Winston Churchill sagde engang: ”Demokratiet er den mindst dårlige af alle styreformer” – og det havde han muligvis ret i, hvis han dermed mente et ægte demokrati.
Men et sådant har vi ikke i Danmark, eller nogle andre steder i denne verden, hvor demokratitanken evigt forplumres af forskellige forhold. Nedenfor skal jeg blot opridse nogle få;
1.at pengene spiller en afgørende rolle - penge kanaliseres anonymt fra interessegrupper og enkeltpersoner til partier, der plejer disses særinteresser.
2. at minoriteter fra tid til anden får langt mere indflydelse, end deres antal berettiger til, i situationer, hvor de kan fungere som tungen på vægtskålen – fx ved den nylige afstemning om pensionsreformen, hvor et enkelt medlem, der repræsenterer en minoritetsgruppe(Kristendemokraterne)kommer til at afgøre, om et samfundsmæssigt omfattende lovforslag kan gennemføres eller ej, blot ved at vende sin tommelfinger op eller ned.
3. at en gruppe af fordomsfulde og meget lidt tænksomme typer med ringe dannelse og ånd kan foranledige dannelsen af et parti, som fx. Dansk Folkeparti, der opnår mere magt end godt er for almenvellet.
4. at politik bliver business og karriere for den enkelte, i stedet for at være en seriøs, velment aktivitet med henblik på det fælles bedste. Politik bliver en levevej, som kan understøttes af medietrænere, reklamebureauer, og spin-doktorer.
5. at alt for mange vælgere tilsyneladende ikke aner hvad det vil sige at være socialist, konservativ, eller liberal - og spørger man dem hvorfor de stemte som de gjorde, får man svar, som havde man spurgt Anders And. Pænere sagt altså problemet med grundlaget for et velfungerende demokrati – befolkningen selv. Hvis ikke befolkningen har et alvorligt forhold til politik, og en grundlæggende indstilling gående på at politik ikke handler om at promovere sine egne interesser bedst muligt, men om en anstrengelse for opnåelse af et fælles bedste, så kan demokrati let udarte til flertalstyranni, eller værre udtrykt, pøbelvælde.
Mere og bedre
Ganske vist har vi gennem tiden set mange lidet misundelsesværdige styreformer rundt omkring i verden og så langt havde den gode Churchill ret. Kommunismen i forskellige former og sammenhænge er hidtil strandet i de lande, hvor det har været forsøgt – af mange grunde, blandt andet fordi det er mennesker, der har skullet føre idealet ud i livet, og fordi det aldrig lykkedes at gøre kommunismen verdensomspændende, hvilket måske var en forudsætning for, at den kunne fungere på sigt.
Men måske skulle vi ikke forsvare den vestlige verdens nuværende parlamentariske demokrati med det egentlig dårlige argument, at der ikke lige er noget bedre at få øje på omkring os, og ikke har været det i nyere tid. Måske skulle vi i stedet have modet til at forestille os noget mere, og noget bedre, end det vi har. Politikerne her til lands taler tit om vidtrækkende visioner, men ingen af dem har tilsyneladende modet til det – til tanker, der rækker ud over den til enhver tid gældende diskurs.
Platons Staten
En af de visioner for et samfund, der aldrig blev til noget er jo Platons idealstat, som beskrevet i det politiske hovedværk Staten.
Der var sandt for dyden ikke tale om demokrati – det var et tre-delt samfund, hvor den herskende klasse bestod af de berygtede filosofkonger – filosoffer, der havde en streng uddannelse bag sig, og havde opnået en passende filosofisk indsigt, til at man kunne overlade statens styrelse til dem. Til gengæld skulle de være uafhængige – både af folkets stemmer og meninger, dels også af en drift mod at bruge deres position til at berige sig selv. For at sikre det sidste, skulle de bo i et ejendomsløst fællesskab, hvor de ganske enkelt ikke havde mulighed for at lade personlige ambitioner lede deres beslutninger.
Følgen skulle være en gruppe mennesker med indsigt, der netop fordi de var i besiddelse af indsigt, og fordi de var i en sådan situation, at de ikke kunne andet, ville agere til statens og dermed befolkningens bedste. For Platon var der ikke dette moderne skel mellem stat og befolkning. Det bedste for staten ville være det samme som det bedste for befolkningen, under ovennævnte forudsætninger.
Følgen skulle være en gruppe mennesker med indsigt, der netop fordi de var i besiddelse af indsigt, og fordi de var i en sådan situation, at de ikke kunne andet, ville agere til statens og dermed befolkningens bedste. For Platon var der ikke dette moderne skel mellem stat og befolkning. Det bedste for staten ville være det samme som det bedste for befolkningen, under ovennævnte forudsætninger.
Måske var det en ide at genoverveje den gamle græker.
