Rend mig i råvarerne! !

Nutidens åndelige guruer?

     Hvad er der sket med dansk TV- kultur i nyere tid, når man efterhånden skal se madlavning på TV morgen middag og aften, i løbet af fem minutters reklame, skal se tilbud på indtil tre forskellige køkkener og det ene af dem med påstanden om, at det er et køkken alle har råd til, eller at "alle fortjener et fedt køkken". Hvis det er tilfældet, så forær os et, lav os få det overstået, og hold så ellers kæft med køkkener og mad.

     Jeg gider egentlig ikke at eje sådan et køkken, da jeg ikke gider lave mad i det, og modsat udsagnet, så har jeg iøvrigt ikke råd til det.

     Jeg holder meget af god mad og ordentlige køkkener, men jeg gider ikke selv, at lave mad, mest fordi det ikke interesserer mig, men jeg respekterer at der er mennesker, der interesserer sig for madlavning og samtalekøkkener, og måske endda ligefrem har det som en slags hobby. Til dem, kan jeg nævne, at der findes aftenskoler, hvor man for en billig penge kan lære at lave al slags mad.

     Men det er efterhånden ved at blive en plage for os, der ikke er interesserede. Der er madlavning i ”Morgen-TV”, i løbet af dagen i ”Go’ aften Danmark” og i ”Aftenshowet”. Mens jeg sidder og nyder min morgenkaffe med ristet brød, laver de Gud hjælpe mig middagsmad, rører rundt i sovsen, laver sushi og smager på rødvin, OM MORGENEN ! - Og ævler løs om råvarer mig her, råvarer mig der og råvarer mig alle vide vegne, så jeg er ved, at få både det ristede brød og morgenkaffen galt halsen.

     Der er udsendelser som f.eks. ”Niklas mad”, ”Masterchef”, ”Til middag hos…”, Hells kitchen” ”Gordon Ramseys køkken”, ”4 stjerners middag hos….”, ”Kongerigets kager” i løbet af dagen og aften – for bare at nævne nogle enkelte, som jeg lige kan komme i tanker om i skrivende stund – og så er der alle dem jeg ikke lige husker - og det kan også være det samme. 

     Ved snart sagt ethvert program, der skal lægge op til et hyggeprogram, er der opstillet et TV-køkken - og så venter vi bare på, at en eller anden kendis iført kokkehue eller grønt hår og forklæde i moderigtige farver skal begynde at snitte gulerødder og fortælle om slankemad, eller andet uudholdeligt, rædsommeligt, kedeligt madævl.
     At lave mad i så mange TV-udsendelser ville svare til, at der i alle hyggeprogrammer, såvel morgen som aften-TV, var indlagt klip fra fodboldkampe, som jeg erfarer, at især mange kvinder ikke bryder sig om. Aviserne ville blive oversvømmet med vrede læserbreve fra kvinder i alle aldre, hvor redaktørerne ville blive skældt øjnene ud af hovederne - og ønsket langt ned i helvede.

     Nu mangler vi bare, at der også i alle nyhedsprogrammerne, som f.eks. "Efter Deadline", også er opstillet et TV-køkken – og, at en eller anden, med en åndssvag hat og forklæde, fortæller om rørt fars, former honningkager, forklarer hvordan man ælter kagedej,  eller undgår, at hollandaisesovsen skiller.

     - Kære DR - tillykke med de 60 år - men jeg er sk#%?træt af spaghetti med kødboller, eller Sushi på 4 måder, eller hjemmelavet rejesalat. For min skyld kunne i meget gerne sende alle disse madudsendelser eller kulinariske indslag et ganske bestemt, uartigt sted hen.


og det gælder også TV2 og alle andre kanaler, der er blevet komplet madtossede...

Lad os få Danmark tilbage!

     Så er det på tide at tage DFs "lad-os-få-Danmark-tilbage"-slogan alvorligt!
Danmark til Ejderen! Danmark til Nordpolen!
Danmark Über Alles!


   Norge, Skåne, Halland og Blekinge skal tilbage til Danmark, disse landsdele blev tyvstjålet fra os i 1648 - og mens vi er i gang, må vi ligeledes forlange hele Slesvig tilbage til hvor det hører hjemme, nemlig til Danmarks kongehus. I Berlin forstår man ikke hvad de siger oppe i Slesvig og i Stockholm forstår man alligevel ikke et pluk af hvad de siger der nede i Skåne. Som det er i dag, har vi et stakkels, dansk mindretal syd for grænsen og et tysk mindretal nord for grænsen. Det er noget roderi og disse få tyskere vil sikkert blive stolte af, at blive danskere. Tænk bare på vort smukke kronprinsepar, de smukke Rebild Bakker, Pia Kjærsgaard, Richard Ragvald - og de hjemmelavede, danske frikadeller. Og oven i hatten får de et ægte prinsepar i Møgeltønder - og det er da ikke så ringe endda.                             

     Sprogforskellene er et argument i sig selv. I Øvrigt betragter skåningene i forvejen København som deres hovedstad, thi der er urimeligt langt fra Skåne til Stockholm.

     Andre udmærkede grunde er, at den svenske kongefamilie ikke er specielt populært blandt deres egne for tiden og kun er ca. 250 år gammel, med start af en fransk soldat ved navn Bernadotte, der blev indsat som konge af Sverige, efter Napoleonskrigen – og det kan enhver jo, som bekendt, søge om – og det er noget værre rod. Til sammenligning er den danske kongefamilie meget populær og over 1000 år gammel – og se, det er jo en helt anden sag, der er til at tage og føle på.

     Norge, måtte vi aflevere til Sverige ved Wienerkongressen, afholdt i 1914-15, efter Napoleonskrigene, bestemt af vinderne af krigen, englænderne, franskmændene, russerne, Preussen og Østrig-Ungarn, udelukkende fordi vi holdt os nogenlunde pænt neutrale under denne krig, ligesom i øvrigt Sverige og Rusland, som vi var i væbnet neutralitetsforbund med.
     Danske købmænd og rederier tjente en hulens masse penge på, at franskmænd og englændere smed bomber i hovedet på hinanden i og udenfor slagmarken under Napoleonskrigen - og da slaget på Reden indledtes var det meningen, at svenskerne skulle hjælpe os, men da de så hele den engelske flåde på vej ned gennem Øresund, vendte de ryggen til, drak brændevin og sang "helan gå" og den russiske flåde var indfrosset i den baltiske bugt og kunne ikke komme til hjælp. Slaget endte i praksis uafgjort – og nu skulle vi så straffes. Det er altid vinderen af en krig der bestemmer – og skriver historien.

     Vi havde svært ved at gøre noget alvorligt ved det, da englænderne havde stjålet hele vores stolte flåde, efter, at de kom tilbage 6 år efter og tæppebombede København i 1807. Det første bombardement af en civilbefolkning i verdenshistorien – og kong Frederik 6. havde også af den grund først Danmark ud i en bankerot. Det hele så lidt sort ud.

     Grundlæggende er der derfor ingen grund til, at Sverige skulle overtage Norge, som de alligevel få år efter, alligevel overlod, på uansvarlig og uanstændig vis til, at ”sejle deres egen sø”, de stakkels nordmænd.

     Preussen, som land og Østrig-Ungarn som kejserrige eksisterer ikke mere - og det gamle zardømme, Rusland er også en saga blot. Norge har bedst af, at tilhøre Danmark og hermed er de i fremtiden fri for ustandselig – og til stor irritation for dem, at tabe til os i fodbold, hvilket de går meget op i deroppe på fjeldene. De har ikke forstand på meget andet end, at hente olie op af vandet - og løbe på ski. Og hvad kan man bruge det til, må man spørge sig selv.

     Slesvig og Holsten var et sammentømret hertugdømme, ifølge det ældgamle Ribebrev fra år 1460, hvor der stod noget i retning af, at disse to hertugdømmer ”Ewig zusammen ungedelt” og alligevel hørte under den danske trone, helt ned til byen Altona, der nu ligger midt i Hamborg, som Frederiksberg ligger midt i København. Noget slemt roderi, der har givet anledning til mange bryderier og krige op gennem tiden, senest i 1849 og 1864, med mange døde og lemlæstede. Det er givet bedst, hvis hele området bare bliver dansk.

     Verdens største Kolonihave

     Nu vi er ved det, så er der ingen grund til falsk beskedenhed og typiske danske mindreværdskomplekser - mon ikke det var en ide, at melde sig ud af EU, og simpelthen med dansk mod og dansk ånd, at erobre hele det europæiske kontinent, ved list og lave det om til verdens smukkeste kolonihave. Strækkende sig fra Nordkap til Sicilien, fra Irland til Ukraine. Englænderne lader vi være, de køre i den forkerte side af vejen og vi har selv trafikroderi nok i forvejen.

     Så kunne det hele komme til at ligne en meget stor århusiansk kolonihaveforening, hvor alle går i matchende kondi-tøj, drikker bajere, og hører Giro 413 om søndagen. At forestille sig hele Europa udgøre et kæmpemæssigt englekor i samdrægtig enstemmighed afsynge "Må man tage hunden med sig op i himlen". Så kunne verden ikke blive mere dansk.

      Det synes jeg godt lige man kunne tænke lidt over.

    

    

, 

Christiania 40 år - og længe leve !

     I disse dage fejrer Christiania 40 år jubilæum - og herfra skal der lyde et velment, hjerteligt tillykke med det.

     I anledning af dette jubilæum, har Pia Kjærsgaard udfærdiget en skrivelse, med titlen: ”40, selvfed og færdig” om fristaden - og lader ikke nogen i tvivl om, hvad hun mener om denne. Jeg skal ikke her komme ind på detaljer, i denne noget malplacerede skrivelse, som man selv kan læse på Facebook.

     Men det skinner tydeligt igennem hvad hun mener om fristaden. Denne fristad, der startede som et eksperiment for en anden livsstil end det borgerlige Danmark uden for Christiania, og selvom der var massiv modstand mod projektet fra det etablerede og reaktionære Danmark op gennem både 60’erne og 70’erne, overlevede staden på trods af, at lyssky elementer fra tid til anden også fandt et fristed her.

     Som er koriosum kan nævnes, at det hashsalg, som mange politikere vil til livs, fjernede man stort set fra fristaden - og det trives nu istedet i alle lyssky former rundt omkring i by og på land, og er blevet endnu sværere for politiet at holde kontrol med.

     Men de egentlige og ægte chistianitter tog kampen op - og som det ser ud nu, finder det sin endelige økonomiske løsning og fristaden kan bevares, som en slags ekperimentarium for en alternativ livsstil, med kreativitet, nytænkning, interessante udstillinger og folkemusik.

     Pia Kjærsgaard kan, som den borgerlige, reaktionære og nationalistiske type hun er, naturligvis ikke gå ind for eksperimenter af nogen art - og viser tydeligt i sin skrivelse, at hun mener, at de autonome fra fristaden er ophavsmændene til al ballade i byen. Det er efter hendes mening her rockere og andre småkriminelle holder til, og hun ser helt bort fra de pacifistiske og fredselskende mennesker der har bosat sig her, måske endda netop for at blive fri for småborgerlige og konforme typer som Pia. Kriminelle og andre ballademagere bor, til damens orientering, overalt i landet, fra Skagen til Gedser og fra Esbjerg til Allinge på Bornholm. Og en del af dem vistnok også i Whisky-bæltet, som måske også burde ryddes.

     Det forholder sig sikkert sådan hos enhver type, der som Pia ikke har særligt højt til loftet, at christianitter og muslimer er roden til alt ondt her til lands, mens alle Jimmier, Jonnyer og Brianer i hendes eget parti er mønsterborgere.

I stedet for at erklære Christiania for 40, selvfed og færdig, kunne man måske stilfærdigt antyde, at det måske snarere er Pia selv, der er langt over 40, selvfed ud over enhver grænse, og forhåbentlig snart færdig i dansk politik.

Sluk lyset!

     
     Når man i denne tid diskuterer betalingsring eller ej for København city, hører man argumenter, der åbenlyst hører hjemme i Anders And-bladet. 

   Det virker som om ingen tænker på den katastrofale trafiktrængsel og forurening, men udelukkende på at det koster penge, og at det bliver dyrere at være dansker. 

   Samtidig taler folk i andre sammenhænge om kvalitetstid med familie og venner, men glemmer tilsyneladende hvor meget af denne kvalitetstid, der går tabt dagligt, mens man holder kofanger mod kofanger i lange rækker på vej ind og ud af byen i myldretiden.

     Engang for længe siden, da nogen foreslog at gøre Strøget til gågade, var den første rygmarvsreaktion blandt befolkningen og Strøgets forretningsindehavere raseri, og alle var sikre på, at denne ide var verdens undergang og fallit. – Og hvad skete, der? - Strøget er blevet til det mest attraktive forretningsstrøg og det myldrer med mennesker – og dermed købere dagen igennem.

     Med en betalingsring omkring København vil man formentlig begrænse trafikken, og den nødvendige kørsel med varer til virksomheder og forretninger i byen vil gå væsentlig lettere, og spare en masse tid og dermed penge, der rigeligt opvejer omkostningerne ved betalingsringen. Men selvfølgelig kræver det, at de offentlige transportmidler virker og alle nødvendige parkeringspladser er etableret.

     Indtil denne betalingsring er en realitet, vil bølgerne gå højt for og imod - og de fleste argumenter vil være lige rigtige og forkerte, gyldige og ugyldige, afhængig af på hvilken side af diskussionen man står.

     I min seneste artikel om dette problem, har jeg været fortaler for betalingsringen, ja nærmest som en selvfølgelig nødvendighed, men efter at have deltaget i utallige diskussioner siden om emnet - og hørt mere eller mindre tåbelige argumenter for og især imod, tillader jeg mig nu, at vende tilbage til en endnu tidligere artikel, hvor jeg foreslog en helt anden løsning, der ikke kunne måles i daglige såvel som årlige udgifter, som man hermed pålægger en almindelig familie der bor udenfor og arbejder i København, nemlig den, at man simpelthen fjerner samtlige lysreguleringer i Storkøbenhavn og indfører almindelig højre vigepligt.

     Med denne løsning føler jeg mig overbevist om at inden, der er gået en uge, vil samtlige privatbilister være gået op i limningen, stille bilen i garage, måske oven i købet sælge denne pengesluger og søge hen til nærmeste busstoppested, S-tog og/eller metrostation - og efter en kort tilvænningstid, meget snart finde ud af, at livet som pendler med det offentlige er både hyggeligere og ulig nemmere

SKAT og velfærd - JA TAK !

     
Jeg synes det er ubehageligt, ja ligefrem væmmeligt, at tænke på, at 12,3 % af den danske vælgerskare, i alt næsten en halv million mennesker, der sympatiserer med Dansk Folkeparti, men det har jeg her på bloggen så tit undret mig over. 

      Lige så ubehageligt og væmmeligt er det at tænke på, at 5 %, i alt knap 100.000 mennesker, stemmer på Liberal Alliance, og som således lader sig forføre mod amerikanske tilstande herhjemme, hvor 40 millioner mennesker lever under fattigdomsgrænsen - og halvdelen af dem er hjemløse, alene på grund af deres skatte- og socialpolitik.

     Når vi så ser bort fra de 31,6 %, eller ca. 1 million et hundrede og halvtreds tusinde mennesker der stemmer på andre partier, nemlig de decideret borgerlige partier, er det da rart at tænke på, at resten, nemlig 50,2 % svarende til ca. 1 million syv hundrede og firs tusinde mennesker har stemt på de lyseblå/røde partier og som vil et Danmark, med mere social retfærdighed, mindre ulighed og solidaritet med vores medmennesker.

     Det skulle så gerne igen blive en tid, hvor vi betaler skat efter indkomst, til DET FÆLLES BEDSTE - og ikke til en opdigtet fjende, kaldet staten, som angiveligt kun er et pengeædende uhyre, der vil plyndre alle og især de fattige.Vi fik skabt et velfærdssamfund, som kunne varetage opgaver, som det fri marked og aktieselskaberne aldrig har og aldrig vil påtage sig på ordentlig vis.

     Dette velfærdssamfund, der indtil for nyligt var temmelig kendt(og i et vist omfang beundret) som den nordiske model, har nu længe været under angreb, med udliciteringer, privatiseringer, og populismesnak om skattestop og skattenedsættelser.

- Men denne begyndende destruktion af dansk velfærd er nu forhåbentligt lagt i kisten i det mindste forløbigt, ikke mindst af hensyn til vore efterkommere.

Verdensrekord i druk

WHO advarer nu Danmark mod ikke at gøre noget ved, at vi er indehavere af verdensrekorden i druk, især blandt helt unge mennesker.

     Når man betænker, at S og SF vil pålægge ekstra afgifter på usunde varer, er det helt uforståeligt, at alkohol ikke er med i denne kategori, når man ved hvor store helbredsmæssige problemer og omkostninger alkoholen skaber for samfundet, familier og den enkelte, idet alkoholen, som det er de fleste bekendt, er relativt stærkt vanedannende.

     Prisen på øl, vin og alkohol er ikke steget, sammenholdt med næsten alle former for både levnedsmidler og varige forbrugsgoder, så som biler, tv og hårde hvidevarer. Ja, en af de første gerninger, som den nu heldigvis afdøde regering begik, var faktisk at nedsætte afgifterne på sprut, så det blev en sjat billigere for folk at gå til den med promillerne.
   Netop ekstra afgifter på alkoholen i form af vin, snaps, vodka, whisky, gin og cognac vil være afgifter, i modsætning til tobakken, der ikke vender den tunge ende nedad. Det vil være helt utænkeligt, at folk med almindeligt gennemsnitlige indtægter, vil afholde sig fra, at købe alkohol selvom prisen på en almindelig flaske whisky ikke mere koster 150, men 300 kroner, eller en god almindelig flaske rød, eller hvidvin stiger fra 75 til 150 kroner. Her vil virkelig være penge at hente på indtægtssiden.

     Samtidigt er det desværre åbenbart ikke gået op for mange af vore politikere, hvor stor skade alkoholen har på vort samfund i form af tabt arbejdsfortjeneste, hospitalsophold, afvænningsklinikker, for ikke at tale om skilsmisser, misrøgt af børn, promillekørsel, ballade, vold, drab og deraf følgende rets- og politiopgaver.

   Eksperter på dette område er af og til kommet til orde i medierne, men politikerne synes er at være stærkt tonedøve over for dette problem, eller også vil de bare ikke se sandheden i øjnene. 
   Men der ville være uendeligt mange penge for staten at spare på udgiftssiden også.

     Lad os få en kraftig afgiftsforhøjelse på sprutten, og måske samtidigt forhindre at vi taber en hel generation af unge på gulvet. 
   Der er folk nok, der allerede ligger dernede, og sundhedssektoren har ikke brug for flere.

DF.STORSKRALD.DK

    

    

Efter folketingsvalget, hvor vi fik et såkaldt rødt flertal, ligger der et par spændende dage foran os, mens Helle Thorning Schmidt prøver at røre noget sammen, bestående af S, SF og De radikale, med passende hensyntagen til Enhedslisten, som parlamentarisk støtteparti.

   Når man ser ned over listen af partier, og deres nye mandattal, står det klart, at det bestemt ikke er nogen nem opgave. Vælgere er flygtet fra De konservative i bunkevis, formentlig til både partiet, Venstre, Liberal Alliance og Det radikale venstre, ligesom mange SF-vælgere formentlig er løbet til Enhedslisten, og det politiske landskab ser således ganske anderledes ud end forventet.

   Planen ”Fair løsning” ser ud til at være en død sild, med en mandatfordeling, hvor der ikke er et rødt flertal, idet Det Radikale Venstre, som må betragtes som et særdeles borgerligt parti, sidder med de afgørende mandater.

   Alle kommer til at æde et par gevaldige kameler – og jeg stiller mig gerne til rådighed, med kniv og gaffel til at æde et par stykker, når bare det kan lykkes endeligt at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse på dansk lovgivning.

     Jeg håber, at Dansk Folkeparti en gang for alle er stillet ud til storskrald, og at man husker at stille to bajere ved siden af, som sig hør og bør, når man gerne vil af med noget, der er alt for stort til at komme i den normale skraldecontainer. 

Så længe dét parti bare forsvinder..............og BLIVER HELT VÆK.

    

Journalistik for en bøjet femøre

     Jeg fulgte valgkampen på tv og havde sat mig godt til rette, med kaffe, småkager, colaer og smøger inden for rækkevidde. Det skulle blive en lang interessant og spændende aften foran fjerneren, troede jeg………Men jeg blev hurtigt skuffet. -  Jeg blev skuffet, fordi det ret hurtigt gik op for mig, at tv-journalisterne tilsyneladende anså mig – og andre tv-seere for at være middelmådigt begavet.

   Journalisterne rendte rundt og stillede spørgsmål til politikerne, som f.eks.: ”Hvad tror du Lars løkke vil sige om en time”, eller: ”Hvor spændt er du lige nu”? – ”Hvor glad er du lige nu” ? - ”Hvor stor en dag er det for dig”? – ”Hvilken følelse har du inde i maven”? – ”Hånden på hjertet, er du stadig lige spændt”? – ”Hvad vil du sige til dine medlemmer, når du lige om lidt skal ind og holde en tale for dem” ? - Helle Thorning Schmidt, statsminister, hvordan er det” ? ”Hun sidder formentlig der inde bag nedrullede gardiner”. Nu kommer Lars Løkke, - næh det var ikke ham, nu kommer han, næh det var heller ikke ham, men det kan ikke vare så længe”. – Man ser Helle Thorning sætte sig ind i en hvid bil og journalisten siger: ”Nu sidder Helle Thorning i en hvid bil” – ”Nu drejer den til højre – nu drejer den til venstre- nu drejer den til højre, nu standser den” o.s.v.

     Da valgresultatet endelig forelå, holdt partiformændene tale foran hujende og klappende medlemmer af deres partier og uanset hvordan valget var gået, var det en sejr, både for dem og for demokratiet og jublen ville ingen ende tage.

     Det hele sluttede med en partilederrunde, hvor journalisterne stillede spørgsmål til politikerne, som ikke en levende sjæl kunne svare bare nogenlunde fornuftigt på. Ingen visionære spørgsmål. Det gængse svar var forudsigeligt, nemlig, at nu må vi se tiden an og straks gå i gang med forhandlinger.

     Således oplyst gik jeg i seng, vel vidende, at nu har vi fået et andet politisk flertal i befolkningen og ellers ikke en pind klogere.

     Mens jeg lå og ventede på at falde i søvn, tænkte jeg på, om disse tv-journalister overhovedet har gået på journalist højskole, om de havde nogen uddannelse i al almindelighed, eller om de bare mente, at vi alle er mere eller mindre idioter. En ting er jeg dog sikker på og det er, at journalisterne har en hulens god løn. 

Fra blåt/sort - til blåt/rødt flertal

     Så fik vi endelig en ny regering, efter ti år med en borgerlig regering, der måtte finde sig i at have Pia Kjærsgaard som ”dukkefører”. - Og selvom jeg ikke er venstrevælger, vil jeg gerne  her på falderebet, give Lars Løkke Rasmussen en kompliment for den måde, som han tog afsked med sin vælgerskare på. Her viste han, til min og måske også andres store overraskelse, virkelig statsmandsværdighed på højt plan.

     Jeg er tilfreds med, at vi nu forhåbentlig får en regering, der vil arbejde og træffe beslutning med en bred del af folketinget – og dermed repræsenterer en så stor del af befolkningen som muligt – og som ikke er afhængig af ustandseligt, at skulle give køb på ægte, dansk humanisme for at tilfredsstille det højrenationalistiske, Dansk Folkeparti.

     Nu hvor vi står over for et kommende EU formandskab, er det en fordel for Danmark, at vi har en begavet og kompetent leder, som Helle Thorning Schmidt til at stå i spidsen – og så gør det vel heller ikke noget, at hun ser godt ud. Et godt udseende og elegant fremtræden er en god start på enhver forhandling når vi ved, at hvad øjnene ser, påvirker vores dømmekraft og psykologiske motivation.

     Vi har nu tre toneangivende kvinder med politisk indflydelse. Den socialdemokratiske, Helle Thorning Schmidt, som statsminister, den elegante og velformulerende og pragmatiske, Margrethe Vestager, fra Det radikale venstre, samt den unge, friske og lige så skarpe, Johanne Schmidt Nielsen fra Enhedslisten, der på trods af sin unge alder og relativt manglende politiske erfaring, ikke er bange for, at tale de noget ældre og gråklædte, slipsedrenge stik imod. - Og det er ikke så ringe endda, sagt på jysk - og ret forfriskende, sagt på københavnsk.

     Det bliver ikke nemt for Helle Thorning, at få skabt et regeringsgrundlag. På det humanistiske område er de tre partier dog helt på linje og har sat sig som et mål i sig selv, at sætte DF uden for indflydelse, hvorimod der på den økonomiske side er fundamentale forskelle. Men jeg tror, at alle tre partier har viljen til, at gøre deres yderste for at det skal lykkes, - og hvor der er vilje er der altid en vej.

- Et stor tillykke til Danmark !   

Misbrug af tid og ressourcer

     I 1995 fik jeg det, som jeg selv synes var en god ide, nemlig, at oprette et bureau, for samkørsel gældende for alle de stakler, der hver morgen og eftermiddag måtte snegle sig af sted ved indfaldsvejene til København.

   Og hvorfor så det, vil nogen måske spørge – og svaret er, at jeg selv havde prøvet, at bo i Solrød og have kontor på Rådhuspladsen - og for at nå på arbejde i tide, var det nødvendigt i myldretiden, at tage hjemmefra ca. en halv time før end det ellers ville være nødvendig for en strækning på omkring 20 km. og på samme måde, var jeg en halv time senere hjemme end jeg ellers brød mig om, blot fordi jeg skulle køre side om side og køler mod køler med andre lidelsesfæller, der således gik glip af en masse kvalitetstid sammen med familien både morgen og aften.

     I stedet sad jeg nu der og betragtede nabobilens fører pille næse og andre tydeligvis være irriteret og ved at flippe helt ud, samt håndværkeren i sin varevogn, der sad med et opgivende ansigtsudtryk og bevidstheden om, at han mistede penge hvert minut. Ikke mindst for en selvstændig håndværker, er tid lig med penge.

     For at lave, hvad jeg anså, for nødvendig resaerch, stod jeg meget tidligt op en morgen allerede kl. 06.00, noget jeg ellers meget nødigt gør, da jeg er et udpræget B-menneske, stillede mig på broen over motorvejen ved Greve nord, syd for København, udstyret med blok og blyant for at tælle hvor mange køretøjer det i virkeligheden drejede sig om.

     I starten gik det helt fint med at holde tal på trafikanterne, men efterhånden som vi nærmede os kl. 07.00, blev det mere eller mindre umuligt at holde tal på bilerne, idet de nu sneglede sig af sted i tre vognbaner mod byen – og klokken 07.30 opgav jeg, thi jeg var løbet tør for papir og havde ingen blyantspidser med.

     Ved denne lejlighed gik det op for mig, at her ikke alene var tale om kvalitetstidsspilde og omregnet til kroner i milliardstørrelsen i tabt arbejdsfortjeneste, men også tale om et enormt ressourcespild.

     I den bunke af metal, plastic, læder, gummi og enorme hestekræfter, sad der, i 90% af tilfældene, kun en enkelt person. Og nu var jeg overbevist om, at min ide om behovet for et bureau for samkørsel, var endnu større end jeg først havde forestillet mig. Desværre blev bureauet ingen succes, thi jeg havde glemt at tage højde for folks forskellige mødetider og steder i byen, for ikke at tale om egoismen.

     Denne oplevelse ligger altså ca. 15 år tilbage i tiden – og jeg kan forsikre alle der ikke tror det, at det i dag er blevet dobbelt så svært, stressende og tidskrævende, at køre i bil til og fra København i myldretiden og her tillader jeg mig endda, at se helt bort fra ødelæggelsen af mennesker og bygninger i byen, med al den os og støj. Hele situationen virker som om mennesket bare ikke er særligt begavet – og, at nogen, alt andet lige, pine død, må gøre noget ved det.

     En betalingsring omkring byen er derfor en ganske udmærket løsning, når den offentlige transport bliver forbedret og tids- og prismæssigt mere attraktiv. Hermed sparer vi byens beboere for en masse problemer og giver dem, der i virkeligheden har brug for bilen i byen, som f.eks. håndværkere og varetransporter, busser, her under turistbusser, samt taxaer, en mere smidig og nemmere fremkommelig trafik.

     For håndværkeren, der f,eks. sparer en times transporttid pr. dag fra kunde til kunde, vil være lig med øget indtjening, en indtjening, der langt overstiger prisen ved betalingsringen, når man kender en håndværkers timebetaling.

     Det bliver givetvis, også hermed mere sikkert, at være cyklist og fodgænger i København. Måske kan man endda med tiden helt undvære cykelhjælmen. Og det er jo ikke så ringe endda, som jyderne siger.

      

Kristendemokraterne til rød blok

     Efter at have fulgt med i de politiske partiers diskussioner på TV er det  helt tydeligt, at Per Ørum Jørgensen fra Kristendemokraterne, lige som jeg, gerne så Dansk Folkeparti hen hvor pebberet gror - og ikke mindst i den seneste debat på TV, hvor han afslutningsvis henviste Pia Kjærsgaard til sin plads på den yderste højrefløj i dansk politik, til stor morskab, og applaus for sin skarpe bemærkning fra de øvrige deltagere og fra publikum.

     Jeg vil derfor gerne appellere til Per Ørum Jørgensen om, at genoverveje sin beslutning om, hvem han vil pege på som statsminister ved et kommende folketingsvalg.

     I et af hans indlæg, redegjorde han for den kristne indstilling til social retfærdighed og humanisme, som hans parti satte i højsædet, men havde alligevel mest tillid til blå bloks økonomiske plan - og næsten i samme åndedrag fortalte han, at mennesket kommer før økonomien.  

     Så kære Per Ørum Jørgensen, hvorfor ikke gøre det samme som Margrethe Vestager nemlig, at tage det bedste fra begge blokke, sætte mennesket før økonomien, som du lægger så stor vægt på, pege på Helle Thorning Schmidt - og dermed samtidig med stor sikkerhed, blive af med Dansk Folkepartis nationalistiske og inhumane indflydelse på dansk politik i fremtiden.

     Måske bærer du, på trods af din påstand om, at Kristendemokraterne ikke er religiøse, dog stadig rundt på kappen fra den tid, hvor partiet var borgerligt, religiøst og hed Kristeligt Folkeparti. Kræng nu denne religiøse kappe helt af, se med realistiske øjne på, hvor din humanistiske politik får mest indflydelse - og peg istedet  for på Helle Thorning Schmidt.

     Det er nemlig i den røde blok, at den  virkelige, sociale humanisme findes. 

Nye og bedre tider i sigte

Meningsmåling den 9.september 2011

     Selv BT har gjort hvad de kunne for, at miskreditere Helle Thorning Schmidt med deres forside om en tvivlsom skattesag, ser det ud til at vælgerne er i stand til selv, at sortere skidt og snot hver for sig – og efter duellen på TV2 torsdag aften, var det spændende at se hvad de nyeste meningsmålinger ville sige.

     Heldigvis ser det ud til, at rød blok igen øger sin tilslutning på bekostning af den blå blok og, at vi efter 10 år med en borgerlig marionetregering, ført af Dansk Folkeparti, får en ende.

Meningsfæller og bedste venner

     Danmark kan ikke være tjent med, også i fremtiden, at være ledet af en statsminister med så dårlige lederevner, - en finansminister som Klaus Hjort Frederiksen, der virker som en gammel rejsegrammofon, med en 78-plade der kører i samme rille - og en udenrigsminister som Lene Espersen, der mere lyder som en skærebrænder når hun taler uden at sige noget og som oven i købet skal repræsentere Danmark udadtil.

     Alene det er rædsomt at tænke på.

     At vi så samtidig har måttet stå model til det reaktionære, fremmedfjendske og nationalistiske, Dansk Folkepartis indflydelse på alle beslutningsprocesser, har bestemt ikke gjort rigets tilstand bedre, for ikke at tale om vores omdømme over for udlandet.

     
     Så alle os, der tænker på velfærdsstatens overlevelse, kan glæde os over disse positive, nyeste og seneste meningsmålinger og håbe på, at de holder – og forhåbentligt bliver endnu bedre på selve valgdagen.  

Spar os for kloge kommentatorer

     Duellen på TV2 mellem Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning Schmidt forløb på glimrende vis med en ordstyrer, der forstod at gribe ind hvor det var nødvendigt for at undgå gentagelser og valgtaler, hvad man ellers normalt kan forvente i den slags dueller. - Så langt så godt.

     Men det var ikke fair, at indlede en politisk duel, om vedkommende og aktuel politik med, at konfrontere Helle Thorning med BT’s forside om en skattesag, der grundlæggende kun vedkommer de to implicerede parter, nemlig skattemyndighederne og Helle Thorning Schmidt selv – og, som intet har med selve valget at gøre, idet sagen tilsyneladende drejer sig om petitesser af helt privat karakter.

     At se og høre diverse kommentatorer efterfølgende give deres bedømmelse af, hvem der vandt duellen, giver over hovedet ingen mening. Vælgerne har det alligevel med, som de subjektive størrelser vi er, at synes bedst om vores egen kandidat og denne vil som regel altid være vinderen. Duellen bør derfor stå for sig selv, til vælgernes bedømmelse og eventuel stillingtagen til, hvor man vil sætte sit kryds på valgdagen.

     Formålet med duellen på TV er formentlig, at tvivlerne kan få indtryk af kombattanterne og få information om aktuelle politiske emner – og om eventuel forskel på statsministerkandidaterne – og ikke om, hvad kommentatorer og eksperter mener om kandidaternes optræden på skærmen, eller ligefrem. hvem de synes  vandt duellen. 

    

     Lad duellen sætte sig hos vælgerne selv - og spar os for denne efterfølgende, meningsløse og såkaldte klogskab i fremtiden.

Reel tale fra en seriøs politiker

     Jeg forsøger i videst mulig omfang, at holde mig orienteret om den politiske situation, her op til valget ved, at overvære så mange politiske debatter som muligt – også selvom det af og til kan være trættende og forekomme som spild af tid, at lytte til politikere, der lyder som slidte grammofonplader, med deres svar på næsten ligegyldig, hvad der bliver spurgt om - og her tænker jeg især på Venstres finansminister, Claus Hjort Frederiksen og Den Konservative, udenrigsminister, Lene Espersen.

     Politisk hører jeg selv til på venstrefløjen, men jeg kan alligevel ikke lade være med, at beundre Margrethe Vestager, fra Det radikale Venstre. I samtlige debatter, som jeg har overværet, virker hun meget velformulerende, kompetent og engageret og når andre deltagere fortaber sig i ligegyldige detaljer, eller direkte, barnagtigt mundhuggeri, er hun den der bringer pointen på sporet med sin indgriben og svar - og får mig til igen, at finde ud af hvad debatten i virkeligheden drejer sig om, også i de tilfælde, hvor ordstyreren åbenlyst ikke er i stand til det.

     Nu forholder det sig sådan, at der, ved det kommende folketingsvalg, er to statsministerkandidater, nemlig, den nuværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen og Socialdemokratiets formand, Helle Thorning Schmidt, men jeg ville ønske, at også Det Radikale Venstres leder, Margrethe Vestager var i spil, som leder for en Socialdemokratisk, SF, Radikal regering, - men det er hun desværre ikke.

     De noget svingende meningsmålinger på det seneste viser tydeligt, at politiske bipersoner, såvel som enkelte journalister, i dette politiske magtspil, med deres mere eller mindre, uheldige og dårligt timet meningsudgydelser, indirekte er med til, at til at tilsløre det sande billede af vælgerskarens meninger og holdninger i dagens Danmark.

Unødvendigt mange partier

     
Det politiske landskab i Danmark har ændret sig markant gennem årene, siden demokratiets spæde start i 1849. Op gennem årene var der en skarp polarisering af befolkningen og dermed mellem højre og venstre side af Landstinget, som folketinget engang hed, idet de hver især repræsenterede to meget forskellige befolkningsgrupper.

     Den højre side repræsenterede aristokratiet, grever, baroner, godsejere, grosserer, præstestanden og skibsredere, det vil sige, konservative i dette begrebs egentlige betydning, altså De Konservative.

     Det var de velbjergede og de ønskede under ingen omstændigheder forandring af tingenes tilstand og befandt sig i højre side af Landstingssalen. Den anden side af salen repræsenterede, almindelige, såkaldte småfolk, så som lønmodtagere af enhver art, småborgere, småhandlende, håndværkere, bønder, fiskere og husmænd.

     De var liberale og ønskede, som dette begreb egentlig betyder, forandring og mere frihed for det enkelte individ fra undertrykkelse af overklassen - og sad til venstre i salen og deraf partinavnet Venstre.

     I dag ser dette billede meget anderledes ud, efterhånden som demografien har ændret sig – og man kan måske endda sige, at nogle af partierne nu er overflødige, idet de overlapper hinden på kryds og tværs, så almindelige vælgere ikke har en chance for helt klart, at redegøre for forskellen, en forskel der kun adskiller sig ved mindre betydelige nuancer, eller enkeltsager.

     Befolkningsgrupperne har også ændret sig i takt med tiden og ganske almindelige lønmodtager og arbejdere i flere afskygninger er blevet parcelhusejere. Patriarken og den gængse arbejder findes ikke mere som de begreber de betød engang.

    Jeg skal ikke kaste mig ud i detaljer om navne og datoer for de enkelte partier, men forsøge at se det hele sådan lidt fra oven.

     Hvis man ser bort fra tidsmæssigt betonet enkeltsager, som f.eks. forholdet til EU, flygtninge og indvandrere, rummer Det konservative Folkeparti i dag faktisk både Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, med samme grundlæggende ideologi, altså partier placeret i midten af folketingssalen. På samme måde kunne man i dag udmærket lægge partierne, Venstre og Liberal Alliance sammen, i højre side af salen, med deres egen og anden ideologi.

     De deciderede socialister, altså de lavtlønnede, samt enkelte højt intellektuelle, findes fortrinsvis i SF og Enhedslisten, der således bør befinde sig i venstre side af salen, selvom der også i disse partier, som i alle andre partier, findes ydrefløje - og netop i ydrefløjene har vi forklaringen på, at der i dag findes så mange forskellige partier.

     Summa summarum behøver vi grundlæggende kun tre partier, som man kunne kalde for henholdsvis, Højrepartiet, Midterpartiet og Venstrepartiet – og placere dem i folketinget i disse tre grupper. Her efter kunne de så diskutere og endda skændes om enkeltsagerne indbyrdes, i stedet for at trætte os andre med dem i medierne.

     Således er det interessant at forestille sig hvem, der efter denne model, ville være det absolut største parti, siddende i statsministeriet.

Klædt af for åben skærm

     Under hele valgkampen, i hvert fald indtil nu, har Liberal Alliance slået sig op med, at hvis de får magt som de har agt, vil en gennemsnitlig LO-familie få ca. kr. 45.000 mere til rådighed pr. år, beregnet af uafhængige økonomer – og det må jo siges at være temmelig tillokkende.

     I den anledning, blev Anders Samuelsen stillet over for denne påstand i TV2’s Efter deadline i samtale med en økonom fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd – og nu begyndte det hele at falde fra hinanden, idet det kunne påvises, at Liberal Alliance havde opstillet fantasifulde og helt urealistiske forudsætninger for deres udregninger.

     AE havde gentagne gange henvendt sig til Liberal Alliance for, at afstemme regnestykkerne - og selv med Liberal Alliances helt urealistiske forudsætninger, kom AE frem til en nettogevinst for en LO-familie på ca. kr. 3.200 pr. år. - og så skulle disse urealistiske præmisser altså holdes. Men dermed alligevel langt fra de lovede 45.000.

     Helt atypisk for Anders Samuelsen, blev han mere og mere mundlam, efterhånden som diskussionen skred frem og foreholdt kendsgerningerne om, at Liberal Alliances påstande var temmelig meget varm luft, svarede Anders Samuelsen, nok så frejdigt: ”Nåh ja, men 3.200 er da også positivt "!
Sudieværten konstaterer: "Ja, - men det er da ikke 45.000, som du påstår." !
Og Anders Samuelsen svarede: "Næh, men vi har jo valgkamp”!

     Dette svar behøver vel næppe nogle kommentarer ud over, at vi kan konstatere, at Liberal Alliance er særdeles uvederhæftige.  

80.000 flere fattige

     Ifølge økonomiske eksperter, er fattigdommen i Danmark steget med 50% siden 2001, hvilket vil sige, at der i dag, år 2011, er ca. 80.000 fattige her til lands. Med fattige, menes der mennesker, der lever under OECD’s grænse for fattigdom.

     I en beregning er det godtgjort, at med regeringens to genopretningsplaner, vil 10% af de fattige miste ca. kr. 5.000 årligt - og de 10% rigeste vil få ca. kr.8.000 mere til rådighed indtil år 2020, ud over de skattelettelser regeringen i forvejen har givet de rigeste, i gennemsnit svarende til yderligere ca. kr. 70.000 årligt, pr. person

     At fødevarepriserne, som f.eks. brød, mælk, frugt, kaffe og lignende, tillige er steget omkring 100% inden for de seneste år gør det absolut ikke nemmere at være fattig. Det eneste der ikke er steget overhovedet, er vin og spiritus. En folkepensionist, der er så formastelig, at forlange noget at spise hver dag, har således kun det halve, at gå i Tivoli for og eventuelt tage en tur i ballongyngerne.

     I den aktuelle valgkamp tales der i en uendelighed om at skåne boligejerne, der for tiden synes at være særligt hårdt ramt - og her glemmer man, at tale om de sidste ca. 50 år, hvor boligejerne optjente friværdi i kroner og ører, der ikke var produceret så meget som en møtrik for, værdier som de kunne optage afdragsfrie lån for, til  for eksempel lystbåde, biler og dyre udlandsrejser. Men hvor er lejerne henne i den debat, vil nogen måske spørge.
     - Og svaret må være, at lejerne, dem gider vi ikke, at beskæftige os med.

     For boligejerne har der været fest i snart 50 år - og for lejerne har der været huslejestigninger i takt med pristallet – og i nogle tilfælde endnu mere.

     Men som en liberal, Venstre politiker, engang for ikke så længe siden sagde: Forskellen mellem rig og fattig, giver en sund dynamik i samfundet. – Tak for kaffe.