onsdag den 29. juni 2011

Hvorfor røre rundt i den samme gryde ?

                      
   Hvis vi virkelig vil noget andet med dette samfund, må der nytænkning til.

Vi må prøve at trænge igennem og ud af den nuværende diskurs, så vidt det kan lade sig gøre. Vi har ganske vist kun et formelt demokrati, men dog et såkaldt demokrati, og indenfor dette ser det lidt sort ud med hensyn til de nødvendige radikale ændringer, uden en folkelig revolution.

                     I midten af dansk politik har vi en ”lunken grød” af partier, Socialdemokraterne, Venstre, SF., De Radikale, Konservative - og på yderfløjene, Enhedslisten Dansk Folkeparti og det nye, Liberal Alliance. ( Iøvrigt et paradoksalt navn; liberal handler, som bekendt, om individets ret til selvbestemmelse og alliance betyder noget fælles, eller ligefrem solidaritet.)……Ak ja.

                    Ved et folketingsvalg kan vi røre lidt rundt i gryden fra tid til anden, sådan cirka hvert fjerde år. Vi dypper så sleven, smager lidt på gryderetten…   og får lidt forskelligheder under kogningen til vores kræsne smagsløg, men stadig ingen nødvendige gennemgribende forandringer.

                   Hvis vi vil det bestående, vælger vi somme tider af nød, den lunkne grydes tilfældige resultat på serveringstidspunktet - og vil vi noget andet, stemmer vi på yderfløjene og ser hvad der hvad der så sker. Men tør vi det, når det kommer til stykket ? – Næh, siger danske vælgere som regel…………Vi ved hvad vi har -  og vi ved ikke hvad vi får………..Så vi rører lidt rundt i gryden igen…………og håber på det bedste.

                    Det virker altså som om, at vi ikke gider at have andre muligheder ved et valg, end at stemme på det bestående - vi er så allerhelvedes pragmatiske, så det er til at få kvalme af. Stemmer vi på yderfløjene risikere vi forandring – og det kunne være ubehageligt. Men det behøver det ikke at være, og derfor vil jeg vil her skitsere yderpartierne på som følger:

                    1. - Liberal Alliance, repræsenterer de hurtige, selvstændige og kvikke forretningsfolk, (liberalister), de vil hurtigst muligt afvikle velfærdstaten og privatisere hvad privatiseres kan. Kapitalens frie bevægelighed, hvor markedskræfterne regulerer sig selv. Skattelettelser over hele linjen - og du kan få alle de goder du vil, hvis du har penge nok, efter devisen: ”Er du Guds barn, så hjælp dig selv.” - Eller den gamle sang: ”Der boer en bager – i Nørregade……! - Og det er da smukt nok.

                    2. - Enhedslisten, repræsenterer de meget kreative humanister, fællesskabet frem for alt, de vil have socialisme, solidaritet, staten (dig og mig) til at eje produktionsmidlerne i videst mulig omfang, de vil endda afmontere militæret, som vi ellers havde så stor tillid til under den kolde krig. Ud af NATO, der har ændret sig fra at være en forsvarsalliance til en krigsalliance, Forsvarsministeriet burde nedlægges, de vil ændre samarbejdet i Europa uden et EU. Finde andre markeder, - og Gud døde mig, om ikke de vil ændre på privilegierne til kongehuset, en meget følelsesladet sag - og øge skatterne for de allerrigeste, de vil have en sekulær nation (demokrati uden statsreligion) og uden de af staten lønnede biskopper og præster, uden et kirkeministerium.

                    3. - Dansk Folkeparti, repræsenterer statistisk set de dårligst uddannede, oplyste og fremmedfjendske vælgere, de vil have os helt ud af EU så hurtigt som muligt og dermed af Schengen-aftalen, de vil have politivagter, mure og bomme ved alle grænseovergange, som det tidligere DDR, ingen adgang med mindre du kan bidrage det danske samfund – og det er da en nydelig og nyttig tanke, de vil desuden forbyde parabolantenner i almennyttige boligkomplekser, det vil sige, begrænsning af ytringsfriheden, ud af landet med alle muslimer så vidt det kan lade sig gøre, styrkelse af folkekirken, kameraovervågning alle steder, hvor politiet finder det relevant. - Dette parti plæderer desuden for varetagelse af de svages interesser, som f.eks. syge og pensionister og er altså dermed en form for socialister. Da de tilmed er erklærede nationalister, er de således at betegne som nationalsocialister. (Denne betegnelse kender vi - og har hørt før). Inden for denne genre findes der, i øvrigt i forvejen, et parti uden for folketinget, nemlig DNSAP, med en nok så landskendt formand, ved navn Johnny Hansen, på Hundige Strandvej, syd for København. Ham kan man stemme på til kommunalvalgene, til gavn for Dansk Folkepartis indflydelse i kommunerne……..Tak for kaffe !

                    Jamen, - hvis vi ikke kan lide gryderetten, altså mellemtingen, og heller ikke bryder os om yderfløjene, hvad så ?
...............Tja-h, vi kunne f.eks. bede om at nedsætte et hurtigt arbejdende udvalg af sagkyndige, som f.eks. sociologer, demografer, jurister, økonomer, historikere, filosoffer og lignende om, at revidere grundloven - og så ser vi hvad der kommer ud af det… Efterfølgende kunne vi så afholde en virkelig betydningsfuld folkeafstemning, om disse kloge folks forslag. Under alle omstændigheder mener jeg, at det kunne være en mulighed, inden det bliver nødvendigt at vække folk op til en revolution. Det er set før her til lands, helt ublodigt - sidst i 1949. Hvem andre kan prale af det ?

                    - Lad os prale igen !