mandag den 6. juni 2011

Almen viden

     Det er bemærkelsesværdigt, at når man er noget inden for mode, teater, film og det man normalt kalder for underholdningsbranchen, er det tilsyneladende ikke fint at vide noget om emnet sport.

     I langt de fleste quizprogrammer på TV er det almindeligt, at bruge de kendte pinger inden for kunst og kultur, og når disse får et spørgsmål om sport, kigger de ofte på studieværten med et overbærende smil, eller et påtaget fornærmet blik, og trækker på skuldrene, som om spørgsmålet gik på viden om infrastrukturen på de tyrkiske jernbaner, eller markedsbetingelserne for radisseproducenter.

      I denne verden, vil en løselig vurdering formentlig resultere i, at over halvdelen af menneskeheden på denne klode har et rimeligt kendskab til en eller flere sportsgrene, ikke mindst på grund af europamesterskaber, verdensmesterskaber, olympiader, eller andet der bliver dækket globalt. At Danmark har haft og stadig har sportsudøvere på absolut verdensplan, lader ikke til at røre disse kendisser fra den finkulturelle verden.

     Netop dette kendskab til sportens verden blandt almindelige mennesker gør formentlig, at disse kendisser ikke har lyst til at dumme sig på TV ved at svare forkert på et emne som de må formode, at så mange andre kan svare på. Så er det åbenbart bedre på forhånd, at anlægge en attitude der viser at det kan folk da ikke forvente at man vil nedgøre sig til at vide noget om.

     I mange tilfælde viser det sig, at mange kendisser ikke kan svare selv på spørgsmål, der kan henføres til almen viden. En aften med udsendelsen ”Hvem vil være millionær”, kunne den selvglade og selvpromoverende TV-vært Anders Breinholt og en skuespiller, jeg ikke erindrer navnet på, ikke svare på et spørgsmål til fire tusinde kroner og altså et af de lette spørgsmål nemlig, Napoleons slægtsnavn. Blandt de fire valgmuligheder var naturligvis Bonaparte og begge de herre sad blot og så fåret ud uden at kunne svare – og måtte bruge en livline.

      Gad vide om det alligevel ikke havde været bedre for de to herrer at få et andet spørgsmål der må henregnes under almen viden, nemlig spørgsmålet:
      - Hvad er Michael Laudrup ? – A: Kalvekaster, B: Kanonkonge, C: Fodboldspiller, D: Sabelsluger.

     Hvad disse kendisser sikkert ikke vil erkende er, at sport henregnes som en del af denne verdens kultur og er helt indiskutabelt de mest sete begivenheder, både live og på TV.
   - Så måske handler det mere om misundelse end om egentlig manglende viden.