DF.STORSKRALD.DK

    

    

Efter folketingsvalget, hvor vi fik et såkaldt rødt flertal, ligger der et par spændende dage foran os, mens Helle Thorning Schmidt prøver at røre noget sammen, bestående af S, SF og De radikale, med passende hensyntagen til Enhedslisten, som parlamentarisk støtteparti.

   Når man ser ned over listen af partier, og deres nye mandattal, står det klart, at det bestemt ikke er nogen nem opgave. Vælgere er flygtet fra De konservative i bunkevis, formentlig til både partiet, Venstre, Liberal Alliance og Det radikale venstre, ligesom mange SF-vælgere formentlig er løbet til Enhedslisten, og det politiske landskab ser således ganske anderledes ud end forventet.

   Planen ”Fair løsning” ser ud til at være en død sild, med en mandatfordeling, hvor der ikke er et rødt flertal, idet Det Radikale Venstre, som må betragtes som et særdeles borgerligt parti, sidder med de afgørende mandater.

   Alle kommer til at æde et par gevaldige kameler – og jeg stiller mig gerne til rådighed, med kniv og gaffel til at æde et par stykker, når bare det kan lykkes endeligt at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse på dansk lovgivning.

     Jeg håber, at Dansk Folkeparti en gang for alle er stillet ud til storskrald, og at man husker at stille to bajere ved siden af, som sig hør og bør, når man gerne vil af med noget, der er alt for stort til at komme i den normale skraldecontainer. 

Så længe dét parti bare forsvinder..............og BLIVER HELT VÆK.

    

Journalistik for en bøjet femøre

     Jeg fulgte valgkampen på tv og havde sat mig godt til rette, med kaffe, småkager, colaer og smøger inden for rækkevidde. Det skulle blive en lang interessant og spændende aften foran fjerneren, troede jeg………Men jeg blev hurtigt skuffet. -  Jeg blev skuffet, fordi det ret hurtigt gik op for mig, at tv-journalisterne tilsyneladende anså mig – og andre tv-seere for at være middelmådigt begavet.

   Journalisterne rendte rundt og stillede spørgsmål til politikerne, som f.eks.: ”Hvad tror du Lars løkke vil sige om en time”, eller: ”Hvor spændt er du lige nu”? – ”Hvor glad er du lige nu” ? - ”Hvor stor en dag er det for dig”? – ”Hvilken følelse har du inde i maven”? – ”Hånden på hjertet, er du stadig lige spændt”? – ”Hvad vil du sige til dine medlemmer, når du lige om lidt skal ind og holde en tale for dem” ? - Helle Thorning Schmidt, statsminister, hvordan er det” ? ”Hun sidder formentlig der inde bag nedrullede gardiner”. Nu kommer Lars Løkke, - næh det var ikke ham, nu kommer han, næh det var heller ikke ham, men det kan ikke vare så længe”. – Man ser Helle Thorning sætte sig ind i en hvid bil og journalisten siger: ”Nu sidder Helle Thorning i en hvid bil” – ”Nu drejer den til højre – nu drejer den til venstre- nu drejer den til højre, nu standser den” o.s.v.

     Da valgresultatet endelig forelå, holdt partiformændene tale foran hujende og klappende medlemmer af deres partier og uanset hvordan valget var gået, var det en sejr, både for dem og for demokratiet og jublen ville ingen ende tage.

     Det hele sluttede med en partilederrunde, hvor journalisterne stillede spørgsmål til politikerne, som ikke en levende sjæl kunne svare bare nogenlunde fornuftigt på. Ingen visionære spørgsmål. Det gængse svar var forudsigeligt, nemlig, at nu må vi se tiden an og straks gå i gang med forhandlinger.

     Således oplyst gik jeg i seng, vel vidende, at nu har vi fået et andet politisk flertal i befolkningen og ellers ikke en pind klogere.

     Mens jeg lå og ventede på at falde i søvn, tænkte jeg på, om disse tv-journalister overhovedet har gået på journalist højskole, om de havde nogen uddannelse i al almindelighed, eller om de bare mente, at vi alle er mere eller mindre idioter. En ting er jeg dog sikker på og det er, at journalisterne har en hulens god løn. 

Fra blåt/sort - til blåt/rødt flertal

     Så fik vi endelig en ny regering, efter ti år med en borgerlig regering, der måtte finde sig i at have Pia Kjærsgaard som ”dukkefører”. - Og selvom jeg ikke er venstrevælger, vil jeg gerne  her på falderebet, give Lars Løkke Rasmussen en kompliment for den måde, som han tog afsked med sin vælgerskare på. Her viste han, til min og måske også andres store overraskelse, virkelig statsmandsværdighed på højt plan.

     Jeg er tilfreds med, at vi nu forhåbentlig får en regering, der vil arbejde og træffe beslutning med en bred del af folketinget – og dermed repræsenterer en så stor del af befolkningen som muligt – og som ikke er afhængig af ustandseligt, at skulle give køb på ægte, dansk humanisme for at tilfredsstille det højrenationalistiske, Dansk Folkeparti.

     Nu hvor vi står over for et kommende EU formandskab, er det en fordel for Danmark, at vi har en begavet og kompetent leder, som Helle Thorning Schmidt til at stå i spidsen – og så gør det vel heller ikke noget, at hun ser godt ud. Et godt udseende og elegant fremtræden er en god start på enhver forhandling når vi ved, at hvad øjnene ser, påvirker vores dømmekraft og psykologiske motivation.

     Vi har nu tre toneangivende kvinder med politisk indflydelse. Den socialdemokratiske, Helle Thorning Schmidt, som statsminister, den elegante og velformulerende og pragmatiske, Margrethe Vestager, fra Det radikale venstre, samt den unge, friske og lige så skarpe, Johanne Schmidt Nielsen fra Enhedslisten, der på trods af sin unge alder og relativt manglende politiske erfaring, ikke er bange for, at tale de noget ældre og gråklædte, slipsedrenge stik imod. - Og det er ikke så ringe endda, sagt på jysk - og ret forfriskende, sagt på københavnsk.

     Det bliver ikke nemt for Helle Thorning, at få skabt et regeringsgrundlag. På det humanistiske område er de tre partier dog helt på linje og har sat sig som et mål i sig selv, at sætte DF uden for indflydelse, hvorimod der på den økonomiske side er fundamentale forskelle. Men jeg tror, at alle tre partier har viljen til, at gøre deres yderste for at det skal lykkes, - og hvor der er vilje er der altid en vej.

- Et stor tillykke til Danmark !   

Misbrug af tid og ressourcer

     I 1995 fik jeg det, som jeg selv synes var en god ide, nemlig, at oprette et bureau, for samkørsel gældende for alle de stakler, der hver morgen og eftermiddag måtte snegle sig af sted ved indfaldsvejene til København.

   Og hvorfor så det, vil nogen måske spørge – og svaret er, at jeg selv havde prøvet, at bo i Solrød og have kontor på Rådhuspladsen - og for at nå på arbejde i tide, var det nødvendigt i myldretiden, at tage hjemmefra ca. en halv time før end det ellers ville være nødvendig for en strækning på omkring 20 km. og på samme måde, var jeg en halv time senere hjemme end jeg ellers brød mig om, blot fordi jeg skulle køre side om side og køler mod køler med andre lidelsesfæller, der således gik glip af en masse kvalitetstid sammen med familien både morgen og aften.

     I stedet sad jeg nu der og betragtede nabobilens fører pille næse og andre tydeligvis være irriteret og ved at flippe helt ud, samt håndværkeren i sin varevogn, der sad med et opgivende ansigtsudtryk og bevidstheden om, at han mistede penge hvert minut. Ikke mindst for en selvstændig håndværker, er tid lig med penge.

     For at lave, hvad jeg anså, for nødvendig resaerch, stod jeg meget tidligt op en morgen allerede kl. 06.00, noget jeg ellers meget nødigt gør, da jeg er et udpræget B-menneske, stillede mig på broen over motorvejen ved Greve nord, syd for København, udstyret med blok og blyant for at tælle hvor mange køretøjer det i virkeligheden drejede sig om.

     I starten gik det helt fint med at holde tal på trafikanterne, men efterhånden som vi nærmede os kl. 07.00, blev det mere eller mindre umuligt at holde tal på bilerne, idet de nu sneglede sig af sted i tre vognbaner mod byen – og klokken 07.30 opgav jeg, thi jeg var løbet tør for papir og havde ingen blyantspidser med.

     Ved denne lejlighed gik det op for mig, at her ikke alene var tale om kvalitetstidsspilde og omregnet til kroner i milliardstørrelsen i tabt arbejdsfortjeneste, men også tale om et enormt ressourcespild.

     I den bunke af metal, plastic, læder, gummi og enorme hestekræfter, sad der, i 90% af tilfældene, kun en enkelt person. Og nu var jeg overbevist om, at min ide om behovet for et bureau for samkørsel, var endnu større end jeg først havde forestillet mig. Desværre blev bureauet ingen succes, thi jeg havde glemt at tage højde for folks forskellige mødetider og steder i byen, for ikke at tale om egoismen.

     Denne oplevelse ligger altså ca. 15 år tilbage i tiden – og jeg kan forsikre alle der ikke tror det, at det i dag er blevet dobbelt så svært, stressende og tidskrævende, at køre i bil til og fra København i myldretiden og her tillader jeg mig endda, at se helt bort fra ødelæggelsen af mennesker og bygninger i byen, med al den os og støj. Hele situationen virker som om mennesket bare ikke er særligt begavet – og, at nogen, alt andet lige, pine død, må gøre noget ved det.

     En betalingsring omkring byen er derfor en ganske udmærket løsning, når den offentlige transport bliver forbedret og tids- og prismæssigt mere attraktiv. Hermed sparer vi byens beboere for en masse problemer og giver dem, der i virkeligheden har brug for bilen i byen, som f.eks. håndværkere og varetransporter, busser, her under turistbusser, samt taxaer, en mere smidig og nemmere fremkommelig trafik.

     For håndværkeren, der f,eks. sparer en times transporttid pr. dag fra kunde til kunde, vil være lig med øget indtjening, en indtjening, der langt overstiger prisen ved betalingsringen, når man kender en håndværkers timebetaling.

     Det bliver givetvis, også hermed mere sikkert, at være cyklist og fodgænger i København. Måske kan man endda med tiden helt undvære cykelhjælmen. Og det er jo ikke så ringe endda, som jyderne siger.

      

Kristendemokraterne til rød blok

     Efter at have fulgt med i de politiske partiers diskussioner på TV er det  helt tydeligt, at Per Ørum Jørgensen fra Kristendemokraterne, lige som jeg, gerne så Dansk Folkeparti hen hvor pebberet gror - og ikke mindst i den seneste debat på TV, hvor han afslutningsvis henviste Pia Kjærsgaard til sin plads på den yderste højrefløj i dansk politik, til stor morskab, og applaus for sin skarpe bemærkning fra de øvrige deltagere og fra publikum.

     Jeg vil derfor gerne appellere til Per Ørum Jørgensen om, at genoverveje sin beslutning om, hvem han vil pege på som statsminister ved et kommende folketingsvalg.

     I et af hans indlæg, redegjorde han for den kristne indstilling til social retfærdighed og humanisme, som hans parti satte i højsædet, men havde alligevel mest tillid til blå bloks økonomiske plan - og næsten i samme åndedrag fortalte han, at mennesket kommer før økonomien.  

     Så kære Per Ørum Jørgensen, hvorfor ikke gøre det samme som Margrethe Vestager nemlig, at tage det bedste fra begge blokke, sætte mennesket før økonomien, som du lægger så stor vægt på, pege på Helle Thorning Schmidt - og dermed samtidig med stor sikkerhed, blive af med Dansk Folkepartis nationalistiske og inhumane indflydelse på dansk politik i fremtiden.

     Måske bærer du, på trods af din påstand om, at Kristendemokraterne ikke er religiøse, dog stadig rundt på kappen fra den tid, hvor partiet var borgerligt, religiøst og hed Kristeligt Folkeparti. Kræng nu denne religiøse kappe helt af, se med realistiske øjne på, hvor din humanistiske politik får mest indflydelse - og peg istedet  for på Helle Thorning Schmidt.

     Det er nemlig i den røde blok, at den  virkelige, sociale humanisme findes. 

Nye og bedre tider i sigte

Meningsmåling den 9.september 2011

     Selv BT har gjort hvad de kunne for, at miskreditere Helle Thorning Schmidt med deres forside om en tvivlsom skattesag, ser det ud til at vælgerne er i stand til selv, at sortere skidt og snot hver for sig – og efter duellen på TV2 torsdag aften, var det spændende at se hvad de nyeste meningsmålinger ville sige.

     Heldigvis ser det ud til, at rød blok igen øger sin tilslutning på bekostning af den blå blok og, at vi efter 10 år med en borgerlig marionetregering, ført af Dansk Folkeparti, får en ende.

Meningsfæller og bedste venner

     Danmark kan ikke være tjent med, også i fremtiden, at være ledet af en statsminister med så dårlige lederevner, - en finansminister som Klaus Hjort Frederiksen, der virker som en gammel rejsegrammofon, med en 78-plade der kører i samme rille - og en udenrigsminister som Lene Espersen, der mere lyder som en skærebrænder når hun taler uden at sige noget og som oven i købet skal repræsentere Danmark udadtil.

     Alene det er rædsomt at tænke på.

     At vi så samtidig har måttet stå model til det reaktionære, fremmedfjendske og nationalistiske, Dansk Folkepartis indflydelse på alle beslutningsprocesser, har bestemt ikke gjort rigets tilstand bedre, for ikke at tale om vores omdømme over for udlandet.

     
     Så alle os, der tænker på velfærdsstatens overlevelse, kan glæde os over disse positive, nyeste og seneste meningsmålinger og håbe på, at de holder – og forhåbentligt bliver endnu bedre på selve valgdagen.  

Spar os for kloge kommentatorer

     Duellen på TV2 mellem Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning Schmidt forløb på glimrende vis med en ordstyrer, der forstod at gribe ind hvor det var nødvendigt for at undgå gentagelser og valgtaler, hvad man ellers normalt kan forvente i den slags dueller. - Så langt så godt.

     Men det var ikke fair, at indlede en politisk duel, om vedkommende og aktuel politik med, at konfrontere Helle Thorning med BT’s forside om en skattesag, der grundlæggende kun vedkommer de to implicerede parter, nemlig skattemyndighederne og Helle Thorning Schmidt selv – og, som intet har med selve valget at gøre, idet sagen tilsyneladende drejer sig om petitesser af helt privat karakter.

     At se og høre diverse kommentatorer efterfølgende give deres bedømmelse af, hvem der vandt duellen, giver over hovedet ingen mening. Vælgerne har det alligevel med, som de subjektive størrelser vi er, at synes bedst om vores egen kandidat og denne vil som regel altid være vinderen. Duellen bør derfor stå for sig selv, til vælgernes bedømmelse og eventuel stillingtagen til, hvor man vil sætte sit kryds på valgdagen.

     Formålet med duellen på TV er formentlig, at tvivlerne kan få indtryk af kombattanterne og få information om aktuelle politiske emner – og om eventuel forskel på statsministerkandidaterne – og ikke om, hvad kommentatorer og eksperter mener om kandidaternes optræden på skærmen, eller ligefrem. hvem de synes  vandt duellen. 

    

     Lad duellen sætte sig hos vælgerne selv - og spar os for denne efterfølgende, meningsløse og såkaldte klogskab i fremtiden.

Reel tale fra en seriøs politiker

     Jeg forsøger i videst mulig omfang, at holde mig orienteret om den politiske situation, her op til valget ved, at overvære så mange politiske debatter som muligt – også selvom det af og til kan være trættende og forekomme som spild af tid, at lytte til politikere, der lyder som slidte grammofonplader, med deres svar på næsten ligegyldig, hvad der bliver spurgt om - og her tænker jeg især på Venstres finansminister, Claus Hjort Frederiksen og Den Konservative, udenrigsminister, Lene Espersen.

     Politisk hører jeg selv til på venstrefløjen, men jeg kan alligevel ikke lade være med, at beundre Margrethe Vestager, fra Det radikale Venstre. I samtlige debatter, som jeg har overværet, virker hun meget velformulerende, kompetent og engageret og når andre deltagere fortaber sig i ligegyldige detaljer, eller direkte, barnagtigt mundhuggeri, er hun den der bringer pointen på sporet med sin indgriben og svar - og får mig til igen, at finde ud af hvad debatten i virkeligheden drejer sig om, også i de tilfælde, hvor ordstyreren åbenlyst ikke er i stand til det.

     Nu forholder det sig sådan, at der, ved det kommende folketingsvalg, er to statsministerkandidater, nemlig, den nuværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen og Socialdemokratiets formand, Helle Thorning Schmidt, men jeg ville ønske, at også Det Radikale Venstres leder, Margrethe Vestager var i spil, som leder for en Socialdemokratisk, SF, Radikal regering, - men det er hun desværre ikke.

     De noget svingende meningsmålinger på det seneste viser tydeligt, at politiske bipersoner, såvel som enkelte journalister, i dette politiske magtspil, med deres mere eller mindre, uheldige og dårligt timet meningsudgydelser, indirekte er med til, at til at tilsløre det sande billede af vælgerskarens meninger og holdninger i dagens Danmark.

Unødvendigt mange partier

     
Det politiske landskab i Danmark har ændret sig markant gennem årene, siden demokratiets spæde start i 1849. Op gennem årene var der en skarp polarisering af befolkningen og dermed mellem højre og venstre side af Landstinget, som folketinget engang hed, idet de hver især repræsenterede to meget forskellige befolkningsgrupper.

     Den højre side repræsenterede aristokratiet, grever, baroner, godsejere, grosserer, præstestanden og skibsredere, det vil sige, konservative i dette begrebs egentlige betydning, altså De Konservative.

     Det var de velbjergede og de ønskede under ingen omstændigheder forandring af tingenes tilstand og befandt sig i højre side af Landstingssalen. Den anden side af salen repræsenterede, almindelige, såkaldte småfolk, så som lønmodtagere af enhver art, småborgere, småhandlende, håndværkere, bønder, fiskere og husmænd.

     De var liberale og ønskede, som dette begreb egentlig betyder, forandring og mere frihed for det enkelte individ fra undertrykkelse af overklassen - og sad til venstre i salen og deraf partinavnet Venstre.

     I dag ser dette billede meget anderledes ud, efterhånden som demografien har ændret sig – og man kan måske endda sige, at nogle af partierne nu er overflødige, idet de overlapper hinden på kryds og tværs, så almindelige vælgere ikke har en chance for helt klart, at redegøre for forskellen, en forskel der kun adskiller sig ved mindre betydelige nuancer, eller enkeltsager.

     Befolkningsgrupperne har også ændret sig i takt med tiden og ganske almindelige lønmodtager og arbejdere i flere afskygninger er blevet parcelhusejere. Patriarken og den gængse arbejder findes ikke mere som de begreber de betød engang.

    Jeg skal ikke kaste mig ud i detaljer om navne og datoer for de enkelte partier, men forsøge at se det hele sådan lidt fra oven.

     Hvis man ser bort fra tidsmæssigt betonet enkeltsager, som f.eks. forholdet til EU, flygtninge og indvandrere, rummer Det konservative Folkeparti i dag faktisk både Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, med samme grundlæggende ideologi, altså partier placeret i midten af folketingssalen. På samme måde kunne man i dag udmærket lægge partierne, Venstre og Liberal Alliance sammen, i højre side af salen, med deres egen og anden ideologi.

     De deciderede socialister, altså de lavtlønnede, samt enkelte højt intellektuelle, findes fortrinsvis i SF og Enhedslisten, der således bør befinde sig i venstre side af salen, selvom der også i disse partier, som i alle andre partier, findes ydrefløje - og netop i ydrefløjene har vi forklaringen på, at der i dag findes så mange forskellige partier.

     Summa summarum behøver vi grundlæggende kun tre partier, som man kunne kalde for henholdsvis, Højrepartiet, Midterpartiet og Venstrepartiet – og placere dem i folketinget i disse tre grupper. Her efter kunne de så diskutere og endda skændes om enkeltsagerne indbyrdes, i stedet for at trætte os andre med dem i medierne.

     Således er det interessant at forestille sig hvem, der efter denne model, ville være det absolut største parti, siddende i statsministeriet.

Klædt af for åben skærm

     Under hele valgkampen, i hvert fald indtil nu, har Liberal Alliance slået sig op med, at hvis de får magt som de har agt, vil en gennemsnitlig LO-familie få ca. kr. 45.000 mere til rådighed pr. år, beregnet af uafhængige økonomer – og det må jo siges at være temmelig tillokkende.

     I den anledning, blev Anders Samuelsen stillet over for denne påstand i TV2’s Efter deadline i samtale med en økonom fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd – og nu begyndte det hele at falde fra hinanden, idet det kunne påvises, at Liberal Alliance havde opstillet fantasifulde og helt urealistiske forudsætninger for deres udregninger.

     AE havde gentagne gange henvendt sig til Liberal Alliance for, at afstemme regnestykkerne - og selv med Liberal Alliances helt urealistiske forudsætninger, kom AE frem til en nettogevinst for en LO-familie på ca. kr. 3.200 pr. år. - og så skulle disse urealistiske præmisser altså holdes. Men dermed alligevel langt fra de lovede 45.000.

     Helt atypisk for Anders Samuelsen, blev han mere og mere mundlam, efterhånden som diskussionen skred frem og foreholdt kendsgerningerne om, at Liberal Alliances påstande var temmelig meget varm luft, svarede Anders Samuelsen, nok så frejdigt: ”Nåh ja, men 3.200 er da også positivt "!
Sudieværten konstaterer: "Ja, - men det er da ikke 45.000, som du påstår." !
Og Anders Samuelsen svarede: "Næh, men vi har jo valgkamp”!

     Dette svar behøver vel næppe nogle kommentarer ud over, at vi kan konstatere, at Liberal Alliance er særdeles uvederhæftige.  

80.000 flere fattige

     Ifølge økonomiske eksperter, er fattigdommen i Danmark steget med 50% siden 2001, hvilket vil sige, at der i dag, år 2011, er ca. 80.000 fattige her til lands. Med fattige, menes der mennesker, der lever under OECD’s grænse for fattigdom.

     I en beregning er det godtgjort, at med regeringens to genopretningsplaner, vil 10% af de fattige miste ca. kr. 5.000 årligt - og de 10% rigeste vil få ca. kr.8.000 mere til rådighed indtil år 2020, ud over de skattelettelser regeringen i forvejen har givet de rigeste, i gennemsnit svarende til yderligere ca. kr. 70.000 årligt, pr. person

     At fødevarepriserne, som f.eks. brød, mælk, frugt, kaffe og lignende, tillige er steget omkring 100% inden for de seneste år gør det absolut ikke nemmere at være fattig. Det eneste der ikke er steget overhovedet, er vin og spiritus. En folkepensionist, der er så formastelig, at forlange noget at spise hver dag, har således kun det halve, at gå i Tivoli for og eventuelt tage en tur i ballongyngerne.

     I den aktuelle valgkamp tales der i en uendelighed om at skåne boligejerne, der for tiden synes at være særligt hårdt ramt - og her glemmer man, at tale om de sidste ca. 50 år, hvor boligejerne optjente friværdi i kroner og ører, der ikke var produceret så meget som en møtrik for, værdier som de kunne optage afdragsfrie lån for, til  for eksempel lystbåde, biler og dyre udlandsrejser. Men hvor er lejerne henne i den debat, vil nogen måske spørge.
     - Og svaret må være, at lejerne, dem gider vi ikke, at beskæftige os med.

     For boligejerne har der været fest i snart 50 år - og for lejerne har der været huslejestigninger i takt med pristallet – og i nogle tilfælde endnu mere.

     Men som en liberal, Venstre politiker, engang for ikke så længe siden sagde: Forskellen mellem rig og fattig, giver en sund dynamik i samfundet. – Tak for kaffe.