Venstre ved du, hvor du har!

     


   Venstrevælgere må nu om dage, hvis de tænker nærmere efter, føle sig vildledt af deres eget parti og den ideologi, som de siger de står for. 

     Den største løgn, som manden, der tidligere i karrieren var smuttet, før han blev gået på grund af regnskabsfusk i ministeriet, nogensinde fik fyret af, var intet mindre en begrundelsen for Danmarks deltagelse i en unødvendig krig - intet mindre end en krigsforbrydelse.

Det er vel desværre ikke for meget at kalde det således, når man bevidst engagerer sit land i en krig på falske præmisser - og iøvrigt gør det mod FN´s sikkerhedsråds beslutning.

     Forsvares kan han på trods af ihærdige forsøg ikke med,  at han troede, ar Irak
havde masseødelæggelsesvåben - for sagen var jo, at han netop arrogant havde
erklæret, at det skam ikke var noget, han troede, men noget han vidste. Da man nu
engang aldrig kan vide noget, der ikke er tilfældet, så kan vi konstatere, at han ikke
vidste noget som helst om fakta på det givne tidspunkt.


     Så når vi glemmer den lille krig, der nok mest tjente til at lille Danmarks lille
statsminister kunne få en stor post i NATO(på trods af, at den gode statsminister
bedyrede, at han skam aldrig ville løbe af pladsen i utide, hvilket han så gjorde), så var
der også andre småting, såsom et skattestop, der efterfølgende åbenbart ikke så ud til
at være så stor en succes, som man troede, at det var. 

     Og den regering, som AFR stod i spidsen for undlod at beskatte de rigtigt mange
boliggevinstmilliarder, der kunne være blevet en fed forretning for staten - og ifølge
mange økonomer på det tidspunkt burde være blevet det, dels for pengenes skyld,
dels for at forhindre en økonomisk krise. Men regeringen fik undladt at handle lige
netop i rette tid til, at vi fik krisen kort efter. 

     . 

     I dag har vi så en mand, også fra det liberalistiske parti Venstre -  Lars Løkke Rasmussen -  der måske mest burde huskes for sit bilagsrod i sin tid som amtsborgmester, hvor han angiveligt brugte en del offentlige midler på sprut, tobak og hotelophold, og vist nok også nogle videofilm af den slags man lejer om aftenen på hotelværelser. 
   Nu kan det selvfølgelig virke så hårdt at anklage ham for at tørre dette upassende privatforbrug af på det offentlige - det er nok mere fair at sige, at Lars bare ikke skelnede imellem sin egen tegnebog og befolkningens, da han åbenbart syntes, at det kunne være et fedt, hvem der lige betalte. Der var han ikke lige tynget af den friske man-skal-yde-før-man-kan-nyde-moral, som jo også nok mest er en moral, der gælder befolkningen, og ikke politikere. Der blev såvist også nydt lidt eller ganske meget sammen med kammeraterne Brixtofte og Pind rundt omkring på værtshuse og restauranter. Men nok om den slags småting.

     Vi har nu i snart 10 år måtte finde os i, at blive ledet af 2 sådanne typer, som ovenfor beskrevet, men ikke nok med det, også af en mindretalsregering, der har ladet sig underlægge efterkommerne af svindleren Mogens Glistrups Fremskridtspartiet, Dansk Folkeparti, udelukkende for at beholde magten - og endda så meget, at det skriger til himlen, hvis man orker eller har evner til at se efter.

   

     Det næste valg står altså mellem en flosset, disillusioneret, lille fadølsbamse, der end ikke kunne styre et topmøde som COP15, uden at blive genstand for almen latterliggørelse - og en kosmopolitisk, veluddannet, kvindelig toppolitiker, der har både indsigt, format og udseende, som repræsentant for og leder af et anderledes Danmark.

     Hvis du er almindelig lønmodtager, én af dem der holder hjulene i gang, og er i tvivl om, hvem den regering har gavnet, så kør en tur langs med vandet - se de biler, der holder uden for de smukke villaer, kig ind på Rungsted og Vedbæk lystbådehavn - mærk atmosfæren, indsnus duften af vellevned på din og andres bekostning - og prøv så at tænke over, hvordan alt dette kan lade sig praktisere i et demokratisk samfund.

      - Det skyldes netop disse partier, Venstre og De Konservative............. 

        og sidst men ikke mindst det meget nationale og socialistiske Dansk Folkeparti.

    
      - Skål!                           

Hvorfor røre rundt i den samme gryde ?

                      
   Hvis vi virkelig vil noget andet med dette samfund, må der nytænkning til.

Vi må prøve at trænge igennem og ud af den nuværende diskurs, så vidt det kan lade sig gøre. Vi har ganske vist kun et formelt demokrati, men dog et såkaldt demokrati, og indenfor dette ser det lidt sort ud med hensyn til de nødvendige radikale ændringer, uden en folkelig revolution.

                     I midten af dansk politik har vi en ”lunken grød” af partier, Socialdemokraterne, Venstre, SF., De Radikale, Konservative - og på yderfløjene, Enhedslisten Dansk Folkeparti og det nye, Liberal Alliance. ( Iøvrigt et paradoksalt navn; liberal handler, som bekendt, om individets ret til selvbestemmelse og alliance betyder noget fælles, eller ligefrem solidaritet.)……Ak ja.

                    Ved et folketingsvalg kan vi røre lidt rundt i gryden fra tid til anden, sådan cirka hvert fjerde år. Vi dypper så sleven, smager lidt på gryderetten…   og får lidt forskelligheder under kogningen til vores kræsne smagsløg, men stadig ingen nødvendige gennemgribende forandringer.

                   Hvis vi vil det bestående, vælger vi somme tider af nød, den lunkne grydes tilfældige resultat på serveringstidspunktet - og vil vi noget andet, stemmer vi på yderfløjene og ser hvad der hvad der så sker. Men tør vi det, når det kommer til stykket ? – Næh, siger danske vælgere som regel…………Vi ved hvad vi har -  og vi ved ikke hvad vi får………..Så vi rører lidt rundt i gryden igen…………og håber på det bedste.

                    Det virker altså som om, at vi ikke gider at have andre muligheder ved et valg, end at stemme på det bestående - vi er så allerhelvedes pragmatiske, så det er til at få kvalme af. Stemmer vi på yderfløjene risikere vi forandring – og det kunne være ubehageligt. Men det behøver det ikke at være, og derfor vil jeg vil her skitsere yderpartierne på som følger:

                    1. - Liberal Alliance, repræsenterer de hurtige, selvstændige og kvikke forretningsfolk, (liberalister), de vil hurtigst muligt afvikle velfærdstaten og privatisere hvad privatiseres kan. Kapitalens frie bevægelighed, hvor markedskræfterne regulerer sig selv. Skattelettelser over hele linjen - og du kan få alle de goder du vil, hvis du har penge nok, efter devisen: ”Er du Guds barn, så hjælp dig selv.” - Eller den gamle sang: ”Der boer en bager – i Nørregade……! - Og det er da smukt nok.

                    2. - Enhedslisten, repræsenterer de meget kreative humanister, fællesskabet frem for alt, de vil have socialisme, solidaritet, staten (dig og mig) til at eje produktionsmidlerne i videst mulig omfang, de vil endda afmontere militæret, som vi ellers havde så stor tillid til under den kolde krig. Ud af NATO, der har ændret sig fra at være en forsvarsalliance til en krigsalliance, Forsvarsministeriet burde nedlægges, de vil ændre samarbejdet i Europa uden et EU. Finde andre markeder, - og Gud døde mig, om ikke de vil ændre på privilegierne til kongehuset, en meget følelsesladet sag - og øge skatterne for de allerrigeste, de vil have en sekulær nation (demokrati uden statsreligion) og uden de af staten lønnede biskopper og præster, uden et kirkeministerium.

                    3. - Dansk Folkeparti, repræsenterer statistisk set de dårligst uddannede, oplyste og fremmedfjendske vælgere, de vil have os helt ud af EU så hurtigt som muligt og dermed af Schengen-aftalen, de vil have politivagter, mure og bomme ved alle grænseovergange, som det tidligere DDR, ingen adgang med mindre du kan bidrage det danske samfund – og det er da en nydelig og nyttig tanke, de vil desuden forbyde parabolantenner i almennyttige boligkomplekser, det vil sige, begrænsning af ytringsfriheden, ud af landet med alle muslimer så vidt det kan lade sig gøre, styrkelse af folkekirken, kameraovervågning alle steder, hvor politiet finder det relevant. - Dette parti plæderer desuden for varetagelse af de svages interesser, som f.eks. syge og pensionister og er altså dermed en form for socialister. Da de tilmed er erklærede nationalister, er de således at betegne som nationalsocialister. (Denne betegnelse kender vi - og har hørt før). Inden for denne genre findes der, i øvrigt i forvejen, et parti uden for folketinget, nemlig DNSAP, med en nok så landskendt formand, ved navn Johnny Hansen, på Hundige Strandvej, syd for København. Ham kan man stemme på til kommunalvalgene, til gavn for Dansk Folkepartis indflydelse i kommunerne……..Tak for kaffe !

                    Jamen, - hvis vi ikke kan lide gryderetten, altså mellemtingen, og heller ikke bryder os om yderfløjene, hvad så ?
...............Tja-h, vi kunne f.eks. bede om at nedsætte et hurtigt arbejdende udvalg af sagkyndige, som f.eks. sociologer, demografer, jurister, økonomer, historikere, filosoffer og lignende om, at revidere grundloven - og så ser vi hvad der kommer ud af det… Efterfølgende kunne vi så afholde en virkelig betydningsfuld folkeafstemning, om disse kloge folks forslag. Under alle omstændigheder mener jeg, at det kunne være en mulighed, inden det bliver nødvendigt at vække folk op til en revolution. Det er set før her til lands, helt ublodigt - sidst i 1949. Hvem andre kan prale af det ?

                    - Lad os prale igen !
                 

Andre boller på suppen

     Selvom jeg selv hører til, hvad man må kalde for den ældre generation (68 år) - og dermed, måske meget naturligt, er blevet livsstilsmæssigt konservativ, ikke politisk, men pragmatisk, vil jeg alligevel plædere for en forandring af det livssyn og livsstil, der er blevet mere og mere fremherskende i nyere tid, thi jeg er stadig både fysisk og åndsfrisk nok til at gå krig mod den reaktionære del af befolkningen i mit land. 

     Det er således mit håb, at den efterfølgende generation snart vil vise mod nok til, at forandre den verden, eller i det mindste det land vi alle nu lever i.

     I min barndoms- og ungdomstid i 40’erne og begyndelsen af 50’erne, var der såmænd forandringer nok efter besættelsestiden, med rationeringer og pengemangel, men også med tilvejebringelsen lige siden, af alle de nye teknologiske vidundere, som de fleste af os betegner som udvikling. Udvikling, javel, - men er de nu også alle et fremskridt ?
      - Dette spørgsmål må være op til hver enkelt at afgøre - og kan absolut diskuteres.

     Hvis man virkelig vil noget forandring, der batter rent menneskeligt, må det selvsagt være politisk - og jeg ser kun Enhedslisten, som de eneste med virkelige visioner og som er villige til, at foretage sig noget drastisk.

     Ret beset vil Socialdemokraterne og SF’erne, ganske vist noget andet end den siddende regering, men uden, at det gør den store forskel, dog blot lidt bedre, som jeg ser det…………..Men der mangler udslagsgivende visioner og reformer.

     Venstre og Liberal Alliance vil, uanset hvad de siger, langsomt afmontere velfærdsstaten til fordel for deres ideologi om, at hver især må have evner til at klare sig selv - og hvis ikke de kan, så er det bare ærgerligt for dem. Det ligger jo i begrebet liberalist, at være selvstændig og fri for det offentliges indblanding i alle livets faser, altså det vi andre kalder for velfærdsstaten.............De vil have skattelettelser, ligesom Irland, der sænkede selskabsskatten drastisk og efterfølgende fik store økonomiske vanskeligeder - og Grækenland, der undlod, at opkræve skatter fra alle deres millionærer og nu er på randen af en statsbankerot, hvis ikke EU går ind og yder landet astronomiske og også urimeligt store lån.

     De Konservative og Det radikale Venstre ligner stort set hinanden på væsentlige punkter, om end de peger på hver deres kandidat til statsministerposten. De vil også begge have skattelettelser…………….. men har efterhånden kun ringe tilslutning af moderne vælgere. - Så fred være med dem.

     Dansk Folkeparti har jeg ikke så meget lyst til at beskrive, men gør det alligevel, fordi det er absolut nødvendigt, selvom de kun samler ca.15% af den åndeligt,  absolut laveste del af den danske vælgerbefolkning, med andre ord, landsbytosser, der har sansynligvis har forladt skolen i bitterhed efter 7 år i første klasseher - og de er udpræget en flok fremmedfjendske nationalister, tåber og demagoger, som f.eks. Mogens Camre, Søren Krarup og hans spøjse fætter, Jesper Langballe.
     Sidste gang Danmark vejrede med det nationalistiske, idiotiske flag, i naiv stolthed og selvglæde, med feltråbet: "Danmark til Ejderen," var i 1864.................og enhver ved vel hvordan det gik.................. - Joh tak, fru Kjærsgaard.

     Den generation, som jeg ser, der skal efterfølge os er stressede, med mange livsstils sygdomme.De har et travlt, presset og forjaget arbejdsliv og fritidsliv - og et bijob, som privatchauffør for familiens børn, store som små. De skal køres til og fra skole, til og fra håndbold, fodbold, svømning - og til og fra besøg hos vennerne. Alle i familien har i stor udstrækning, hver deres fritidsinteresser, med hver deres computer og tv, i stuen og på værelserne...................Skal man indgå en familieaftale her, må vi have fat i kalenderen og se en til to måneder frem i tiden.

     Netop Enhedslisten vil af med det egoistiske, de vil det kollektive og det solidariske velfærdssamfund, hvor der er plads til alle, hvor forskellige vi heldigvis end er - og de mener ikke, at staten er en fjende, der stjæler vores penge, men er en fælles kasse, som vi alle giver vores bidrag til efter evne. Bidrag der går til vores børns fremtid, fælles velfærd og infrastruktur. 
     Jeg synes det er prisværdigt og det bør de belønnes for ved det kommende folketingsvalg…………….Og så må jeg - og andre ældre vænne os til, at der er kommet andre boller på suppen……………….og en noget mere interessant og livgivende fremtid for alle - og dermed et bedre liv for vore børn og kommende generationer.

- Måske kan man ligefrem tale om en kulturrevolution.
   

Befri os for tv-reklamerne

     Nu må øjeblikket være inde til, at vi gør op med de uudholdelige reklamer, ikke mindst på tv. Vi kan naturligvis ikke forbyde reklamer i vores verden med ytringsfrihed og det skal vi heller ikke, men vi har licensbetalte tv-stationer der har public service forpligtigelser – og disse kanaler skal, efter min mening, helt renses for disse irriterende reklamer, også når det gælder at reklamere for sig selv, med gentagelse på gentagelse ugen igennem for en udsendelse der kommer flere dage efter.

     I min tidligere artikel ”Hallo – kan nogen se mig, kan nogen høre mig,” omtaler jeg den enorme trafik af mere eller mindre lødig information, som vi alle, i vore vågne timer på døgnet må finde os i, hvad enten vi vil det eller ej……….information som vi opfatter bevidst - og mere end en million gange mere ubevidst - og som helt optager plads i vores ofte trætte hjerner…………….plads beregnet for mere værdifuld information, der virkelig interesserer os.

    Reklamerne er blot nogle af disse informationer, som jeg helst vil være fri for – og hvis jeg kunne kaste sten efter al denne utidige information, som jeg ufrivilligt perciperer, ville der ikke være sten nok i denne verden.

    I min færden gennem byen fylder disse reklamer mit synsfelt………. På gader, i bussen, i toget - og når jeg kommer hjem, er min postkasse stoppet til med meget dyrt, kulørt papir og blade, der fortæller mig om alskens særtilbud, fødselsdagstilbud, jubilæumstilbud, udsalgstilbud og andre mærkværdige tilbud, blandet med lokalaviser…….og når jeg åbner disse lokalaviser, er de fyldt med lignende hel - og halvsides annoncer og når jeg drister mig til at tænde for mit tv, hamres der flere reklamer mod mine trommehinder og synsnerver, før under og efter ethvert program.

     Hvis jeg zapper rundt mellem stationerne for evt. at finde noget interessant, drøner jeg lige ind i den ene reklameblok efter den anden, som f.eks. en plat reklame for et teleselskab, med 2-3 mennesker uden tøj på. Nøgenhed er måske hvad der skal til for at fange folks opmærksomhed. Snart kommer der vel et flyselskab, der reklamerer med, at ingen af deres fly endnu er blevet deroppe, alle er kommet ned på en eller anden facon, eller der er to ualmindeligt grimme måger, som reklamerer for en færgerute, jeg heller ikke lige står at skulle bruge. Jeg kan også drikke en nærmere bestemt sodavand og vinde et par silikone bryster.

     Åbner jeg for internettet på min computer, går det også galt…..det vælter med reklamer. Her kan jeg vinde en tur et legeland, eller jeg opfordres til, at deltage i en undersøgelse for et, markedsanalyse institut.

    Måske kan enkelte voksne klare det, men hvad med vores børn, der må vokse op med deres uskyldige hoveder tilproppet med kulørte lokkemidler, der skal gøre dem til rigtige forbrugsindivider.

     - Det er ganske enkelt ikke til at holde ud – og nu må det den onde hyle mig standses.

    Eksperter og politikere fortæller os ustandseligt om den nødvendige vækst, men jeg ved snart ikke hvad det er vi skal vokse os til, andet end væk fra det bestående, som åbenbart ikke duer i længden.

     Altså skal reklamerne hjælpe os til at forbruge mere, at holde gang i væksten for vækstens skyld. Køb dette, eller hint produkt, for kun kr. 199 pr. måned………Køb dette produkt, kun kr. 149 pr. måned…... Køb dette, eller dette produkt og spar en allerhelvedes masse penge. o.s.v………..Køb, køb, forbrug, spar penge - og vær med til at skabe vækst.

     Det synes at være en af de værdier vi skal værne om, en udtalelse som politikerne ofte bruger uden, at fortælle os hvad denne sætning i virkeligheden dækker over. Som tidligere professionel soldat ville jeg ellers have stor nytte af, at vide hvad jeg skal værne om………hvor, imod hvem……og i givet fald med hvilke våben ?

     - Hvis det er et værn om væksten og reklamerne, - så rend mig noget så grusomt……!.

    

Noget om bits og bytes

     

   Hvert eneste minut i døgnet bliver vi bombarderet med information i vore vågne timer, uanset om vi går på gaden, er på nettet, ser tv, eller hører radio.
     At kunne skabe opmærksomhed om sin person eller sit firma, i denne informationstrængsel, og at kunne vække opmærksomhed om sig selv, eller sit firma, i denne trængsel, bliver derfor mere og mere kostbart.  Det er ikke utopi at forestille sig,at opmærksomhed inden for de nærmeste år bliver mindst lige så kostbart som guld og det bliver således mere og mere vanskeligt for f.eks. firmaer med deres produkter, eller 
politikere med deres budskaber, at nå ud til offentligheden.

- Man kan med god mening sige, at der er ”kødannelse på informationsmotorvejen.”

     Sensationspressen, som f.eks. Ekstrabladet og B.T., den kulørte presse i form af diverse ugeblade, og de elektroniske medier, gør hvad de kan for at bidrage til infor-bombardementet, omend den info de tilbyder os i det store og hele er ganske værdiløs. Men den er der, og mange kan ikke stå for fristelsen til at øge inforbombardementet med lidt ekstra selvpåført og unødvendig plidderpladder om skuespillere, kongelige, eller andre ganske uvedkommende personer.

     Heldigvis kan vi af gode grunde ikke se al denne mere eller mindre ligegyldige information med vore øjne, og heldigvis kan vi heller ikke modtage mere end en brøkdel af den med vores bevidsthed. Hvis vi havde kunnet, ville vi hurtigere end man kunne tælle til 10, være modne til indlæggelse på et psykiatrisk hospitals lukket afdeling - men det er videnskabeligt påvist, at vores sansesystem, syn, hørelse, lugtesans, følesans, optager langt mere information end vores bevidsthed kan rumme. Resten af al denne information går direkte ned i underbevidstheden (subliminal perception) og kasseres over tid. 

     Som et godt eksempel på denne subliminale perception, kan man bruge en kriminalsag fra USA, hvor en kvinde faktisk havde set morderen forlade gerningsstedet, men kunne ikke i forbifarten sige andet end, at det var en mand. Under hypnose lykkedes det for terapeuter at få vidnet til at give et næsten fuldstændigt signalement af morderen, hentet frem fra kvindens underbevidsthed. Eksemplet er hentet fra Tor Nørretranders udmærkede bog, ”Mærk verden.”

     Et godt spørgsmål er, hvor længe vore bevidstheder vil være i stand til at rumme en brøkdel af al denne modtagne information. 
   Vore hjerners kapacitet må vel udvikle sig på samme måde, som mennesket har forandret sig i øvrigt gennem årtusinder. Vi bliver forhåbendtlig hjulpet på vej i udviklingen, trænet dertil, når vi færdes i byen, gående og på cykel, med en mobiltelefon for øret – og mens vi kører i tog, eller bus, fyldt med farverige reklamer, også taler i mobiltelefon, mens byen, eller landskabet, farer forbi vinduet og bombarderer os med information. 
   Men vil vi udvikle os i retning af at kunne håndtere denne øgede informationsstrøm uden problemer, eller    
vil det altid være forbundet med en høj pris at skulle være udsat for et sådant sansebombardement?

     Det virker som om vi på mange måder allerede på mere eller mindre heldige måder råber om hjælp imod en stadigt mere påtrængende informationsverden, og søger at komme tilbage til en verden med en lidt mere afgrænset horisont, hvor vi kan finde et ståsted og en synsvinkel, der ikke gør os stadigt mere rundtossede - og tilbage til en mere nær verden, hvor vi vil ses og anerkendes i mere normale og nære, sociale fællesskaber.


   Desværre ser den søgen paradoksalt nok ud til at finde sted netop som en del af denne informationsverden - med folk sludrende i mobiltelefoner, mens de laver alt muligt andet, søgende kontakt på nettet, sludrende på Twitter, Facebook osv. 
   Formentlig en søgen efter en reelt nært socialt fællesskab - men i stedet finder de nok blot mere info-strøm, mere at forholde sig til, mere afstand til virkelig mennesker.

         

Demokratiets fortrædeligheder

    Winston Churchill sagde engang: ”Demokratiet er den mindst dårlige af alle styreformer” – og det havde han muligvis ret i, hvis han dermed mente et ægte demokrati.

   Men et sådant har vi ikke i Danmark, eller nogle andre steder i denne verden, hvor demokratitanken evigt forplumres af forskellige forhold. Nedenfor skal jeg blot opridse nogle få;

Fortrædeligheder

1.at pengene spiller en afgørende rolle - penge kanaliseres anonymt fra interessegrupper og enkeltpersoner til partier, der plejer disses særinteresser.

2. at minoriteter fra tid til anden får langt mere indflydelse, end deres antal berettiger til, i situationer, hvor de kan fungere som tungen på vægtskålen – fx ved den nylige afstemning om pensionsreformen, hvor et enkelt medlem, der repræsenterer en minoritetsgruppe(Kristendemokraterne)kommer til at afgøre, om et samfundsmæssigt omfattende lovforslag kan gennemføres eller ej, blot ved at vende sin tommelfinger op eller ned.

3. at en gruppe af fordomsfulde og meget lidt tænksomme typer med ringe dannelse og ånd kan foranledige dannelsen af et parti, som fx. Dansk Folkeparti, der opnår mere magt end godt er for almenvellet.

4. at politik bliver business og karriere for den enkelte, i stedet for at være en seriøs, velment aktivitet med henblik på det fælles bedste. Politik bliver en levevej, som kan understøttes af medietrænere, reklamebureauer, og spin-doktorer.

5.  at alt for mange vælgere tilsyneladende ikke aner hvad det vil sige at være socialist, konservativ, eller liberal - og spørger man dem hvorfor de stemte som de gjorde, får man svar, som havde man spurgt Anders And. Pænere sagt altså problemet med grundlaget for et velfungerende demokrati – befolkningen selv. Hvis ikke befolkningen har et alvorligt forhold til politik, og en grundlæggende indstilling gående på at politik ikke handler om at promovere sine egne interesser bedst muligt, men om en anstrengelse for opnåelse af et fælles bedste, så kan demokrati let udarte til flertalstyranni, eller værre udtrykt, pøbelvælde.

Mere og bedre

   Ganske vist har vi gennem tiden set mange lidet misundelsesværdige styreformer rundt omkring i verden og så langt havde den gode Churchill ret. Kommunismen i forskellige former og sammenhænge er hidtil strandet i de lande, hvor det har været forsøgt – af mange grunde, blandt andet fordi det er mennesker, der har skullet føre idealet ud i livet, og fordi det aldrig lykkedes at gøre kommunismen verdensomspændende, hvilket måske var en forudsætning for, at den kunne fungere på sigt.

   Men måske skulle vi ikke forsvare den vestlige verdens nuværende parlamentariske demokrati med det egentlig dårlige argument, at der ikke lige er noget bedre at få øje på omkring os, og ikke har været det i nyere tid. Måske skulle vi i stedet have modet til at forestille os noget mere, og noget bedre, end det vi har. Politikerne her til lands taler tit om vidtrækkende visioner, men ingen af dem har tilsyneladende modet til det – til tanker, der rækker ud over den til enhver tid gældende diskurs.

Platons Staten

   En af de visioner for et samfund, der aldrig blev til noget er jo Platons idealstat, som beskrevet i det politiske hovedværk Staten.

   Der var sandt for dyden ikke tale om demokrati – det var et tre-delt samfund, hvor den herskende klasse bestod af de berygtede filosofkonger – filosoffer, der havde en streng uddannelse bag sig, og havde opnået en passende filosofisk indsigt, til at man kunne overlade statens styrelse til dem. Til gengæld skulle de være uafhængige – både af folkets stemmer og meninger, dels også af en drift mod at bruge deres position til at berige sig selv. For at sikre det sidste, skulle de bo i et ejendomsløst fællesskab, hvor de ganske enkelt ikke havde mulighed for at lade personlige ambitioner lede deres beslutninger. 
   Følgen skulle være en gruppe mennesker med indsigt, der netop fordi de var i besiddelse af indsigt, og fordi de var i en sådan situation, at de ikke kunne andet, ville agere til statens og dermed befolkningens bedste. For Platon var der ikke dette moderne skel mellem stat og befolkning. Det bedste for staten ville være det samme som det bedste for befolkningen, under ovennævnte forudsætninger.

Måske var det en ide at genoverveje den gamle græker.

Ned med demokratiet

     Som Winston Churchill engang sagde: ”Demokratiet er den mindst dårlige af alle styreformer” – og det har han sikkert ret i, ikke mindst når der tales om det ægte demokrati. Men et sådan har vi ikke i Danmark, hvor pengene spiller en afgørende rolle, penge der anonymt kanaliseres fra interessegrupper og enkeltpersoner til partier, der specielt plejer disses særinteresser.

     Et andet eksempel på vores kun formelle demokrati er den nylige afstemning om pensionsreformen, hvor et enkelt medlem, der repræsenterer en minoritetsgruppe i seneste tilfælde Kristendemokraterne, kan bestemme om et samfundsmæssigt omfattende lovforslag kan gennemføres eller ej blot ved at vende sin tommelfinger op- eller nedad.

     Et tredje eksempel på dets svagheder er, at en gruppe af meget lidt tænksomme og fordomsfulde mennesker med ringe dannelse og ånd kan foranledige dannelsen af et parti, som f.eks. Dansk Folkeparti, der giver disse mere magt end godt er for almenvellet.
     Et fjerde eksempel er, at politikere har gjort det til en levevej at sidde i den lovgivende forsamling, godt hjulpet af reklamebureauer og spinddoktorer.
     Et femte eksempel er, at alt for mange vælgere tilsyneladende ikke aner hvad det vil sige at være socialist, konservativ, eller liberal - og spørger man dem hvorfor de stemte som de gjorde, får man svar, som havde man spurgt Anders And.

     Søren Kierkegaard, der anses for at være et begavet, dannet og tænkende væsen, var modstander af, at afskaffe enevælden som tiden var den gang og har sagt noget i retning af, at den geniale ide, skabt af enkeltindividet, går tabt under forhandlinger. Men det er jo netop demokratiets vilkår og dermed dets oplagte svaghed.

     Vi ser - og har set andre lidet misundelsesværdige styreformer rundt omkring i verden og så langt har den gode Winston Churchill ret. Men hvis ikke demokrati, hvad så, kunne man spørge.

     Marx og Engels teori om en styreform for en samlet verden, benævnt kommunisme, er hidtil strandet i de lande hvor det har været forsøgt. Måske fordi det er mennesket der skal føre det ud i livet og fordi det har været forsøgt i suveræne stater og ikke hele verden på en gang, som tanken egentlig var. Menneskets største begær er, iflg. filosoffen Nietzsche, magt - og så er ideen således strandet ved den tredje og afsluttende fase, nemlig uddelegeringen til mindre kommuner. I Danmark har vi således, uden ret mange ved af det, en snert af kommunisme og bemærkelsesværdigt er det, at langt færre gider at stemme ved kommunalvalgene end ved folketingsvalg.

    Mange har ganske vist filosoferet over forskellige styreformer gennem årerne, men den retfærdige form er endnu ikke fundet, eller i hvert fald endnu ikke praktiseret noget sted i verden, så vidt vides. Politikerne her til lands taler om at have vidtrækkende visioner, men ingen har tilsyneladende modet til visioner der rækker ud over den til enhver tid gældende diskurs.

     En ide til styreform, som ikke nødvendigvis behøver at være verdensomspændende, kunne filosoffen Platons styreform, bestående af et nærmere bestemt antal filosoffer, med en stab under sig bestående af embedsmænd, som f.eks. samfundsforskere, jurister, økonomer og lignende, der kan fungere som ”praktiske grise.”

     Disse filosoffer og deres familier skal bo som gennemsnittet af samfundsborgerne og må af hensyn til særinteresser ikke eje deres egen bolig, have andre private økonomiske interesser, eje aktier, pantebreve, obligationer, eller have bestyrelsesposter i statslige, eller private selskaber.
     Spørgsmålet om, hvem der skal udvælge disse filosoffer er selvfølgelig nærliggende – og her må svaret være, at det skal en sammenslutning af netop filosoffer.

           

Brød og skuespil

     Når man diskuterer kongehuset. så rører man ved følelserne hos størsteparten af den danske befolkning, og man kan vel nærmest sammenligne det med et ægteskab. Et ægteskab er som bekendt baseret på følelser og en hel del praktiske ting. Det er sundt en gang imellem, at stille sig selv spørgsmålet om dette ægteskab nu også er godt for mig - og er dette ægteskab nu også godt for min partner. I langt de fleste tilfælde hvor følelser er indblandet, er diskussionen gået op i hat og briller, og analytisk baserede argumenter flagrer i vinden.

Historie
     Kongehuset har naturligvis historisk betydning, men havde det ikke været for ændringen i grundloven i 1953, der fratog prins Knuds sønner at være tronfølgere før prinsesse Margrethe, var kongehuset sandsynligvis blevet nedlagt for år tilbage. Vores nuværende kongeslægt kan, som bekendt, dateres lidt mindre end 1000 år tilbage i tiden -  med en enkelt helt uofficiel smutter ved indsættelsen af kong Christian 8., men det er en anden historie.
   Men alt det historiske rører ikke ved, at selve institutionen er forældet – og det blev den faktisk allerede da Frederik 7., som den sidste af oldenborg-slægten, mere eller mindre frivilligt og til sin egen store lettelse opgav enevælden i 1849.

     

   Efterfølgeren i 1863, Christian 9.(hele Europas svigerfar), er ikke af den oldenburgske, men af den Glycksburgske slægt, der ganske vist havde rødder langt tilbage i den oldenburgske, men måtte forinden godkendes af stormagter som f.eks. England og Rusland, der også havde hertugelige slægter, som var berettiget til den danske trone. Her havde det igen været rimeligt at revurdere kongehuset. 

   Nuværende kongehus
   Der er ingen tvivl om, at langt de fleste synes Dronning Margrethe gør det godt, og at hendes efterfølger kronprins Frederik er en frisk, veluddannet, sensitiv og sympatisk mand, ligesom kronprinsesse Mary med sin unikke charme, nærvær, engagement og ikke mindst fremtoning vil være de perfekte afløsere til tronen. 

     Det er således ikke et personspørgsmål, men det må alligevel presse sig på nu i år 2011, at spørge, hvad vi skal med en forældet institution, ja en nærmest romantisk og smuk operette-føljeton, hvis medlemmer (optrædende) bliver født med privilegier, er hævet over gældende love, bliver lidt rigeligt betalt for det - og symboliserer en samfundsform og et samfundshieraki, som hidrører fra Europas feudale middelaldersamfund, og som i sin essens ganske enkelt ikke svarer til det samfund og de værdier, der siges at danne grundlag for det nuværende Danmark. 
   For nuværende kan de kun siges at være en del af den daglige underholdning, som et led i "Brød og Skuespil"-traditionen.
     
 Hvis man skal give et bare nogenlunde fornuftbetonet svar på dette spørgsmål, skal man kunne hæve sig over sine følelser.
– Og det er her vi har balladen, tror jeg.
    

Ekspert taler Søren Pind ned af taburetten

     Hvis man for bare et år siden havde spurgt Konservative og Venstre om, hvad de ville synes om at skærpe kontrollen ved vore grænser, havde de troet man ikke var rigtig klog og henvise til EU og Schengen-aftalen.

     Nu gør de alligevel hvad de kan for at nedtone betydningen af en sådan skærpet grænsekontrol udelukkende for at tækkes den laveste fællesnævner blandt vælgerne, og hermed hentyder jeg naturligvis til DF og dets vælgere, og det gør de udelukkende for at få deres forringede pensionsreform igennem og udsætte et folketingsvalg til allersidste øjeblik.

     Når så Marlene Wind, der er EU-professor og ekspert, taler dunder om dette, bebrejder de hende i skarpe vendinger, at hun udtaler sig om politik og det bør hun ikke, mener de. 
   Men hvis ikke netop EU er et politisk projekt, hvad er det så ?

     Søren Pind og Pia Kjærsgaard giver udtryk for, at de ved bedre en omtalte professor. Det er ikke første gang og ganske sikkert heller ikke sidste, at en professor og ekspert udtaler sig indenfor sit felt, og en politiker efterfølgende siger, at han/hun er ligeglad med denne eller disse eksperter og giver udtryk for, hvad sandheden i virkeligheden er, hvis denne ekspert er uenig i deres politik. - Ak ja. Hvor mon vi finder en form for sandhed, er det mon hos eksperter, eller politikere ?

     Som sagerne står lige nu virker det tydeligt på enhver, der ellers kender de borgerliges mening om EU, at det ikke gælder EU eller Danmarks tilhørsforhold til det europæiske samarbejde, men udelukkende om ministertaburetter. Det er vel så visionsløst og sølle som noget kan være.

     Jeg har ikke de største forhåbninger til DF’s vælgere, men jeg kan håbe på, at Venstre og Konservative vælgere forstår at straffe dem alle ved det kommende valg. 
   Og man kan således håbe på, at DF herefter vil blive sat helt uden for indflydelse og så ad åre forsvinde helt fra det danske politiske landskab.

Åndelig formørkelse

     
Der har i de seneste 10-15 år lagt sig en ubehagelig tåge af provinsialisme over Danmark. 
   
   Politikerne mangler visioner og hæfter sig mest ved småsager, puster dem op, bliver populistiske og fremstiller dem helt ude af proportioner.
     Vi har selvfølgelig de politikere vi fortjener, så måske ligger problemet fundamentalt i befolkningen, der mangler ånd og dannelse. 
   Vi bliver mere og mere indelukkede og har nok i os selv, og alt fremmed er farligt. Det nyeste tiltag med de skærpede grænsekontroller er et glimrende eksempel.

  Demagogisk Folkeparti
   Denne mangel på ånd og dannelse har sit helt eget larmende talerør, der helt overdøver debatten om, hvad der eventuelt måtte være af visionære emner og tiltag. Dette talerør kalder sig helt misvisende for Dansk Folkeparti, hvor de helt afgjort burde tone rent flag og kalde sig Demagogisk Folkeparti, da det synes at være mere overensstemmende med deres faktiske virke. 
   De henvender sig ganske enkelt til den laveste fællesnævner for ånd og dannelse i befolkningen. - Tomme tønder buldrer som bekendt mest.

  Vaskepulver

     Både de elektroniske og trykte medier er sensationssøgende og -skabende, når de ikke lige har travlt med at udsprede reality-shows, quizzer, mad-, bolig-, livsstils-, og andre såkaldte underholdningsprogrammer.     
   Det begynder allerede om morgenen med madlavning, mode og fremvisning og forherligelse af diverse ligegyldige trends, blandet med den samme vejrudsigt næsten hvert kvarter, mikset op i tide og utide med uudholdelige reklamer for hvad som helst. Og midt i al denne bedøvende miskmask af hvad-som-helst-vi-kan-finde-på-at-fylde-folk-med-af-lort skal politikken så også underholde seerne, og tilbydes dem som en anden usmagelig reklame for vaskepulver. Køb vores vaskepulver! De andres vaskepulver er noget lort!

  Yder-Danmark
   Hvis ikke befolkningen bliver dannet på et højere niveau end det nuværende  - i alle dette ords facetter - , men provinsialismen og platheden forværres, ender det galt inden vi får set os om. 
   Man taler meget om problemerne for ”yder-Danmark" -   mens landet selv er ved at gøre sig til et ”yder-Europa”. Vi ender med at blive Europas Lolland - et fladt og kedsommeligt sted, hvor der ikke er noget arbejde, og hvor ingen ret gerne gider at bo.

 - Når dannelsens sol står lavt på himlen kaster selv dværge lange skygger.

    

Den glade fløjtespiller

Pia - den glade fløjtespiller.

     
     Så er det vist ved at være på tide at oprette en forening med det formål, at gøre livet så besværligt som muligt for Dansk Folkeparti og ikke mindst dette partis vælgere.

   Pia Kjærsgaard spiller fløjte, og Venstre og Konservative danser efter melodien - og det ser mest af alt ud som en elefant og en flodhest, der iført folkedanserdragter  forsøger sig med en pardans på en skøjtebane. 
   Det er helt uforståeligt at disse to partier finder sig i det, men man kan håbe på, at deres vælgere, når tiden er inde, vil straffe dem for det.

      Demagoger og populister som Mogens Camre, med hans stærkt racistiske udtalelser i tide og især i utide, den stærkt reaktionære, gamle mand, Jesper Langballe, Peter Skaarup, der ser fremmedarbejdere og forbrydere overalt, og den stærkt religiøse præst, Søren Krarup, der mener at vi er inde i den store folkevandringstid. Hvor han ser det henne i forhold til virkeligheden er ikke til at vide. Det eneste der virkeligt flytter sig i hast i moderne tid er kommunikation og den må da have passeret forbi hans dør i ubemærkethed.

     Folkevandringen hører fortiden til. Vi kender vikingernes bosættelser rundt omkring i Europa i en periode over mindst 500 år, jødernes flugt fra Palæstina fra omkring 2000 år siden, hugenotternes flugt fra Frankrig i 1600-tallet og den store europæiske udvandring til Amerika omkring forrige århundredeskifte, samt de store flygtningelejre i Afrika og Mellemøsten i nyere tid - og ellers har der stort set kun været invitationer fra den vestlige verden til bl.a. tyrkere fordi vi manglede arbejdskraft især i 1960’erne. Dette er et faktum som Søren Krarup åbenbart ikke kan, eller vil vide af.

     Det er nødvendigt, mener jeg, med en sådan forening, thi forfærdeligt mange danskere stemmer tilsyneladende stadig på DF, med bind for øjnene og propper i ørerne - og Venstre og Konservative vil for alt i verden sidde i regering nogle måneder endnu, koste hvad det vil. 
   Det er umuligt for os almindelige danskere, at blive ved med at finde os i, at DF ødelægger det danske image og gør os til grin for omverdenen. 

     Indtil for få år siden var vi ellers kendt som et gemytligt folkefærd med højt til loftet. - Den tid er nu forbi.

      

Go' dag mand økseskaft!

     Indtil for nylig var Venstre og De Konservative glødende tilhængere af og fortalere for EU og Schengen-samarbejdet, der indledtes i 1995 med faste ydre grænser, og flydende grænser Schengen-landene imellem. 

   Og indtil for nylig var Dansk Folkeparti lige så glødende tilhængere og fortalere for den nuværende efterløn og pensionsordning, genforhandlet og konstrueret så sent som 2006.

     

- Og hvad er der så sket nu ?

     Venstre og Konservative har givet køb på Schengen-aftalen og Dansk Folkeparti har givet køb på efterløn og pensionsordningen. 

   Med andre ord har alle tre partier nu ført alle deres vælgere bag lyset.

     Disse tre partier har nu fået sammenkogt en gryderet, der burde være uspiselig for dem selv hver især, og ikke mindst for deres vælgere. Men hvad gør man ikke for at beholde sine taburetter ?

     - Man snyder vælgerne, og springer op og falder ned på sine tidligere udtalelser.

   Resultat: Tusindvis af danskere må nu arbejde på et mere og mere stressende arbejdsmarked, indtil de styrter, i stedet for at kunne nyde nogle aktive år som pensionister - og så skal der til gengæld sidde nogle faste grænsevagter og kontrollere nede ved grænsen -  i håb om, at man kan formindske kriminaliteten i Danmark, begået af et fåtal, som f. eks. folk fra Rumænien, der endnu ikke er medlem af Schengen-samarbejdet og mennesker, der må være sluppet igennem de ydre grænser og under alle omstændigheder vil finde en vej hertil, hvis det er det de virkelig vil.

   Da vi førhen havde faste toldbetjente ved grænsen var det alligevel muligt at smutte forbi tolderne med varer i bagagerummet, der burde have været fortoldet og var man først kommet forbi, kunne man tørre sveden af panden og ånde lettet op. De stakkels grænsevagter kunne alligevel ikke nå, at se nøjere på de tusindvis af gennemkørende døgnet igennem. Med de flydende grænser, i samarbejdet mellem tyske og danske myndigheder, kunne man der imod ikke føle sikker før man var helt hjemme og kunne gemme varerne af vejen. Man kunne nemlig blive stoppet hvor som helst før, ved og efter grænsen.

    - Et godt navn til denne nye gryderet må være: Go’ dag mand øksekaft.   
  

Almen viden

     Det er bemærkelsesværdigt, at når man er noget inden for mode, teater, film og det man normalt kalder for underholdningsbranchen, er det tilsyneladende ikke fint at vide noget om emnet sport.

     I langt de fleste quizprogrammer på TV er det almindeligt, at bruge de kendte pinger inden for kunst og kultur, og når disse får et spørgsmål om sport, kigger de ofte på studieværten med et overbærende smil, eller et påtaget fornærmet blik, og trækker på skuldrene, som om spørgsmålet gik på viden om infrastrukturen på de tyrkiske jernbaner, eller markedsbetingelserne for radisseproducenter.

      I denne verden, vil en løselig vurdering formentlig resultere i, at over halvdelen af menneskeheden på denne klode har et rimeligt kendskab til en eller flere sportsgrene, ikke mindst på grund af europamesterskaber, verdensmesterskaber, olympiader, eller andet der bliver dækket globalt. At Danmark har haft og stadig har sportsudøvere på absolut verdensplan, lader ikke til at røre disse kendisser fra den finkulturelle verden.

     Netop dette kendskab til sportens verden blandt almindelige mennesker gør formentlig, at disse kendisser ikke har lyst til at dumme sig på TV ved at svare forkert på et emne som de må formode, at så mange andre kan svare på. Så er det åbenbart bedre på forhånd, at anlægge en attitude der viser at det kan folk da ikke forvente at man vil nedgøre sig til at vide noget om.

     I mange tilfælde viser det sig, at mange kendisser ikke kan svare selv på spørgsmål, der kan henføres til almen viden. En aften med udsendelsen ”Hvem vil være millionær”, kunne den selvglade og selvpromoverende TV-vært Anders Breinholt og en skuespiller, jeg ikke erindrer navnet på, ikke svare på et spørgsmål til fire tusinde kroner og altså et af de lette spørgsmål nemlig, Napoleons slægtsnavn. Blandt de fire valgmuligheder var naturligvis Bonaparte og begge de herre sad blot og så fåret ud uden at kunne svare – og måtte bruge en livline.

      Gad vide om det alligevel ikke havde været bedre for de to herrer at få et andet spørgsmål der må henregnes under almen viden, nemlig spørgsmålet:

      - Hvad er Michael Laudrup ? – A: Kalvekaster, B: Kanonkonge, C: Fodboldspiller, D: Sabelsluger.

     Hvad disse kendisser sikkert ikke vil erkende er, at sport henregnes som en del af denne verdens kultur og er helt indiskutabelt de mest sete begivenheder, både live og på TV.

   - Så måske handler det mere om misundelse end om egentlig manglende viden.

       

Tobak kontra alkohol

     Udsagnet om, at der hvert år dør 300.000 mennesker af lungekræft sammenholdt med at rygning kan give lungekræft er, hvad man kan kalde for en retorisk omvendt lommetyv. En lommetyv er som bekendt en person der fratager en anden person ting uden dennes viden. Her pådutter man nogen hvad de må tro er en viden, men er et udagn der ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre.
     Hvis vi antager at der 20-30 år frem i tiden ikke er nogen der ryger tobak, vil modstanderne af tobaksrygning og andre såkaldte eksperter få problemer med  det faktum, at der er mennesker der stadig dør af lungekræft.

     Det er et samfundsmæssigt fornuftigt tiltag at pålægge usunde nydelsesmidler en ekstra afgift, hvis man samtidig fritager decideret sunde sager for moms og vi vil derfor sansynligvis, få en rimelig fordeling af udgifterne ved at leve både rart og fornuftigt.

     Men hvor er alle de hidsige såkaldte eksperter henne i problematikken med bilkørsel, at leve og ånde i storbyen og brugen af alkohol ?
     - Her hører man kun enkelte pip i ny og næ.

     Det er helt indiskutabelt, at alkoholen forårsager samfundsmæssige problemer og ufatteligt omkostninger, der lang overstiger problemerne med tobakken og her tænker jeg på bl.a. børns trivsel i alkoholiserede familier, fyringer og andre tragedier, spritkørsel, arbejdstab, indlæggelser på hospital og afvænningsklinikker, slåskampe og drab begået i en brandert, samt det meste af den meget bekostelige uro i nattelivet.
     Jeg har set to personer dele et par bajere og er endt med at begynde at slås, men jeg har endnu aldrig set to personer sidde og ryge et par smøger og så begynde at tæve løs på hinanden.
     På cigaretpakkerne er det et krav fra myndighederne, at indpakningen er mærket med alvorlige advarlser om sygdom og død.
     - Hvorfor er det så ikke et krav at samme advarsler skal stå på bildørerne, alkohol og ølflasker ?

     For bare ca. 40 år siden kostede en flaske snaps, vodka, eller whisky og lignende gennemsnitlig 2-3 timelønninger, i dag koster samme typer alkohol en halv timeløn, øl og vin endnu mindre, mens stort set al andet har fulgt lønudviklingen opad.
     - Dette virker på mig, som en lige så tåbelig, kæmpe, uhåndterbar brandert.