onsdag den 21. september 2011

Verdensrekord i druk

WHO advarer nu Danmark mod ikke at gøre noget ved, at vi er indehavere af verdensrekorden i druk, især blandt helt unge mennesker.

     Når man betænker, at S og SF vil pålægge ekstra afgifter på usunde varer, er det helt uforståeligt, at alkohol ikke er med i denne kategori, når man ved hvor store helbredsmæssige problemer og omkostninger alkoholen skaber for samfundet, familier og den enkelte, idet alkoholen, som det er de fleste bekendt, er relativt stærkt vanedannende.

     Prisen på øl, vin og alkohol er ikke steget, sammenholdt med næsten alle former for både levnedsmidler og varige forbrugsgoder, så som biler, tv og hårde hvidevarer. Ja, en af de første gerninger, som den nu heldigvis afdøde regering begik, var faktisk at nedsætte afgifterne på sprut, så det blev en sjat billigere for folk at gå til den med promillerne.
   Netop ekstra afgifter på alkoholen i form af vin, snaps, vodka, whisky, gin og cognac vil være afgifter, i modsætning til tobakken, der ikke vender den tunge ende nedad. Det vil være helt utænkeligt, at folk med almindeligt gennemsnitlige indtægter, vil afholde sig fra, at købe alkohol selvom prisen på en almindelig flaske whisky ikke mere koster 150, men 300 kroner, eller en god almindelig flaske rød, eller hvidvin stiger fra 75 til 150 kroner. Her vil virkelig være penge at hente på indtægtssiden.

     Samtidigt er det desværre åbenbart ikke gået op for mange af vore politikere, hvor stor skade alkoholen har på vort samfund i form af tabt arbejdsfortjeneste, hospitalsophold, afvænningsklinikker, for ikke at tale om skilsmisser, misrøgt af børn, promillekørsel, ballade, vold, drab og deraf følgende rets- og politiopgaver.
   Eksperter på dette område er af og til kommet til orde i medierne, men politikerne synes er at være stærkt tonedøve over for dette problem, eller også vil de bare ikke se sandheden i øjnene. 
   Men der ville være uendeligt mange penge for staten at spare på udgiftssiden også.

     Lad os få en kraftig afgiftsforhøjelse på sprutten, og måske samtidigt forhindre at vi taber en hel generation af unge på gulvet. 
   Der er folk nok, der allerede ligger dernede, og sundhedssektoren har ikke brug for flere.