Noget om bits og bytes

     

   Hvert eneste minut i døgnet bliver vi bombarderet med information i vore vågne timer, uanset om vi går på gaden, er på nettet, ser tv, eller hører radio.
     At kunne skabe opmærksomhed om sin person eller sit firma, i denne informationstrængsel, og at kunne vække opmærksomhed om sig selv, eller sit firma, i denne trængsel, bliver derfor mere og mere kostbart.  Det er ikke utopi at forestille sig,at opmærksomhed inden for de nærmeste år bliver mindst lige så kostbart som guld og det bliver således mere og mere vanskeligt for f.eks. firmaer med deres produkter, eller 
politikere med deres budskaber, at nå ud til offentligheden.

- Man kan med god mening sige, at der er ”kødannelse på informationsmotorvejen.”

     Sensationspressen, som f.eks. Ekstrabladet og B.T., den kulørte presse i form af diverse ugeblade, og de elektroniske medier, gør hvad de kan for at bidrage til infor-bombardementet, omend den info de tilbyder os i det store og hele er ganske værdiløs. Men den er der, og mange kan ikke stå for fristelsen til at øge inforbombardementet med lidt ekstra selvpåført og unødvendig plidderpladder om skuespillere, kongelige, eller andre ganske uvedkommende personer.

     Heldigvis kan vi af gode grunde ikke se al denne mere eller mindre ligegyldige information med vore øjne, og heldigvis kan vi heller ikke modtage mere end en brøkdel af den med vores bevidsthed. Hvis vi havde kunnet, ville vi hurtigere end man kunne tælle til 10, være modne til indlæggelse på et psykiatrisk hospitals lukket afdeling - men det er videnskabeligt påvist, at vores sansesystem, syn, hørelse, lugtesans, følesans, optager langt mere information end vores bevidsthed kan rumme. Resten af al denne information går direkte ned i underbevidstheden (subliminal perception) og kasseres over tid. 

     Som et godt eksempel på denne subliminale perception, kan man bruge en kriminalsag fra USA, hvor en kvinde faktisk havde set morderen forlade gerningsstedet, men kunne ikke i forbifarten sige andet end, at det var en mand. Under hypnose lykkedes det for terapeuter at få vidnet til at give et næsten fuldstændigt signalement af morderen, hentet frem fra kvindens underbevidsthed. Eksemplet er hentet fra Tor Nørretranders udmærkede bog, ”Mærk verden.”

     Et godt spørgsmål er, hvor længe vore bevidstheder vil være i stand til at rumme en brøkdel af al denne modtagne information. 
   Vore hjerners kapacitet må vel udvikle sig på samme måde, som mennesket har forandret sig i øvrigt gennem årtusinder. Vi bliver forhåbendtlig hjulpet på vej i udviklingen, trænet dertil, når vi færdes i byen, gående og på cykel, med en mobiltelefon for øret – og mens vi kører i tog, eller bus, fyldt med farverige reklamer, også taler i mobiltelefon, mens byen, eller landskabet, farer forbi vinduet og bombarderer os med information. 
   Men vil vi udvikle os i retning af at kunne håndtere denne øgede informationsstrøm uden problemer, eller    
vil det altid være forbundet med en høj pris at skulle være udsat for et sådant sansebombardement?

     Det virker som om vi på mange måder allerede på mere eller mindre heldige måder råber om hjælp imod en stadigt mere påtrængende informationsverden, og søger at komme tilbage til en verden med en lidt mere afgrænset horisont, hvor vi kan finde et ståsted og en synsvinkel, der ikke gør os stadigt mere rundtossede - og tilbage til en mere nær verden, hvor vi vil ses og anerkendes i mere normale og nære, sociale fællesskaber.


   Desværre ser den søgen paradoksalt nok ud til at finde sted netop som en del af denne informationsverden - med folk sludrende i mobiltelefoner, mens de laver alt muligt andet, søgende kontakt på nettet, sludrende på Twitter, Facebook osv. 
   Formentlig en søgen efter en reelt nært socialt fællesskab - men i stedet finder de nok blot mere info-strøm, mere at forholde sig til, mere afstand til virkelig mennesker.