fredag den 10. juni 2011

Åndelig formørkelse

     
Der har i de seneste 10-15 år lagt sig en ubehagelig tåge af provinsialisme over Danmark. 
   
   Politikerne mangler visioner og hæfter sig mest ved småsager, puster dem op, bliver populistiske og fremstiller dem helt ude af proportioner.
     Vi har selvfølgelig de politikere vi fortjener, så måske ligger problemet fundamentalt i befolkningen, der mangler ånd og dannelse. 
   Vi bliver mere og mere indelukkede og har nok i os selv, og alt fremmed er farligt. Det nyeste tiltag med de skærpede grænsekontroller er et glimrende eksempel.

  Demagogisk Folkeparti
   Denne mangel på ånd og dannelse har sit helt eget larmende talerør, der helt overdøver debatten om, hvad der eventuelt måtte være af visionære emner og tiltag. Dette talerør kalder sig helt misvisende for Dansk Folkeparti, hvor de helt afgjort burde tone rent flag og kalde sig Demagogisk Folkeparti, da det synes at være mere overensstemmende med deres faktiske virke. 
   De henvender sig ganske enkelt til den laveste fællesnævner for ånd og dannelse i befolkningen. - Tomme tønder buldrer som bekendt mest.

  Vaskepulver
     Både de elektroniske og trykte medier er sensationssøgende og -skabende, når de ikke lige har travlt med at udsprede reality-shows, quizzer, mad-, bolig-, livsstils-, og andre såkaldte underholdningsprogrammer.     
   Det begynder allerede om morgenen med madlavning, mode og fremvisning og forherligelse af diverse ligegyldige trends, blandet med den samme vejrudsigt næsten hvert kvarter, mikset op i tide og utide med uudholdelige reklamer for hvad som helst. Og midt i al denne bedøvende miskmask af hvad-som-helst-vi-kan-finde-på-at-fylde-folk-med-af-lort skal politikken så også underholde seerne, og tilbydes dem som en anden usmagelig reklame for vaskepulver. Køb vores vaskepulver! De andres vaskepulver er noget lort!

  Yder-Danmark
   Hvis ikke befolkningen bliver dannet på et højere niveau end det nuværende  - i alle dette ords facetter - , men provinsialismen og platheden forværres, ender det galt inden vi får set os om. 
   Man taler meget om problemerne for ”yder-Danmark" -   mens landet selv er ved at gøre sig til et ”yder-Europa”. Vi ender med at blive Europas Lolland - et fladt og kedsommeligt sted, hvor der ikke er noget arbejde, og hvor ingen ret gerne gider at bo.

 - Når dannelsens sol står lavt på himlen kaster selv dværge lange skygger.