Misbrug af tid og ressourcer

     I 1995 fik jeg det, som jeg selv synes var en god ide, nemlig, at oprette et bureau, for samkørsel gældende for alle de stakler, der hver morgen og eftermiddag måtte snegle sig af sted ved indfaldsvejene til København.

   Og hvorfor så det, vil nogen måske spørge – og svaret er, at jeg selv havde prøvet, at bo i Solrød og have kontor på Rådhuspladsen - og for at nå på arbejde i tide, var det nødvendigt i myldretiden, at tage hjemmefra ca. en halv time før end det ellers ville være nødvendig for en strækning på omkring 20 km. og på samme måde, var jeg en halv time senere hjemme end jeg ellers brød mig om, blot fordi jeg skulle køre side om side og køler mod køler med andre lidelsesfæller, der således gik glip af en masse kvalitetstid sammen med familien både morgen og aften.

     I stedet sad jeg nu der og betragtede nabobilens fører pille næse og andre tydeligvis være irriteret og ved at flippe helt ud, samt håndværkeren i sin varevogn, der sad med et opgivende ansigtsudtryk og bevidstheden om, at han mistede penge hvert minut. Ikke mindst for en selvstændig håndværker, er tid lig med penge.

     For at lave, hvad jeg anså, for nødvendig resaerch, stod jeg meget tidligt op en morgen allerede kl. 06.00, noget jeg ellers meget nødigt gør, da jeg er et udpræget B-menneske, stillede mig på broen over motorvejen ved Greve nord, syd for København, udstyret med blok og blyant for at tælle hvor mange køretøjer det i virkeligheden drejede sig om.

     I starten gik det helt fint med at holde tal på trafikanterne, men efterhånden som vi nærmede os kl. 07.00, blev det mere eller mindre umuligt at holde tal på bilerne, idet de nu sneglede sig af sted i tre vognbaner mod byen – og klokken 07.30 opgav jeg, thi jeg var løbet tør for papir og havde ingen blyantspidser med.

     Ved denne lejlighed gik det op for mig, at her ikke alene var tale om kvalitetstidsspilde og omregnet til kroner i milliardstørrelsen i tabt arbejdsfortjeneste, men også tale om et enormt ressourcespild.

     I den bunke af metal, plastic, læder, gummi og enorme hestekræfter, sad der, i 90% af tilfældene, kun en enkelt person. Og nu var jeg overbevist om, at min ide om behovet for et bureau for samkørsel, var endnu større end jeg først havde forestillet mig. Desværre blev bureauet ingen succes, thi jeg havde glemt at tage højde for folks forskellige mødetider og steder i byen, for ikke at tale om egoismen.

     Denne oplevelse ligger altså ca. 15 år tilbage i tiden – og jeg kan forsikre alle der ikke tror det, at det i dag er blevet dobbelt så svært, stressende og tidskrævende, at køre i bil til og fra København i myldretiden og her tillader jeg mig endda, at se helt bort fra ødelæggelsen af mennesker og bygninger i byen, med al den os og støj. Hele situationen virker som om mennesket bare ikke er særligt begavet – og, at nogen, alt andet lige, pine død, må gøre noget ved det.

     En betalingsring omkring byen er derfor en ganske udmærket løsning, når den offentlige transport bliver forbedret og tids- og prismæssigt mere attraktiv. Hermed sparer vi byens beboere for en masse problemer og giver dem, der i virkeligheden har brug for bilen i byen, som f.eks. håndværkere og varetransporter, busser, her under turistbusser, samt taxaer, en mere smidig og nemmere fremkommelig trafik.

     For håndværkeren, der f,eks. sparer en times transporttid pr. dag fra kunde til kunde, vil være lig med øget indtjening, en indtjening, der langt overstiger prisen ved betalingsringen, når man kender en håndværkers timebetaling.

     Det bliver givetvis, også hermed mere sikkert, at være cyklist og fodgænger i København. Måske kan man endda med tiden helt undvære cykelhjælmen. Og det er jo ikke så ringe endda, som jyderne siger.