Som Winston Churchill engang sagde: ”Demokratiet er den mindst dårlige af alle styreformer” – og det har han sikkert ret i, ikke mindst når der tales om det ægte demokrati. Men et sådan har vi ikke i Danmark, hvor pengene spiller en afgørende rolle, penge der anonymt kanaliseres fra interessegrupper og enkeltpersoner til partier, der specielt plejer disses særinteresser.
Et andet eksempel på vores kun formelle demokrati er den nylige afstemning om pensionsreformen, hvor et enkelt medlem, der repræsenterer en minoritetsgruppe i seneste tilfælde Kristendemokraterne, kan bestemme om et samfundsmæssigt omfattende lovforslag kan gennemføres eller ej blot ved at vende sin tommelfinger op- eller nedad.
Et tredje eksempel på dets svagheder er, at en gruppe af meget lidt tænksomme og fordomsfulde mennesker med ringe dannelse og ånd kan foranledige dannelsen af et parti, som f.eks. Dansk Folkeparti, der giver disse mere magt end godt er for almenvellet.
Et fjerde eksempel er, at politikere har gjort det til en levevej at sidde i den lovgivende forsamling, godt hjulpet af reklamebureauer og spinddoktorer.
Et femte eksempel er, at alt for mange vælgere tilsyneladende ikke aner hvad det vil sige at være socialist, konservativ, eller liberal - og spørger man dem hvorfor de stemte som de gjorde, får man svar, som havde man spurgt Anders And.
Søren Kierkegaard, der anses for at være et begavet, dannet og tænkende væsen, var modstander af, at afskaffe enevælden som tiden var den gang og har sagt noget i retning af, at den geniale ide, skabt af enkeltindividet, går tabt under forhandlinger. Men det er jo netop demokratiets vilkår og dermed dets oplagte svaghed.
Vi ser - og har set andre lidet misundelsesværdige styreformer rundt omkring i verden og så langt har den gode Winston Churchill ret. Men hvis ikke demokrati, hvad så, kunne man spørge.
Marx og Engels teori om en styreform for en samlet verden, benævnt kommunisme, er hidtil strandet i de lande hvor det har været forsøgt. Måske fordi det er mennesket der skal føre det ud i livet og fordi det har været forsøgt i suveræne stater og ikke hele verden på en gang, som tanken egentlig var. Menneskets største begær er, iflg. filosoffen Nietzsche, magt - og så er ideen således strandet ved den tredje og afsluttende fase, nemlig uddelegeringen til mindre kommuner. I Danmark har vi således, uden ret mange ved af det, en snert af kommunisme og bemærkelsesværdigt er det, at langt færre gider at stemme ved kommunalvalgene end ved folketingsvalg.
Mange har ganske vist filosoferet over forskellige styreformer gennem årerne, men den retfærdige form er endnu ikke fundet, eller i hvert fald endnu ikke praktiseret noget sted i verden, så vidt vides. Politikerne her til lands taler om at have vidtrækkende visioner, men ingen har tilsyneladende modet til visioner der rækker ud over den til enhver tid gældende diskurs.
En ide til styreform, som ikke nødvendigvis behøver at være verdensomspændende, kunne filosoffen Platons styreform, bestående af et nærmere bestemt antal filosoffer, med en stab under sig bestående af embedsmænd, som f.eks. samfundsforskere, jurister, økonomer og lignende, der kan fungere som ”praktiske grise.”
Disse filosoffer og deres familier skal bo som gennemsnittet af samfundsborgerne og må af hensyn til særinteresser ikke eje deres egen bolig, have andre private økonomiske interesser, eje aktier, pantebreve, obligationer, eller have bestyrelsesposter i statslige, eller private selskaber.
Spørgsmålet om, hvem der skal udvælge disse filosoffer er selvfølgelig nærliggende – og her må svaret være, at det skal en sammenslutning af netop filosoffer.
