølen og braldren om bål og brand hvis oppositionen kommer til – og vinder disse borgerlige trods alt, indlemmer de sandsynligvis Dansk Folkeparti i deres regering – og så må jeg nødvendigvis flytte ud af landet. Anderledes kan det ikke være.

     At være borger i et land med latterlige pauseklovne, fordomsfulde reaktionære, konservative, og liberalister i samme regering, vil simpelt hen ikke være til at leve med.
     - Det er mere end man kan forlange af anstændige, dannede og oplyste mennesker.

     Skulle der være nogen blandt læserne af denne artikel, der ikke som jeg, får slemme, sure opstød og vrøvl med fordøjelsen, hver gang jeg ser og hører Pia Kjærsgaard, har en byttelejlighed på den anden side af jordkloden, fx. i omegnen af New Zealand, eller bare der i nærheden, så lad mig endelig høre nærmere, hvis det skulle gå så galt ved folketingsvalget til november.

     - Jeg ønsker at være forberedt, hvis det værste alligevel skulle ske.

DFs ædle kamp for de fattige?

     Da man for nylig erfarede, at DF’s fokusområde, eller valgslogan, om man vil, op til valget vil være, at bekæmpe den voksende ulighed mellem rig og fattig her til lands, var det svært at vide om man skulle grine eller græde, thi denne udmelding er i sandhed fuldkommen absurd. 
   DF har i de forløbne ti år støttet den borgerlige regering i en forøgelse af den sociale ulighed. 

     De sidste tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser med skræmmende tydelighed, at fattigdommen fortsætter med at vokse i Danmark, som den har gjort det, siden den borgerlige regering tog over i 2001.

     Regeringen forsøger efter bedste evne, at overbevise befolkningen om, at når noget viser sig at være positivt, er det fordi regeringen er dygtig og ansvarlig, men går det den anden vej, er det den globale afmatning og dårlige konjunkturers skyld.

    Tal for 2009 viser, at fattigdommen i Danmark er steget til næsten 350.000 personer, en stigning i forhold til 2005 på 45%, eller i alt 108.000 personer.

- Hver tiende enlige lever i fattigdom med sit barn.
- Hver anden på kontanthjælp lever i ussel fattigdom, hver femte i permanent, ussel fattigdom.

    Siden 2002 er antallet af børn der lever i relativ fattigdom steget. I alt lever ca. 75.000 børn i relativ fattigdom i Danmark.

     Starthjælp, 450-timers regel og kontanthjælpsloft er ordninger, som er med til at øge uligheden, ordninger støttet af Dansk Folkeparti med oprejst pande.

- De unge mærker det i forhold til, at SU-kort til offentlig transport er steget.
- Børnefamilierne har fået skåret i børnechecken,
- Dagpengeperioden er halveret i en periode med knap 200.000 ledige og nu er det så pensionisterne og efterlønsmodtagernes tur.

     Antallet af hjemløse er steget drastisk - og familier, der søger hjælp fra frivillige organisationer er steget voldsomt. Er besparelserne på de 20 milliarder kroner i årerne fra 2004 til 2007, sammen med penge der er gået til overbetaling af privathospitaler, fradrag for sygeforsikringer og ufinansierede skattelettelser til de rigeste, altså dem der har rigelig i forvejen, årsagen til denne skævhed ?

     Efter dette imponerende rædselsårti med en borgerlig regering, støttet af DF, så tillader samme parti sig den nærmest fantastiske frækhed, at erklære sig selv for bannerfører for de selvsamme mennesker, som regeringen har pisset på i 10 år.


Så er der langt om længe ikke i dette land nogen grænse for frækheder og absurditeter udi det politiske.

    

betalingsring og tal-manipulation

     
I tidligere artikler, har jeg berørt problematikken, med den stærkt fortættet trafik i storbyerne og kommet med forskellige forslag som for eksempel, at fjerne alle lyskurve i den indre by. En sådan foranstaltning vil medføre så trafikale vanskeligheder, at langt de fleste bilisterne ad frivillighedens vej, formentlig vil foretrække de offentlige trafikmidler. Men det vil nok anses for alt for radikalt og en alt for stærk medicin.

    Nu foreslår oppositionen bompenge, ved indkørslen til København på strategisk udvalgte steder - og selvom mange fra regeringspartierne længe har været enige i, at trafikproblematikken må løses snarest muligt, fremfører man nu alligevel en decideret skrækkampagne mod bompenge, med et tvivlsomt eksempel på, at det vil koste en ganske almindelig familie kr. 28.000 pr. år, at køre fra f.eks. Hvidovre og ind til byen for at passe deres arbejde.

Der kunne man jo mistænke, med lang erfaring for, hvad politikerer fyrer af op mod et valg, at det tal ikke har bund i nogen som helst virkelighed. Og een ting er i hvert fald sikkert - regeringen har ikke selv nogle aktive forslag til, hvordan vi gør noget ved tingene for alvor.

    Uomtvisteligt er det, at problemet bør løses - og lige så sikkert er det, at før eller siden vil familien fra Hvidovre være nødt til, at vænne sig til at tage bussen, eller S-toget ind til centrum, en seance der normalt vil tage 10-15 minutter - og 20-30 minutter i bil. Og så undlader jeg helt, på linje med regeringen, at komme ind på parkeringsproblemerne og luftforureningen.

     Der skal naturligvis, i forbindelse med betalingsstederne, være tilstrækkelig med parkeringspladser således, at folk der kommer langvejs fra, problemfrit kan stille deres bil fra sig inden de stiger på bussen eller S-toget.

     En Venstrepolitiker, der som bekendt er liberalist, sætter den personlige privatbilismefrihed over alt andet, - og en konservativ politiker, der er dogmatisk og reaktionær, og som sådan er ualmindelig tung at danse med, vil for alt i verden holde fast ved tingenes tilstand som de nu en gang er, selvom verden og demografien ændrer sig hurtigere end en konservativ politiker har evner, eller vilje til at følge med til.

    For Socialdemokraterne og SF’erne, tillige med Enhedslisten, er det helt naturligt, at tænke socialt og solidarisk med andre medborgere i enhver henseende. Og det er i høj grad socialt og solidarisk, at arbejde seriøst for de familier, der tilfældigvis har bolig - og færdes til daglig i København, oftest med livet som indsats.

     Men alt hvad der kommer af forslag fra oppositionen i disse valg-tider, vil regeringspartierne og Dansk Folkeparti, stemple som UANSVARLIG SNAK!


 Men regeringens  EGET RODERI OG EGEN UANSVARLIGHED GENNEM ET ÅRTI - det glemmer vi bare og taler ikke om. Lad os nu bare se fremad, som Anders Fogh altid så begavet proklamerede, når han blev stillet kritiske spørgsmål om tidligere gerninger.

Den store Titelkamp

     
Senest i november skal vi til folketingsvalg - og meget tyder allerede på, at det bliver en kamp om at udstille modstanderens svagheder og negative sider, snare end at fortælle om sin egen politik, måske fordi de ikke har nogen og vil komme i vanskeligheder ved at forklare sig.

     En boksekamp om danmarksmesterskabet er i fuld gang.


 Den nuværende titelindehaver er katastrofalt bagud på point. Inden han gik ud til femtende og sidste omgang, fik han at vide af sin træner i ringhjørnet, at han ikke kunne vinde, med mindre han brugte beskidte tricks – og som træneren sagde: Gå efter at slå under bæltestedet og i nakken, brug dine albuer og nik ham eventuelt en skalle, når du befinder dig mellem ringsidedommeren og modstanderen, thi så ser dommeren det ikke.

     Omgangen er ved at være forbi og selvom det er lykkedes, at bruge beskidte tricks i denne sidste omgang, var han nu alligevel trængt op i det ene ringhjørne, hvor han nu dækkede sig bag dobbeltparader, i håb om bare at undgå at ende på ryggen i kanvassen, mens han ustandselig råbte til dommeren, at modstanderen brugte beskidte tricks. Men desværre for ham, var dommeren vågen og opmærksom under hele kampen og havde gennemskuet danmarksmesteren, som tabte titlen da gongongen lød for sidste gang.

     De eneste blandt tilskuerne, der ikke havde set danmarksmesteren som uren bokser og taber, var hans glødende tilhængere, der også var af den klare opfattelse, at modstanderen var et dumt svin. Alle andre var tilfredse med resultatet.

     - Det er nøjagtig sådan vi efter alt at dømme kommer til at opleve den kommende titelkamp.

Noget om at lytte

    
   Selvom valgkampen længe har været i gang, måske mere eller mindre tilsløret, må vi nu snart forvente, at den for alvor tager fat både i den trykte presse og i de elektroniske medier og den vil få hele armen. De rigtig glade i denne tid er reklamebureauerne og trykkerierne

   Vi vil se og høre diverse politikere argumentere for deres politik efter bedste evne, mens vi vælgere må lægge øjne og ører til mere eller mindre uigennemskuelige økonomiske talrækker, som man skal være civil- eller nationaløkonom for at kunne gennemskue, øjnene vil svie og ørerne vil blafre. - Sådan er det - og sådan har det altid været i valgkampe til folketinget.

   
     Naturligvis er ikke alle vælgere lige kyndige på tal, ligesom det er de færreste vælgere, der har tid, eller anden form for overskud til, at sætte sig ind i, hvad der i virkeligheden er op eller ned på alle disse floromvundne, politiske argumenter, meningsudvekslinger, eller ligefrem skænderier politikerne imellem. Af og til synes det som om ej heller politkerne har haft tid til at sætte sig ind i det.

     Ifølge meningsmålingerne er regeringen, med deres støtteparti i mindretal og vi må se i øjnene, at de vil bruge alle til rådighed stående midler, ikke til at argumentere for deres egen politik, - det er tilsyneladende for svært, men for at ”skyde med spredehagl” efter oppositionens økonomiske plan – og her har regeringen den fordel, at de har hele holdet af fastansatte embedsmænd i finansministeriet til rådighed – og kan fortolke deres udregninger, med den nok så bekendte vending: ”glasset er halvt fyldt”, - eller ”halvt tomt”, afhængig af hvor i argumentationen et af disse udsagn passer bedst.

     Det er vel almindelig kendt, at det er så som så med forståelsen af, hvad politikerne egentlig siger når de taler. Og et af problemerne er, at under en diskussion mellem en politiker fra regeringen og en fra oppositionen, ofte virker som tilskuerne til en fodboldkamp, hvor det hold man holder med er heltene. Det er altid modstanderen, der begår alle de grimme frispark - og skulle dommeren formaste sig til, at fløjte for et frispark, begået af en af ”vore egne”, må han være enten torskedum eller blind. Men til et folketingsvalg har vi ingen dommer, at kunne buhe af.

     Det er menneskeligt, at have fordomme og forhåndsfavoritter og, at man har tendens til at lægge det døve øre til modpartens argumenter, hvor rigtige de end måtte være - og det er netop en af svaghederne ved demokratiet – og anderledes kan det vel næppe være.

     Det er særdeles svært, måske endda umuligt, at være objektiv som passiv ”tilskuer.” Det bliver ikke bedre af, at mange stemmer som ægtefællen, eller samleveren, eller som de gør i det miljø, hvori man færdes og hvor man som regel bekræfter hinanden i de selvsamme argumenter, uden modargumenter og uden at tænke nærmere over om det i virkeligheden tjener ens egen private, ens familie, eller hele samfundets interesse.

     Det ville være ønskeligt, om alle vælgere ser og lytter fordomsfrit og objektivt til alle politikere, hvor svært og ulideligt det end måtte forekomme, også hvad enten denne politiker spiller på ens eget, eller på modstanderens hold.   

     - Men det er desværre nok for meget forlangt - og taberen vil igen i virkeligheden blive dig og mig - og den demokratiske proces.

Et dansk Ku Klux Klan

     At der findes en højreradikal gruppe af mennesker herhjemme kan vel næppe komme bag på nogen og, at de udspringer fra blandt andre Den Danske Forening og Dansk Folkeparti, kan vel betragtes som en selvfølgelighed og kan vel nærmest kaldes for en dansk udgave af Ku Klux Klan.

     Denne forening, der kalder sig ORG, foretrækker åbenbart at hemmeligholde deres formål, men at de vil bekæmpe alle slags udlændinge og socialister, giver dog en vis sandsynlighed, når man tager i betragtning hvorfra de udspringer, nemlig fra blandt andet ovennævnte forening og parti.

    Ifølge deres egne oplysninger findes der i omegnen af 300 medlemmer, der spænder fra folk i topstillinger til rene bøller. At de har tilhængere der langt overstiger medlemsantallet, må man formode, når man lytter til snakken omkring de ternede duge i hjemmene hos mange af de reaktionære, Konservative og Dansk Folkepartis vælgere.

     De har haft – og har måske stadig grene inde i politiets rækker, der kan fodre foreningen med oplysninger om personer med udenlandsk, muslimsk og/eller socialistisk herkomst – og hvad de vil bruge disse oplysninger til kan man kun gisne om, men det virker skræmmende for et land som Danmark, at en sådan forening findes i undergrunden, et land der ynder at prale af, at have et fredeligt og åbent demokrati,

     Jeg vil tillade mig, at kalde disse medlemmer af en så odiøs forening for uoplyste, reaktionære og dårligt dannede stakler, der tilsyneladende uden at vide det selv, er med til at bekæmpe netop den frihed, som bl.a. socialdemokrater, altså socialister har opnået gennem årtiers fælles kamp for en velfærdsstat.

    Muligheden for at få skovlen under en sådan forening, ligger umiddelbart ikke i politiarbejde, vil jeg mene, eller som en sag man kan overlade til PET, der også kan være infiltreret, men kan kun bekæmpes med generel samfundsoplysning og seriøse politiske debatter i medierne, hvis det overhovedet mere er muligt – og så kan man bare håbe på, at disse kulturmæssige undermålere kan høre og læse.
     - Men det er der naturligvis ingen garanti for, når man kender disse medlemmer og medløberes outrerede meninger.

    

   

  

    

Sommerens løjer!

Søren Espersen holder tale
på DFs landsmøde.

     Sommeren er snart ovre og især juli måned har ikke været noget at prale af rent vejrmæssigt, men der har alligevel været rigeligt med muligheder for at more sig. Når solen skinnede, var - og er der en måneds tid endnu, Tivoli og Dyrehavsbakken og så har der været Dansk Folkepartis og Liberal Alliances sommermøder  og når det var regnvejr, var der de mange tilrejsende cirkus. Alle de nævnte eksempler, ude- som indendørs, kunne præsentere deres egne klovner, tryllekunstnere og andre former for illusionister.

     Nu er der snart gjort klar til det helt store efterårs underholdningsprogram på TV, nemlig valgkampen - og regeringen, sammen med Dansk Folkeparti, der tilsammen er i mindretal i samtlige opinionsmålinger, griber nu til kunsten at trylle væk, hvad De for nylig har tryllet frem, nemlig regionerne – og det må man lade dem, de gør virkelig noget for underholdningens skyld – og for at det ikke skulle være nok, så foreslår de nu også karaktergivning i skolerne for de mindste klasser. At komme med tiltag for at imødegå den globale og danske økonomiske krise hører ikke med til programmet, thi det er en tabersag, når man har haft ansvaret i senest 10 år.

     Så kom ikke her og sig, at ikke også regeringen, her til efteråret, vil give os cirkus for alle pengene. De vil ganske sikkert præsentere os for retoriske omvendte lommetyve på stribe, sort tale, mudderkastning, knivkastere, pauseklovne som kendisser på stribe og illusionsnumre i manegen i den helt store stil.

     Når året så er omme vil vi kunne sige, at det var året med megen morskab trods dårligt vejr - og noget så fænomenalt som indendørs stormvejr af orkanstyrke.