fredag den 3. juni 2011

Bilerne ud af byen!


     Trafikniveauet i København har i dag antaget helt uacceptable proportioner. Privatbilismen er et miljøproblem af dimensioner, og københavnere lider under det dagligt, og betaler prisen med stress på grund af støj, tidsspilde og tabt arbejdstid, for ikke at tale om trafikulykker og følgesygdomme. At indføre betalingszoner ved adgangen til byen, som nogen taler for, løser ikke dette problem og vil i stor udstrækning være socialt skævt, og medføre, at der måske ligefrem vil gå prestige i den for de velhavende ved at kunne færdes i city i deres firehjulstrækkere og andre dyre benzinslugere.
     Der må anderledes revolutionerende midler til, inden problemet helt vokser samfundet over hovedet. Inden for de seneste ca. 30 år er trafikken steget voldsomt, men tilstrækkeligt langsomt til, at nogen har bemærket forskellen på anden måde end bare at lade sig irritere over det.

     Al privatbilisme burde derfor ganske enkelt forbydes i en nærmere bestemt cirkel om selve city. En geografisk ring der naturligvis må analyseres og fastlægges af trafikeksperter, men man kunne f.eks. foreslå en ring, gående fra Nordhavn Station i nord, med søernes afgrænsning mod vest, til Dybbøls Bro Station i syd og inkludere hele Christianshavn, med voldsystemet og Stadsgraven som grænse mod øst. Hele dette område burde få status som Strøget eller Købmagergade, hvor modellen som bekendt er: ingen privatbilisme - kun ærindekørsel.



     Ligeledes kræver det naturligvis tilstrækkelig kapacitet af de offentlige transportmidler, men det vil være helt naturligt for det offentlige at investere i, efterhånden som efterspørgslen stiger. Det vil være til gavn for både mennesker, miljøet og det offentlige udgiftbudget. Om man så lægger opgaven i staten eller kommunen må bero på en konkret vurdering.

     Dette vil formentlig ikke vinde gehør blandt befolkning eller politikere, da alt for mange er glade for deres bil, og politikerne tør ikke sige noget så dristigt, af hensyn til genvalg til kommunal- og folketingsvalg, selv om mange nok i deres stille sind erkender, at noget drastisk burde gøres.