Fixerum som halv løsning

          

          

          Nu diskuteres der fixerum på ”borgen” og den blå blok er imod generelt, hvad man i øvrig kunne forvente og i den røde blok, der tiltrækker humanisterne, er man for offentlige fixerum generelt.

          

          Men offentlige fixerum er kun en halv løsning og det offentlige må se på, alt imens narkomaner fixer heroin fremskaffet gedulgt af stjålne midler, fordi de stakkels narkomaner er fanget i de kriminelle pushere og bagmænds edderkoppespind.

        

          Derfor må vejen frem være lægeordineret heroin til de mest udsatte narkomaner, som så kan indtage deres heroin i offentlige mobile, eller stationære fixerum helt legalt.

          Dermed fjerner man en væsentlig del af nogle kriminelles levevej og brugen af heroin foregår således under kliniske forhold - og lige så vigtigt, med kontakt til det offentlige sundhedsvæsen.

          

          Det ikke alene forhindrer indtagelse af overdoseringer med dødelig udgang, men det vil tillige være muligt efterhånden, at få mange af vore udsatte narkomaner på afvænning og ind i en ordnet tilværelse udenfor de kriminelles rækkevidde. 

Betalingsring eller ej

          

          Selvom jeg før her på min blog, har luftet min mening om betalingsringen omkring København, føler jeg mig alligevel motiveret til, at give endnu et bidrag til debatten. Det virker som om problemerne med denne ring nu har taget en drejning væk fra det egentlige problem, nemlig trængslen, luftforureningen, tidsspildet i form af tabt arbejdsfortjeneste, tabet af kvalitetstid, personskader m.v. og nu blot handler om besværlighederne med placeringen af ringen.

          Det er klart, at før man laver nogen som helst foranstaltninger, uanset af hvilken art for at løse dette problem, skal og må de offentlige transportmidler til og fra byen optimeres til en helt anden attraktion end den er i dag, både funktionsmæssigt og prismæssigt.

          Uanset hvor man placerer en eventuel betalingsring, vil den vende den tunge ende nedad, som alle andre afgifter på forbrug og kun dem der i forvejen har råd til at leve et liv i økonomisk frihed kan være ligeglade.

          Mit forslag til at løse det grundlæggende problem, uden nogen form for økonomiske tiltag, vil derfor stadig være, at sløjfe samtlige lysreguleringer i gade og vejkryds i en ring f.eks. fra Nordhavn station i nord, ned langs den vestlige side af søerne, til Dybbølsbro station i syd. I dette område beholdes almindelig højre vigepligt, med fortrinsret for busser, cyklister og forgængere, hvilket givet vis vil skabe så meget trafikkaos, at folk helt frivilligt opgiver at køre ind og forurene byen, inklusive dem der ellers har råd til det.

Jul, påske og pinse i alkoholens tegn

          Efter at have læst en udmærket artikel i dagbladet Information, skrevet af Mogens Moos, som han kalder for ”Jul og alkohol bag tragedierne”, føler jeg trang til at tilføre min blog endnu et indlæg, der handler om netop alkoholens skadelige virkninger i en tid, hvor tobaksrygning stjæler alle overskrifterne på trods af, at alkoholen er et endnu større samfundsmæssigt problem end tobakken.

          Det radikale folketingsmedlem Camilla Hersom bruger for tiden en hel del kalorier på, at foreslå tildækning af tobaksvarer, som hun mener, fylder hylderne bag kassedamerne i diverse supermarkeder og frister de unge mennesker med deres farvestrålende etiketter. Jeg har, min næsten daglige gang, i Netto, Superbest og Føtex og her er det ikke tobakken, men der imod vodka, whisky, gin, rom og snaps til under 100 kroner pr. flaske der frister køberne. Måske kan denne artikel i Information og dette blogindlæg stoppe nogle politikeres og ”tørstige” danskeres hykleri og dobbeltmoral om tobak kontra alkohol.

          Det synes at gå fuldstændig hen over hovedet på politikerne, at der hvert år er helt op til 200.000 alkoholrelaterede dødsfald, utallige kroniske sygdomme, vold, voldtægt, angst, depression, hospitalsindlæggelser, utroskab, sexchikane, skilsmisser, børnemisrøgt, trafikuheld, arbejdsskader og produktionstab forårsaget af alkohol.

          Alkohol dræber, det gør alkoholstop ikke. Og det kan kaldes for nærmest, bedrevidende sundhedshykleri af værste skuffe, når Camilla Hersom foreslår, at tobak skal være skjult i forretningerne, så unge ikke fristes til at begynde at ryge. Men selvfølgelig har ingen stillet samme forslag om øl og spiritus. Det er svært ikke at antage, at politikerne naivt lader sig forlede af de aktive lobbyister fra øl og spiritusfabrikanter og importører og dermed bliver fuldstændig tonedøve over for samtlige eksperter inden for alkoholmisbrugsproblematikken her i samfundet. Spørg din nabo og/eller genbo og kan vi lege med tanken om, at vedkommende svarer ærligt, vil denne fortælle, at der også i dennes familie er mindst en, måske endda flere, der drikker for meget og enten er i behandling eller burde være det.

          Det koster samfundet milliarder af kroner på årsbasis i tabte arbejdstimer, dage, uger, måneder og år, foruden tabte unge mennesker under uddannelse, der drikker sig i hegnet torsdag, fredag og lørdag - og skal bruge de næste tre dage til igen, at være egnet til indlæring. 

          Det er derfor grotesk hykleri, så det skriger til himlen, at der er forbud mod tobaksreklamer og ikke for øl og spiritusreklamer. Alkoholen er påviseligt tre gange så skadeligt som tobak og koster samfundet fem gange så meget - og der er ekstremt mange flere, der belastes af ”passiv druk” end af ”passiv rygning”.

          På cigaretpakker er det lovpligtigt, at der står "rygning kan dræbe". Hvorfor skal det ikke stå på flasker med alkohol - og på bildøre?

De bedrevidendes retfærdighed

     Nu er der irakere og andre, der lægger sag an mod Danmark for udlevering af fanger til enheder, der er kendt, eller under mistanke for, at udføre tortur og jeg bliver frustreret.

     Iflg. FN's konventioner er unødig vold og brugen af tortur forbudt også i krig - og ingen skal være i tvivl om, at jeg er stor tilhænger af disse helt nødvendige konventioner, som i videst mulig omfang skal overholdes.

     Som tidligere professionel soldat, lærte jeg under hård fysisk træning, hvad det vil sige, at være i krig og bruge skarpladte våben som middel - og som sergent, lærte jeg senere nye soldater, hvad jeg selv havde lært - og forsøgte efter bedste evne, at få dem til at forstå, at dette er en yderst alvorlig sag om liv og død for dig og/eller din familie.

     I enhver krig er det ikke modstanderen, der er den egentlige fjende, - den virkelige fjende er krigen i sig selv – og det er min påstand, at ingen civile kan sætte sig ind i hvad det vil sige, at befinde sig i modstanderens skudlinje døgnet rundt. En soldat ved ikke om han er i live næste sekund, næste minut, næste dag, uge eller måned og hans psyke og mentale tilstand er så langt fra den civiles, at det umuligt kan forklares, men skal opleves for at kunne gøre sig klog på emnet.

     Når en soldat i krig har overlevet modstanderens angreb med livet i behold, er hans mentale tilstand så stresset, at han ikke kan overskue, til hvem han udleverer de fanger, der for et øjeblik siden, skød på ham for at dræbe og, som han selv lige havde skudt på blot for at overleve.

     At forestille sig, at en civil instans nu skal dømme soldater, eller deres overordnede for at have handlet som de gjorde, gør mig ubegaheligt frustreret, en sindstilstand, der som regel opstår, når man oplever uretfærdighed grundet i uvidenhed - og de eventuelt, kommende retssager må betragtes, som de "bedrevidendes" forsøg på at være retfærdige.

    

Offentlige fixerum eller ej

     Fixerum for narkomaner eller ej, - det er spørgsmålet lige nu.
     Repræsentanter fra de forskellige politiske partier, giver deres mening til kende for offentligheden og deres syn på sagen er nærmest forudsigelige.
     I regeringen er der flertal for ideen, ligesom der er et flertal i oppositionen imod - og det er vel lige så forudsigeligt når man kigger på de enkelte partier i oppositionen.

     Venstre er det største oppositionsparti, de repræsenterer de liberale - og at være liberal betyder jo som bekendt, frihed for den enkelte, i dette tilfælde til at være, eller ikke være narkoman og hvad vedkommer det staten?   

     Dansk Folkepartis, som er det næststørste oppositionsparti, vil jeg gå let hen over, thi her er alt for lavt til loftet til, at have plads til kreative tanker, så deres evt. holdning til spørgsmålet giver alligevel ingen mening. 

     Liberal Alliance er jo i højere grad liberale end partiet Venstre, så det er overflødigt at sige noget om.

     De konservative vil ingen forandring af tingenes tilstand overhovedet, det ligger i selve deres partinavn.

     Men til disse partier kan jeg oplyse, at vi lever i en ny tid, hvor narkomaner, alkoholikere, ludomaner, mentalt syge og stressede børn og voksne bliver slynget ud af den centrifuge, som vores moderne samfund er blevet til – og narkomaner er så langt ude, at de er svære at samle op, men for dem er det vigtigt, at de har et fristed, med ordnede forhold, som sygeplejere, sociale medarbejdere, hygiejne og afsondret fra politi, der alligevel ikke kan hjælpe og beboere der til daglig må tåle, at være vidne til narkomaners tilstedeværelse i deres porte og opgange.

     Disse narkomaner lever i forvejen en ussel og utålelig tilværelse, hvor kriminalitet er nødvendig for at skaffe til dagens fix – og, hvor kriminelle skaffer dem hvad de har brug for. Sådan er det – og sådan vil det blive ved med at være, indtil vi (staten) rækker dem den hjælpende hånd, som fixerum påviseligt er i de storbyer, hvor man indtil nu har indført dem.

      

     

                               

Hasteindkaldelse til meningsløs debat

     Jeg overværede i går den 16. november på tv, fra folketinget, debatten om Ole Sohns eventuelle tvivlsomme fortid, som formand for det daværende kommunistiske parti i Danmark og blev noget forbavset over, at man fra oppositionens side havde HASTEINDKALDT statsministeren til samråd om emnet. Debatten varede hele to timer og emnet var skudt i gang af artikler i Jyllandsposten og fulgt op af Søren Pind. Der sad jeg så og fulgte debatten og vidste ikke om jeg skulle tude, eller slå mig på lårene af grin.

     Søren Pind åbnede debatten, statsministeren svarede - og så kan det ellers nok være, at DF’s folketingsmedlemmer tog over fuld af energi og entusiasme, idet de mente at dette emne var ret så alvorligt.

     Erhvervs- og vækstminister, Ole Sohn er risiko-godkendt af PET, men det lader ikke til at være tilstrækkeligt for oppositionen. Kommunisterne i Danmark og alle andre lande modtog gennem en årrække penge fra Moskva, kanaliseret til Danmark på typiske lyssky, skæg og blå brille måder på samme måde, som CIA kanaliserer penge til udvalgte kredse af højreorienterede lande og organisationer verden over.

     At kommunisterne modtog penge fra Moskva, er der intet nyt i og har været uddybende beskrevet af Ole Sohn selv i hans omfattende forfatterskab om emnet, hvori han også beskriver hvilken propaganda mange var ofre for og, hvor meget han har fortrudt denne sin fortid.

     Alt har været fremlagt gennem de seneste 20 år, alligevel mener oppositionen at der er grund til, at hasteindkalde folketinget til debat, fordi Ole Sohn nu er minister og kan være en sikkerhedsrisiko for landet. Tiden gik for det meste med at diskutere betydningen af den kolde krig, her 20-25 år efter dens afslutning.

     Ikke siden zar Peter den stores tid i 1700-tallet og prinsesse Dagmars tid som zarina, gift med Alexander 3.i 1800-tallet, har Danmark haft et så godt forhold til det nye Rusland efter sovjetunionens fald og undervejs i debatten ventede jeg på, at oppositionen - og ikke mindst på, at DF- folketingsmedlemmer, skulle fremkomme med eksempler på, hvor og hvordan man havde tænkt sig, at Rusland skulle kunne bruge dette som afpresning imod Ole Sohn - og dermed imod Danmark.

      Statsminister Helle Thorning Schmidt bevarede roen under hele den surrealistiske debat og svarede, at hun havde fuld tillid til sin erhvervs- og udviklingsminister og mente, at der var vigtigere emner at beskæftige sig med, i disse for vort land så vanskelige tider, hvilket jeg måtte give hende fuldstændig ret i.

     Min konklusion efter denne latterlige debat og spild af kostbar tid og skattekroner er, at oppositionen mangler visioner, forslag til problemløsninger, sans for proportioner og for relevante emner at beskæftige sig med nu, præcis som de havde det, da de var henholdsvis regering og regeringsbærende.