lørdag den 3. september 2011

Klædt af for åben skærm

     Under hele valgkampen, i hvert fald indtil nu, har Liberal Alliance slået sig op med, at hvis de får magt som de har agt, vil en gennemsnitlig LO-familie få ca. kr. 45.000 mere til rådighed pr. år, beregnet af uafhængige økonomer – og det må jo siges at være temmelig tillokkende.

     I den anledning, blev Anders Samuelsen stillet over for denne påstand i TV2’s Efter deadline i samtale med en økonom fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd – og nu begyndte det hele at falde fra hinanden, idet det kunne påvises, at Liberal Alliance havde opstillet fantasifulde og helt urealistiske forudsætninger for deres udregninger.

     AE havde gentagne gange henvendt sig til Liberal Alliance for, at afstemme regnestykkerne - og selv med Liberal Alliances helt urealistiske forudsætninger, kom AE frem til en nettogevinst for en LO-familie på ca. kr. 3.200 pr. år. - og så skulle disse urealistiske præmisser altså holdes. Men dermed alligevel langt fra de lovede 45.000.

     Helt atypisk for Anders Samuelsen, blev han mere og mere mundlam, efterhånden som diskussionen skred frem og foreholdt kendsgerningerne om, at Liberal Alliances påstande var temmelig meget varm luft, svarede Anders Samuelsen, nok så frejdigt: ”Nåh ja, men 3.200 er da også positivt "!
Sudieværten konstaterer: "Ja, - men det er da ikke 45.000, som du påstår." !
Og Anders Samuelsen svarede: "Næh, men vi har jo valgkamp”!

     Dette svar behøver vel næppe nogle kommentarer ud over, at vi kan konstatere, at Liberal Alliance er særdeles uvederhæftige.