torsdag den 9. juni 2011

Den glade fløjtespiller

Pia - den glade fløjtespiller.
     
     Så er det vist ved at være på tide at oprette en forening med det formål, at gøre livet så besværligt som muligt for Dansk Folkeparti og ikke mindst dette partis vælgere.

   Pia Kjærsgaard spiller fløjte, og Venstre og Konservative danser efter melodien - og det ser mest af alt ud som en elefant og en flodhest, der iført folkedanserdragter  forsøger sig med en pardans på en skøjtebane. 
   Det er helt uforståeligt at disse to partier finder sig i det, men man kan håbe på, at deres vælgere, når tiden er inde, vil straffe dem for det.

      Demagoger og populister som Mogens Camre, med hans stærkt racistiske udtalelser i tide og især i utide, den stærkt reaktionære, gamle mand, Jesper Langballe, Peter Skaarup, der ser fremmedarbejdere og forbrydere overalt, og den stærkt religiøse præst, Søren Krarup, der mener at vi er inde i den store folkevandringstid. Hvor han ser det henne i forhold til virkeligheden er ikke til at vide. Det eneste der virkeligt flytter sig i hast i moderne tid er kommunikation og den må da have passeret forbi hans dør i ubemærkethed.

     Folkevandringen hører fortiden til. Vi kender vikingernes bosættelser rundt omkring i Europa i en periode over mindst 500 år, jødernes flugt fra Palæstina fra omkring 2000 år siden, hugenotternes flugt fra Frankrig i 1600-tallet og den store europæiske udvandring til Amerika omkring forrige århundredeskifte, samt de store flygtningelejre i Afrika og Mellemøsten i nyere tid - og ellers har der stort set kun været invitationer fra den vestlige verden til bl.a. tyrkere fordi vi manglede arbejdskraft især i 1960’erne. Dette er et faktum som Søren Krarup åbenbart ikke kan, eller vil vide af.

     Det er nødvendigt, mener jeg, med en sådan forening, thi forfærdeligt mange danskere stemmer tilsyneladende stadig på DF, med bind for øjnene og propper i ørerne - og Venstre og Konservative vil for alt i verden sidde i regering nogle måneder endnu, koste hvad det vil. 
   Det er umuligt for os almindelige danskere, at blive ved med at finde os i, at DF ødelægger det danske image og gør os til grin for omverdenen. 

     Indtil for få år siden var vi ellers kendt som et gemytligt folkefærd med højt til loftet. - Den tid er nu forbi.