Det politiske landskab i Danmark har ændret sig markant gennem årene, siden demokratiets spæde start i 1849. Op gennem årene var der en skarp polarisering af befolkningen og dermed mellem højre og venstre side af Landstinget, som folketinget engang hed, idet de hver især repræsenterede to meget forskellige befolkningsgrupper.
Den højre side repræsenterede aristokratiet, grever, baroner, godsejere, grosserer, præstestanden og skibsredere, det vil sige, konservative i dette begrebs egentlige betydning, altså De Konservative.
Det var de velbjergede og de ønskede under ingen omstændigheder forandring af tingenes tilstand og befandt sig i højre side af Landstingssalen. Den anden side af salen repræsenterede, almindelige, såkaldte småfolk, så som lønmodtagere af enhver art, småborgere, småhandlende, håndværkere, bønder, fiskere og husmænd.
De var liberale og ønskede, som dette begreb egentlig betyder, forandring og mere frihed for det enkelte individ fra undertrykkelse af overklassen - og sad til venstre i salen og deraf partinavnet Venstre.
I dag ser dette billede meget anderledes ud, efterhånden som demografien har ændret sig – og man kan måske endda sige, at nogle af partierne nu er overflødige, idet de overlapper hinden på kryds og tværs, så almindelige vælgere ikke har en chance for helt klart, at redegøre for forskellen, en forskel der kun adskiller sig ved mindre betydelige nuancer, eller enkeltsager.
Befolkningsgrupperne har også ændret sig i takt med tiden og ganske almindelige lønmodtager og arbejdere i flere afskygninger er blevet parcelhusejere. Patriarken og den gængse arbejder findes ikke mere som de begreber de betød engang.
Jeg skal ikke kaste mig ud i detaljer om navne og datoer for de enkelte partier, men forsøge at se det hele sådan lidt fra oven.
Hvis man ser bort fra tidsmæssigt betonet enkeltsager, som f.eks. forholdet til EU, flygtninge og indvandrere, rummer Det konservative Folkeparti i dag faktisk både Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, med samme grundlæggende ideologi, altså partier placeret i midten af folketingssalen. På samme måde kunne man i dag udmærket lægge partierne, Venstre og Liberal Alliance sammen, i højre side af salen, med deres egen og anden ideologi.
De deciderede socialister, altså de lavtlønnede, samt enkelte højt intellektuelle, findes fortrinsvis i SF og Enhedslisten, der således bør befinde sig i venstre side af salen, selvom der også i disse partier, som i alle andre partier, findes ydrefløje - og netop i ydrefløjene har vi forklaringen på, at der i dag findes så mange forskellige partier.
Summa summarum behøver vi grundlæggende kun tre partier, som man kunne kalde for henholdsvis, Højrepartiet, Midterpartiet og Venstrepartiet – og placere dem i folketinget i disse tre grupper. Her efter kunne de så diskutere og endda skændes om enkeltsagerne indbyrdes, i stedet for at trætte os andre med dem i medierne.
Således er det interessant at forestille sig hvem, der efter denne model, ville være det absolut største parti, siddende i statsministeriet.
