torsdag den 29. september 2011

Lad os få Danmark tilbage!

     Så er det på tide at tage DFs "lad-os-få-Danmark-tilbage"-slogan alvorligt!
Danmark til Ejderen! Danmark til Nordpolen!
Danmark Über Alles!


   Norge, Skåne, Halland og Blekinge skal tilbage til Danmark, disse landsdele blev tyvstjålet fra os i 1648 - og mens vi er i gang, må vi ligeledes forlange hele Slesvig tilbage til hvor det hører hjemme, nemlig til Danmarks kongehus. I Berlin forstår man ikke hvad de siger oppe i Slesvig og i Stockholm forstår man alligevel ikke et pluk af hvad de siger der nede i Skåne. Som det er i dag, har vi et stakkels, dansk mindretal syd for grænsen og et tysk mindretal nord for grænsen. Det er noget roderi og disse få tyskere vil sikkert blive stolte af, at blive danskere. Tænk bare på vort smukke kronprinsepar, de smukke Rebild Bakker, Pia Kjærsgaard, Richard Ragvald - og de hjemmelavede, danske frikadeller. Og oven i hatten får de et ægte prinsepar i Møgeltønder - og det er da ikke så ringe endda.                             

     Sprogforskellene er et argument i sig selv. I Øvrigt betragter skåningene i forvejen København som deres hovedstad, thi der er urimeligt langt fra Skåne til Stockholm.


     Andre udmærkede grunde er, at den svenske kongefamilie ikke er specielt populært blandt deres egne for tiden og kun er ca. 250 år gammel, med start af en fransk soldat ved navn Bernadotte, der blev indsat som konge af Sverige, efter Napoleonskrigen – og det kan enhver jo, som bekendt, søge om – og det er noget værre rod. Til sammenligning er den danske kongefamilie meget populær og over 1000 år gammel – og se, det er jo en helt anden sag, der er til at tage og føle på.


     Norge, måtte vi aflevere til Sverige ved Wienerkongressen, afholdt i 1914-15, efter Napoleonskrigene, bestemt af vinderne af krigen, englænderne, franskmændene, russerne, Preussen og Østrig-Ungarn, udelukkende fordi vi holdt os nogenlunde pænt neutrale under denne krig, ligesom i øvrigt Sverige og Rusland, som vi var i væbnet neutralitetsforbund med.
     Danske købmænd og rederier tjente en hulens masse penge på, at franskmænd og englændere smed bomber i hovedet på hinanden i og udenfor slagmarken under Napoleonskrigen - og da slaget på Reden indledtes var det meningen, at svenskerne skulle hjælpe os, men da de så hele den engelske flåde på vej ned gennem Øresund, vendte de ryggen til, drak brændevin og sang "helan gå" og den russiske flåde var indfrosset i den baltiske bugt og kunne ikke komme til hjælp. Slaget endte i praksis uafgjort – og nu skulle vi så straffes. Det er altid vinderen af en krig der bestemmer – og skriver historien.


     Vi havde svært ved at gøre noget alvorligt ved det, da englænderne havde stjålet hele vores stolte flåde, efter, at de kom tilbage 6 år efter og tæppebombede København i 1807. Det første bombardement af en civilbefolkning i verdenshistorien – og kong Frederik 6. havde også af den grund først Danmark ud i en bankerot. Det hele så lidt sort ud.


     Grundlæggende er der derfor ingen grund til, at Sverige skulle overtage Norge, som de alligevel få år efter, alligevel overlod, på uansvarlig og uanstændig vis til, at ”sejle deres egen sø”, de stakkels nordmænd.


     Preussen, som land og Østrig-Ungarn som kejserrige eksisterer ikke mere - og det gamle zardømme, Rusland er også en saga blot. Norge har bedst af, at tilhøre Danmark og hermed er de i fremtiden fri for ustandselig – og til stor irritation for dem, at tabe til os i fodbold, hvilket de går meget op i deroppe på fjeldene. De har ikke forstand på meget andet end, at hente olie op af vandet - og løbe på ski. Og hvad kan man bruge det til, må man spørge sig selv.

     Slesvig og Holsten var et sammentømret hertugdømme, ifølge det ældgamle Ribebrev fra år 1460, hvor der stod noget i retning af, at disse to hertugdømmer ”Ewig zusammen ungedelt” og alligevel hørte under den danske trone, helt ned til byen Altona, der nu ligger midt i Hamborg, som Frederiksberg ligger midt i København. Noget slemt roderi, der har givet anledning til mange bryderier og krige op gennem tiden, senest i 1849 og 1864, med mange døde og lemlæstede. Det er givet bedst, hvis hele området bare bliver dansk.

     Verdens største Kolonihave
     Nu vi er ved det, så er der ingen grund til falsk beskedenhed og typiske danske mindreværdskomplekser - mon ikke det var en ide, at melde sig ud af EU, og simpelthen med dansk mod og dansk ånd, at erobre hele det europæiske kontinent, ved list og lave det om til verdens smukkeste kolonihave. Strækkende sig fra Nordkap til Sicilien, fra Irland til Ukraine. Englænderne lader vi være, de køre i den forkerte side af vejen og vi har selv trafikroderi nok i forvejen.
     Så kunne det hele komme til at ligne en meget stor århusiansk kolonihaveforening, hvor alle går i matchende kondi-tøj, drikker bajere, og hører Giro 413 om søndagen. At forestille sig hele Europa udgøre et kæmpemæssigt englekor i samdrægtig enstemmighed afsynge "Må man tage hunden med sig op i himlen". Så kunne verden ikke blive mere dansk.

      Det synes jeg godt lige man kunne tænke lidt over.