Venstre vender ryggen til

         

           Hvis man som jeg har fulgt med i folketingets afslutningsdebat i dag den 30.maj, må det være tydeligt for enhver, at der ikke mere er tale om en diskussion om realpolitik, men mere om utidig magtpositionering.

          Det er lykkedes for den nye regering at præsentere et udmærket oplæg til en skattereform, oven i købet en reform med et ”blåligt” skær og man skulle tro, at partiet Venstre ville klappe i deres hænder og følge deres vælgere ved, at gå ind i en reel og seriøs forhandling med regeringen og således få sat deres præg på reformen.

          Alle andre partier viser tilsyneladende vilje til forhandling og De Konservative og Liberal Alliance finder lige pludselig ud af, at de ved at gå sammen kan legitimere sig over for vælgerne, en legitimering især Lars Barfoed har hårdt brug for efter det seneste katastrofale folketingsvalg

          Selvom skattereformen indeholder mange Venstreønsker viser det sig desværre, at vi andre og især venstrevælgerne tager helt fejl af Lars Løkke Rasmussen. - Manden er ikke interesseret i politisk indhold, men udelukkende om magtpositionen i dansk politik og har vendt ryggen til det hele.

          Hvis Helle Thorning Schmidt får succes med at bevise, at hun er i stand til at gennemføre en skattereform med et bredt flertal i folketinget, så falder den karikatur af vores nye statsminister, som han så ihærdigt prøver at tegne helt til jorden og han efterlades med det indtryk over for vælgerne, at der selvfølgelig er andre end ham, der kan bestride rollen som statsminister her til lands.

- Og det er alt for bitter medicin for lille Lars fra Græsted.

Om en ren, rød regering er mulig ?

    

    Der foregår for tiden en diskussion hen over landet om, hvorvidt det er en fordel, at De radikale er med i den nye regering og det er helt hen i vejret at diskutere, før vi kender resultatet af den nye finanslov, der vil foreligge om kort tid.

     Valget viste med al ønskelig tydelighed, at langt de fleste danskere er enten fuldgyldige borgerlige, eller hvad man kan kalde for ”skabsborgerlige”, så en ren rød regering bestående af S, SF og eventuelt Enhedslisten er ren utopi – og det skyldes formentlig, at cirka halvdelen af alle danske familier i moderne tid er boligejere - og er der nogen, der bliver truende omtalt ved ethvert af de seneste 2-3 valg, er det netop boligejerne – og ikke et ord om garantier for boligudgifterne for boliglejerne.

     Det borgerlige parti Det Radikale Venstre, pegede på Helle Thorning Schmidt som statsminister, med den dagsorden at komme i regering, og for det andet for at sætte Dansk Folkeparti uden for indflydelse.

     - Før en reel diskussion giver mening, må vi bare sætte os tilbage i stolen - og se hvad tiden bringer.

      

Oplysning, tak!

     Der er noget galt med den danske presse - og det gælder både den trykte og elektroniske. Denne påstand er der egentlig ikke noget nyt i, men den gælder især efter det nylig afholdte folketingsvalg. Det må være meningen at pressen skal virke som en slags ”buffer” mellem politikerne og befolkningen, hvilket vil sige oplysende om fakta – og ikke som oppositionens forlængede arm.

   På hotel Crown Plaza blev der dannet en 3-partis regering og da regeringsgrundlaget forelå, kan det nok være at især den trykte presse benyttede sig af lejligheden til, med oppositionspopulisme, at sælge aviser med overskrifter, som f.eks. ”Forræder”, ”Løber fra sine løfter”, ”Ikke til at stole på” og meget andet sludder.

     Alle partier giver deres bud på løsninger af landets problemer og egne holdninger under valgkampen, og så længe er alt som det plejer - og som det skal være. Men når valget er overstået og vælgerne har talt, står vi tilbage med forskellige konstellationer, som ingen kunne forudsige. I dette tilfælde kunne der ikke dannes hverken en rød eller blå regering, og befolkningen fik derfor hvad man kan kalde for en rød/blå regering, bestående af Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det radikale venstre.

     Alle disse tre partier måtte give køb på meninger og holdninger sagt under valgkampen, for at kunne danne regering, sådan er det – og sådan har det altid været i lignende situationer, og har absolut intet at gøre med hverken forræderi, eller brudte valgløfter, men nødvendige kompromisser for en regeringsdannelse – og det er så her, at en seriøs presse skal gå ind og forklare befolkningen, hvori disse kompromisser består fordi der som bekendt skal 90 mandater til.

     Altså reel, saglig oplysning om politiske, demokratiske præmisser, i stedet for smædekampagner og fordømmelser, som kun er med til at forvirre folk, der ikke i det daglige beskæftiger sig med politiske problematikker.

     Da valgresultatet forelå viste Lars Løkke Rasmussen en naturlig skuffelse, men også en ganske udmærket form for statesmanship og en vis form for lettelse over endelig at få læsset Dansk Folkeparti af sine skuldre. Og en af den nye regerings primære opgaver var at kunne danne en regering, hvor Dansk Folkeparti blev sat uden for den utilbørlig store indflydelse på dansk politik, som kun blev mulig på grund af den forhenværende politiske, borgerlige konstellation.

     - Og til alle dem, der havde dette som en mere eller mindre skjult dagsorden, vil jeg ønske et stort tillykke, thi nu er der en chance for, at Danmarks image over for udlandet kan blive genoprettet.

     Nu mangler vi bare, at pressen udfører deres primære opgave, nemlig at oplyse sagligt, at informere – og ikke for enhver pris at sælge aviser.

Nationalisering af alle pengeinstitutter

      Datidens velrenommerede Landmandsbanken, blev til landets største pengeinstitut for relativt få år siden under navnet Danske Bank - og denne bank bliver nu, netop i disse dage, internationalt erklæret for tvivlsomt kreditværdig. - Hvornår vil det ske for den næststørste, den tredjestørste o.s.v. ?

    

     Banker, kreditforeninger og forsikringsselskaber bør nationaliseres nu. Disse selskaber har gennem årene udviklet sig til mere eller mindre usikre pengemaskiner for finansfolk, nogen med milliardoverskud, andre i risikogruppen for konkurs, med store tab for kunderne, såvel som for landets statsfinanser. 

     De nævnte selskaber startede i tidernes morgen med de bedste intentioner, som andelsselskaber i form af sparekasser og gensidige forsikringsforeninger. Sundt og fornuftigt, men har over tid udviklet sig til helt uacceptable spekulationsforetagender, med store uigennemskuelige indtægter, fratrædelsesordninger, lønninger i millionklassen, og usikre og uigennemskuelige ind- og udlånsrentekonkurrencer og gebyrer.

     Da man i midten af 1960’erne indførte lønkonti overtog bankerne rent faktisk folks lønninger og pengestrøm, idet man ikke mere kunne få udbetalt løn uden en lønkonto i en bank eller sparekasse, og disse privatejede selskaber havde herefter reelt, periodevis dispositionsmuligheder med dine og mine penge, hvilket disse selskaber stadig drager stor fordel af.

    

     Hovedsædet for alle disse selskaber bør være den Danske Nationalbank, med filialer jævnt fordelt efter passende, gennemtænkt demografi og med ansvarsforpligtelse over for Finansministeriet. Revidering foretages af statsrevisorer. Overskud og underskud udredes hvert år ved folketingets finanslov.

     I nyere tid har der som bekendt været så meget fiksfakseri, med kapitaloverførsler og diskutable finansieringer, at privatejede pengeinstitutter burde være en saga blot og helt overtages af staten, således at også her virker den demokratiske proces via den til enhver tid siddende regerings finans- og/eller økonomiministerium.

     For at bruge et moderne politisk udtryk, er det ikke i den borgerlige fløjs baghave, at denne blomst vil vokse sig stor og frodig. - det kræver nemlig, at man har et socialt og solidarisk livssyn.

Kapitalismens svanesang?

Profet?

     I disse år er der noget der tyder på, at politikeren, økonomen, sociologen og filosoffen, Karl Marx (1818-1883) trods alt og i sidste ende måske får ret i, at kapitalismen en dag helt automatisk vil slå sig selv ihjel.
     Eller i en anden tolkning, at han sagde, at ENTEN transformerer det kapitalistiske samfund sig over i et socialistisk, ELLER også går der lort i hele verden(frit oversat!)

     I århundreder har vi haft kapitalisme/liberalisme som politisk samfundsmodel i forskellige varianter,  i de seneste ca. 100 år under, hvad vi kalder for kontrolleret kapitalisme, hvilket vil sige, at markedskræfterne ikke alene må styre hele udviklingen, men hvor en stærk statsmagt bevarer bare et minimum af kontrol.

     I Europa har det åbenbart været så som så med kontrollen i f.eks. Grækenland, Portugal og Irland. Disse lande står nu over for en truende bankerot, hvis ikke andre lande træder hjælpende til og udviser solidaritet, - et begreb der eller kun høres og bruges blandt socialister. Den fælles valuta for visse EU-lande, nemlig euroen, er under hårdt pres og ingen seriøse, ikke-politiske økonomer, tør spå om dens fremtid.

     I USA er såkaldte almindelige mennesker, hvilket i USA er de fattige og den underste middelklasse, begyndt at demonstrere på Wall Street i tusindvis mod den rendyrkede, liberalistiske grådighed, og det samme ser vi nu i  europæiske lande, ligeson man nu ser mange arabiske lande gøre op med det kapitalistiske diktatur.     
     Herhjemme ser vi banker på stribe gå konkurs, småbanker ganske vist, men dog banker, altså kapitalinstitutter, der har levet livet ude på kanten, mens de rådgav kunder til at købe aktier i deres ”dødsboer”.

     Nu hører vi i medierne, om folk, der siges at have sparet op og mistet deres formue på disse aktiekøb -  og lur mig, om ikke disse ”opsparinger” hidrører fra aktier, købt på låntagning i friværdien på deres ejerbolig efter råd fra bankrådgiveren, der, som vi kun i få år har været bevidst om, ikke er rådgivere, men målrettede og provisionslønnede sælgere af bankens produkter. 

   Altså en friværdi i boliger, opstået under inflation, uden nogen form for produktion bag, der nu forsvinder op i den blå luft, hvor den i praksis altid burde have befundet sig i.

     Når man læser dette, vil man sikkert tro, at jeg er kommunist, men det er jeg ikke, for det er vi mennesker endnu ikke intellektuelt modnet til endnu. Der er ikke konsensus for socialisme i den moderne verden - og det ligger endnu uden for vores diskurs i formentlig yderligere 100-200 år.

   

Afrika sulter

     Men havde vi for 150 år siden bekendt os til den socialistiske, politiske model, havde vi formentlig ikke haft så mange fattige i de kapitalistiske lande, for ikke at tale om store del af den 3. verden, hvor folk ligefrem sulter ihjel(det anslås for tiden, at ca. 1 mia. mennesker ud af 6 mia. ikke får mad nok i det daglige, rækkende fra at være få uger fra at dø, til blot at være afkræftede og generelt under- eller fejlernærede.

   
     Det havde måske heller ikke været nødvendigt, at drive rovdrift på meget af verdens naturlige ressourcer, så som, den for mennesket så vigtige regnskov - og vi kunne måske have sparet os for det meste af miljøproblematikken, hvis ikke den nok så hellige ko, nemlig væksten, havde - og stadig driver os til at opbruge disse ressourcer. 

  
     Det ville i så fald ikke have været tilfældet, at kun ca 1% af verdens befolkning ejer ca. hele 90% af verdens rigdomme - mens de ca 99% må klare sig for de kun ca. 10%.

   Og ikke mindst kunne vi have været fri for at skulle lægge øre til folk fra Venstres Ungdom, Liberal Alliance, og lignende højtflyvende, politiske tænkere og skønånder. Sidstnævnte værende en ikke ubetydelig gevinst i sig selv.
     Når man lige ser bort fra disse nævnte reaktionære kræfter, er det bemærkelsesværdigt, hvor mange, især unge, universitetsstuderende økonomer, der er begyndt at interesserer sig for den gamle Marx's litteratur om netop økonomi.

- hhrøhmhh... det synes jeg godt lige man kunne tænke lidt over !

Hvad med os folkepensionister ?

     Ligesom jeg i en tidligere artikel har givet udtryk for min undren over hvor den megen opmærksomhed boligejerne har fået i valgkampen, nærmest som om disse er et særligt truet folkefærd på linje med pandaerne. I denne artikel vil jeg slå et slag i bolledejen for pensionisterne.

     Den store årgang født i begyndelsen af 1940’erne er allerede gået på pension for år tilbage og alligevel bekymrer det politikerne, at der i fremtiden vil være 4 der forlader arbejdsmarkedet, mens kun 3 træder ind i stedet.  Hvor de har disse tal fra aner jeg ikke, så det vil jeg undlade at argumentere imod.

     Men jeg da jeg selv er født i 1943 og for længst er gået på folkepension, kan jeg med sikkerhed anlægge det synspunkt, at folkepensionsydelsen ikke er fulgt med pristallet. Min pension er på tre år steget med ca. 3%, mens prisen på dagligvarer er steget med 100%, ligesom prisen for at benytte de offentlige transportmidler i samme tidsrum, er steget med ca. 30% - og det hænger simpelt hen ikke sammen.

     Nu er det ikke ualmindeligt i min alder, at man har børn og adskillige børnebørn og begge disse kategorier har det med, at holde fødselsdage og tillige have den frækhed, at forvente fødselsdagsgaver.

    Juleaften går det helt galt, thi da forlanger de alle til hobe gaver af en vis størrelsesorden der ligger langt over budgettet for en folkepensionist. Men jeg klarer den lige ved, ikke at tage ud at rejse, eller at tillade mig nogen anden form for luksus. I stedet tager jeg af og til i Zoologisk have og køber mig en vaffelis en gang om året og i Tivoli uden børnebørn, thi det har jeg ikke råd til, idet det ville koste en formue for en sølle pensionist som mig.

     Mit spørgsmål til politikerne er derfor helt enkelt: Hvornår hulen gider de, at tage sig tid til at tænke på alle os folkepensionisters månedlige pensionsudbetaling. Jeg er blevet træt af rugbrøds, pølsemadder, eller fuldkornsbrød, med skrabet leverpostej - og spagetti, med ketchup, men uden kødsovs,til aftensmad, ligesom jeg godt kunne tænke mig, at se hvad i al verden folk taler om, når de fortæller om deres skiferier og rejser til eksotiske steder mindst en gang om året.

     Forleden tillod jeg mig den luksus, at tage en rejse til Kalundborg – og det var da en udmærket oplevelse. Kalundborg er såmænd en ganske smuk by, med et gammelt færgeleje, hvor man kan købe sig en fransk hotdog og et glas lys fadøl. Og det glæder jeg mig til at fortælle min familie om. Måske får jeg råd til en tur til Holbæk til næste år. Der skulle også være pænt. I mellemtiden nøjes jeg med fra tid til anden, at sætte mig ned ved vores lokale sø og fodre ænder. Det er ganske billigt og de stakkels ænder skal vel også leve.

    

Der findes andre...

     Det er bemærkelsesværdigt at konstatere, at der før, under og efter valgkampen slet ikke er faldet et eneste ord om ca. halvdelen den danske befolkning, nemlig boliglejerne. Ustandseligt er boligejere blevet nævnt, som om det var et særligt folkefærd, der skulle fredes for alt.

     Boligejere har nu i en lang årrække været et privilegeret folkefærd, som på grund af årtiers prisstigninger og dermed friværdier, der ikke er produceret en møtrik for, har kunnet optage afdragsfrie lån til forbrug, til biler, både, fladskærme, store fester - og fede udlandsrejser og ferier. Mangen en gang blev der jublet over "forbrugsfesten", ikke mindst i de kritikløse medier, der lød som om det hele bare var dejligt.

     Nu hvor festen ser ud til at være slut for denne gang, er der en reel regning at betale efter festen. Og så kan det virke som en underlig prioritering, at lige præcis de mennesker, der var inviteret til festen, ikke skal være med til at rydde op bagefter. Det skal så til gengæld den halvdel, der aldrig kom til festen i første omgang - de mennesker der har den frækhed ikke at eje deres bolig. Med andre ord de undermennesker, som vi i dagligsproget kalder LEJERE.

     Der har i valgkampen, næsten været noget der ligner en hård konkurrence for at tækkes boligejerne og give dem økonomisk garanti mod stigninger i udgifter – og samtidig har man end ikke gidet nævne lejerne.

     Hvornår får vi lejere en garanti for, på lige fod med boligejerne, at huslejen ikke stiger 2 gange om året? 

Et amerikansk mareridt?...ellers tak for tilbudet...

Frihed, Lighed, Broderskab?

Det er blevet nye tider med en ny regering. Førhen havde man lidelsen ved at skulle lægge øjne og ører til folk fra Dansk Folkeparti, men nu har man dæleme også fået et andet outreret parti at skulle lægge samme forpinte sanser til, nemlig Liberal Alliance.

     Dansk Folkepartis tid rinder heldigvis ud, efterhånden som folk bliver lede og kede af den samme umenneskelige retorik i flygtninge- og indvandrerdebatten, men nu skal vi åbenbart til at lægge ører til et nyt parti, der tydeligvis vil have os til at indføre amerikanske tilstande. - De vil bare ikke indrømme det. 

     Til dem der ikke i forvejen ved det, kan jeg oplyse, at USA er et land, der med deres skatte- og socialpolitik(eller mangelen på samme), har mere end 30 millioner individer, der lever under fattigdomsgrænsen - og over halvdelen af dem oven i købet som boligløse. De lever i kasserede campingvogne, på gaden, eller under broerne.

     Næsten hver eneste familie er indehaver af mindst et skydevåben, thi, som de superliberale siger, enhver har ret til at forsvare sig selv - og det kan naturligvis også være nødvendigt med så mange fattige i gaderne, der prøver at overleve på den ene eller anden måde.

     Ca. halvdelen af befolkningen er sygeligt kristne, dvs imod fri abort, meget vrede på Charles Darwin, og stærkt positivt stemt for dødsstraf, samt går rundt med den overbevisning, at jorden kun er 6000 år gammel, og at orkaner og jordskælv er Guds straf over Amerika, fordi man har tolereret bøssers tilstedeværelse alt for længe. 
Hvis det land forekommer een at ligne en drøm, så har vi i sandhed ikke brug for mareridt.

     I fremtidige debatter i de elektroniske medier, skal vi alle nu til at høre på disse superliberale særlinges meninger om ditten og datten, meninger der overhovedet ikke stemmer overens med den skandinaviske model, som har gjort Danmark til meget af det USA ikke er.
     En model med velfærd, tilkæmpet gennem ca. 80-90 år, af folk med sociale, humane og solidariske tanker, ideer og holdninger – og selvom vi har et frit demokrati med ytringsfrihed vil mit spørgsmål til medierne derfor være: - Kan vi dog i himlens navn ikke blive fri for at skulle høre på disse forfærdelige superliberalisters ulidelige synspunkter dag ud og dag ind?
   De får lov at fylde alt for meget, ikke mindst i Danmarks Radio. Langt mere, end Deres antal og indholdet af deres ideologi berettiger til.


Man kunne ønske, når de omtalte typer er så fascinerede af USA, at de tog derover - og blev derovre...............så kunne vi andre måske få lov at beholde Danmark i fred............et Danmark som vi holder af, fordi det trods alt endnu ikke er Amerikas Forenede Stater...........
     

Danmarks nye ansigt

    

      
Den 3. oktober 2011 kan vi alle ønske hele Danmark hjerteligt tillykke med en ny regering. Uanset, hvor dårlig den bliver, kan den ikke blive værre, end den gamle.


     De tre partier der danner regering, socialdemokraterne, SF’erne og Det radikale venstre tror jeg, repræsenterer et langt større antal danskere end det fremgår af næsten samtlige partiers partinavne.

     Ca. 90% af den danske befolkning er mere eller mindre borgerlige i dette begrebs egentlige betydning, en tilstand der er fremkommet siden det lykkedes i tredverne, for især Socialdemokratiet, at tilvejebringe en velfærdsstat som mange lande misunder os.

     Når den nye regering er kommet godt i gang og således, at markere deres politik, vil det blive svært for både Venstre og De konservative, at argumentere imod den førte politik, som kommer til at ligne meget af deres egen både på det sociale og økonomiske område, takket være Margrethe Vestager.

     De eneste, der efter min mening, vil føle sig desavoueret og føle, om end endda lede ved regeringsskiftet, er Dansk Folkeparti, som må se i øjnene, at når det kommer til stykket, så synes de fleste danskere, at nok er nok, med den flygtninge og indvandrepolitik, som Dansk Folkeparti var i stand til at tvinge den borgerlige regering til at føre.

     Jeg vil medgive, at det sikkert ikke var hverken De konservative, eller Venstres kop te, at de måtte æde denne menneskefjendtlige politik, hver gang de ville have et lovforslag gennemført, men den tid er heldigvis forbi nu.

     Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det vil blive bemærket i omverdenen, at Danmark nu, med en mere menneskevenlig politik - og nedlægning af planerne om en skærpet og ligegyldig grænsekontrol, vil have givet Danmark et lang pænere image ude i den store verden og ikke mindst i EU og blandt de lande, som vi handler med i store dele af den globaliseret informationsverden.

     - Så vi råber et højt hurra, mens Pia Kjærsgaard holder sig for ørerne.

Ekstrabladsjournalistik når det er værst

        

     Så er Ekstrabladet på gaden igen, med deres sensationslystne, kulørte journalistik vedrørende Henrik Sass Larsen, hvor de puster en sag op for, at sælge aviser med superlativer, der ikke er fem flade øre værd og hører hjemme i en helt anden verden.

     I en sag mellem politi, PET og de offentlige instanser, som er værd at skrive om - og hæfte sig ved, vil der normalt figurere mellem 50 og 200 A4 ark – og her skriver Ekstrabladet så, at der er HELE 2 (to) A4 ark, med aflytninger af mandens telefon. - Jeg gentager gerne, HELE 2 A4 ark, hvori der primært er tale om samtaler mellem en socialdemokrat fra Køge og en rocker, altså ikke mellem Henrik Sass Larsen og en rocker.
     Men så er der vist til gengæld tale om, at denne rocker uopfordret har henvendt sig til Henrik Sass Larsen på en cafe om en privatsag mellem denne, hans kone og deres fælles børn. - Hvor skammeligt. 

     Med andre ord, en borger der henvender sig til en politiker for at få et godt råd. I den omtalte telefonsamtale fra PET, er det S-formanden i Køge, Kamp, der praler med sit bekendtskab med Henrik Sass Larsen – og det må vi lade Ekstrabladet, at det er virkelig en sensation der vil noget.

     Længere nede i artiklen afslører Ekstrabladet, at Henrik Sass Larsen efterfølgende har haft et ”dramatisk” tyve minutters (20 minutter) langt møde, med departementschef Chr. Kettel Thomsen, på et ”hemmeligt sted”, for ligesom at dramatisere det lidt – og han forklarer Henrik Sass Larsen, at denne ikke kan få en ”ren påtegning” på grund af PET’s anmærkninger. - Altså, efter et dramatisk tyve minutters langt møde.
     - Man må spørge sig selv, hvorfra i al verden Ekstrabladet ved, at det var dramatisk, når de ikke selv kan have været til stede.

     Med andre ord, hvis man vil noget med det offentlige, skal man ikke svare en person der ligner en rocker, eller i øvrigt ser suspekt ud og, som henvender sig til en på gaden, eller andre mistænkelige steder, thi så figurerer man straks i PET’s arkiver. - Især hvis man er socialdemokrat.

     Alle de kommende oppositionspartier – og ikke mindst Søren Espersen fra Dansk folkeparti, er enige om, at hele sagen er ganske betydelig mistænkelig. Det kommer til gengæld nok bag på de fleste.

     Lyt til et godt råd: Lad være med at købe Ekstrabladet, de fordrejer sandheden, hvis der overhovedet er en sandhed.

    

    

Lad os få Danmark tilbage!

     Så er det på tide at tage DFs "lad-os-få-Danmark-tilbage"-slogan alvorligt!
Danmark til Ejderen! Danmark til Nordpolen!
Danmark Über Alles!


   Norge, Skåne, Halland og Blekinge skal tilbage til Danmark, disse landsdele blev tyvstjålet fra os i 1648 - og mens vi er i gang, må vi ligeledes forlange hele Slesvig tilbage til hvor det hører hjemme, nemlig til Danmarks kongehus. I Berlin forstår man ikke hvad de siger oppe i Slesvig og i Stockholm forstår man alligevel ikke et pluk af hvad de siger der nede i Skåne. Som det er i dag, har vi et stakkels, dansk mindretal syd for grænsen og et tysk mindretal nord for grænsen. Det er noget roderi og disse få tyskere vil sikkert blive stolte af, at blive danskere. Tænk bare på vort smukke kronprinsepar, de smukke Rebild Bakker, Pia Kjærsgaard, Richard Ragvald - og de hjemmelavede, danske frikadeller. Og oven i hatten får de et ægte prinsepar i Møgeltønder - og det er da ikke så ringe endda.                             

     Sprogforskellene er et argument i sig selv. I Øvrigt betragter skåningene i forvejen København som deres hovedstad, thi der er urimeligt langt fra Skåne til Stockholm.

     Andre udmærkede grunde er, at den svenske kongefamilie ikke er specielt populært blandt deres egne for tiden og kun er ca. 250 år gammel, med start af en fransk soldat ved navn Bernadotte, der blev indsat som konge af Sverige, efter Napoleonskrigen – og det kan enhver jo, som bekendt, søge om – og det er noget værre rod. Til sammenligning er den danske kongefamilie meget populær og over 1000 år gammel – og se, det er jo en helt anden sag, der er til at tage og føle på.

     Norge, måtte vi aflevere til Sverige ved Wienerkongressen, afholdt i 1914-15, efter Napoleonskrigene, bestemt af vinderne af krigen, englænderne, franskmændene, russerne, Preussen og Østrig-Ungarn, udelukkende fordi vi holdt os nogenlunde pænt neutrale under denne krig, ligesom i øvrigt Sverige og Rusland, som vi var i væbnet neutralitetsforbund med.
     Danske købmænd og rederier tjente en hulens masse penge på, at franskmænd og englændere smed bomber i hovedet på hinanden i og udenfor slagmarken under Napoleonskrigen - og da slaget på Reden indledtes var det meningen, at svenskerne skulle hjælpe os, men da de så hele den engelske flåde på vej ned gennem Øresund, vendte de ryggen til, drak brændevin og sang "helan gå" og den russiske flåde var indfrosset i den baltiske bugt og kunne ikke komme til hjælp. Slaget endte i praksis uafgjort – og nu skulle vi så straffes. Det er altid vinderen af en krig der bestemmer – og skriver historien.

     Vi havde svært ved at gøre noget alvorligt ved det, da englænderne havde stjålet hele vores stolte flåde, efter, at de kom tilbage 6 år efter og tæppebombede København i 1807. Det første bombardement af en civilbefolkning i verdenshistorien – og kong Frederik 6. havde også af den grund først Danmark ud i en bankerot. Det hele så lidt sort ud.

     Grundlæggende er der derfor ingen grund til, at Sverige skulle overtage Norge, som de alligevel få år efter, alligevel overlod, på uansvarlig og uanstændig vis til, at ”sejle deres egen sø”, de stakkels nordmænd.

     Preussen, som land og Østrig-Ungarn som kejserrige eksisterer ikke mere - og det gamle zardømme, Rusland er også en saga blot. Norge har bedst af, at tilhøre Danmark og hermed er de i fremtiden fri for ustandselig – og til stor irritation for dem, at tabe til os i fodbold, hvilket de går meget op i deroppe på fjeldene. De har ikke forstand på meget andet end, at hente olie op af vandet - og løbe på ski. Og hvad kan man bruge det til, må man spørge sig selv.

     Slesvig og Holsten var et sammentømret hertugdømme, ifølge det ældgamle Ribebrev fra år 1460, hvor der stod noget i retning af, at disse to hertugdømmer ”Ewig zusammen ungedelt” og alligevel hørte under den danske trone, helt ned til byen Altona, der nu ligger midt i Hamborg, som Frederiksberg ligger midt i København. Noget slemt roderi, der har givet anledning til mange bryderier og krige op gennem tiden, senest i 1849 og 1864, med mange døde og lemlæstede. Det er givet bedst, hvis hele området bare bliver dansk.

     Verdens største Kolonihave

     Nu vi er ved det, så er der ingen grund til falsk beskedenhed og typiske danske mindreværdskomplekser - mon ikke det var en ide, at melde sig ud af EU, og simpelthen med dansk mod og dansk ånd, at erobre hele det europæiske kontinent, ved list og lave det om til verdens smukkeste kolonihave. Strækkende sig fra Nordkap til Sicilien, fra Irland til Ukraine. Englænderne lader vi være, de køre i den forkerte side af vejen og vi har selv trafikroderi nok i forvejen.

     Så kunne det hele komme til at ligne en meget stor århusiansk kolonihaveforening, hvor alle går i matchende kondi-tøj, drikker bajere, og hører Giro 413 om søndagen. At forestille sig hele Europa udgøre et kæmpemæssigt englekor i samdrægtig enstemmighed afsynge "Må man tage hunden med sig op i himlen". Så kunne verden ikke blive mere dansk.

      Det synes jeg godt lige man kunne tænke lidt over.

    

    

, 

Christiania 40 år - og længe leve !

     I disse dage fejrer Christiania 40 år jubilæum - og herfra skal der lyde et velment, hjerteligt tillykke med det.

     I anledning af dette jubilæum, har Pia Kjærsgaard udfærdiget en skrivelse, med titlen: ”40, selvfed og færdig” om fristaden - og lader ikke nogen i tvivl om, hvad hun mener om denne. Jeg skal ikke her komme ind på detaljer, i denne noget malplacerede skrivelse, som man selv kan læse på Facebook.

     Men det skinner tydeligt igennem hvad hun mener om fristaden. Denne fristad, der startede som et eksperiment for en anden livsstil end det borgerlige Danmark uden for Christiania, og selvom der var massiv modstand mod projektet fra det etablerede og reaktionære Danmark op gennem både 60’erne og 70’erne, overlevede staden på trods af, at lyssky elementer fra tid til anden også fandt et fristed her.

     Som er koriosum kan nævnes, at det hashsalg, som mange politikere vil til livs, fjernede man stort set fra fristaden - og det trives nu istedet i alle lyssky former rundt omkring i by og på land, og er blevet endnu sværere for politiet at holde kontrol med.

     Men de egentlige og ægte chistianitter tog kampen op - og som det ser ud nu, finder det sin endelige økonomiske løsning og fristaden kan bevares, som en slags ekperimentarium for en alternativ livsstil, med kreativitet, nytænkning, interessante udstillinger og folkemusik.

     Pia Kjærsgaard kan, som den borgerlige, reaktionære og nationalistiske type hun er, naturligvis ikke gå ind for eksperimenter af nogen art - og viser tydeligt i sin skrivelse, at hun mener, at de autonome fra fristaden er ophavsmændene til al ballade i byen. Det er efter hendes mening her rockere og andre småkriminelle holder til, og hun ser helt bort fra de pacifistiske og fredselskende mennesker der har bosat sig her, måske endda netop for at blive fri for småborgerlige og konforme typer som Pia. Kriminelle og andre ballademagere bor, til damens orientering, overalt i landet, fra Skagen til Gedser og fra Esbjerg til Allinge på Bornholm. Og en del af dem vistnok også i Whisky-bæltet, som måske også burde ryddes.

     Det forholder sig sikkert sådan hos enhver type, der som Pia ikke har særligt højt til loftet, at christianitter og muslimer er roden til alt ondt her til lands, mens alle Jimmier, Jonnyer og Brianer i hendes eget parti er mønsterborgere.

I stedet for at erklære Christiania for 40, selvfed og færdig, kunne man måske stilfærdigt antyde, at det måske snarere er Pia selv, der er langt over 40, selvfed ud over enhver grænse, og forhåbentlig snart færdig i dansk politik.

Sluk lyset!

     
     Når man i denne tid diskuterer betalingsring eller ej for København city, hører man argumenter, der åbenlyst hører hjemme i Anders And-bladet. 

   Det virker som om ingen tænker på den katastrofale trafiktrængsel og forurening, men udelukkende på at det koster penge, og at det bliver dyrere at være dansker. 

   Samtidig taler folk i andre sammenhænge om kvalitetstid med familie og venner, men glemmer tilsyneladende hvor meget af denne kvalitetstid, der går tabt dagligt, mens man holder kofanger mod kofanger i lange rækker på vej ind og ud af byen i myldretiden.

     Engang for længe siden, da nogen foreslog at gøre Strøget til gågade, var den første rygmarvsreaktion blandt befolkningen og Strøgets forretningsindehavere raseri, og alle var sikre på, at denne ide var verdens undergang og fallit. – Og hvad skete, der? - Strøget er blevet til det mest attraktive forretningsstrøg og det myldrer med mennesker – og dermed købere dagen igennem.

     Med en betalingsring omkring København vil man formentlig begrænse trafikken, og den nødvendige kørsel med varer til virksomheder og forretninger i byen vil gå væsentlig lettere, og spare en masse tid og dermed penge, der rigeligt opvejer omkostningerne ved betalingsringen. Men selvfølgelig kræver det, at de offentlige transportmidler virker og alle nødvendige parkeringspladser er etableret.

     Indtil denne betalingsring er en realitet, vil bølgerne gå højt for og imod - og de fleste argumenter vil være lige rigtige og forkerte, gyldige og ugyldige, afhængig af på hvilken side af diskussionen man står.

     I min seneste artikel om dette problem, har jeg været fortaler for betalingsringen, ja nærmest som en selvfølgelig nødvendighed, men efter at have deltaget i utallige diskussioner siden om emnet - og hørt mere eller mindre tåbelige argumenter for og især imod, tillader jeg mig nu, at vende tilbage til en endnu tidligere artikel, hvor jeg foreslog en helt anden løsning, der ikke kunne måles i daglige såvel som årlige udgifter, som man hermed pålægger en almindelig familie der bor udenfor og arbejder i København, nemlig den, at man simpelthen fjerner samtlige lysreguleringer i Storkøbenhavn og indfører almindelig højre vigepligt.

     Med denne løsning føler jeg mig overbevist om at inden, der er gået en uge, vil samtlige privatbilister være gået op i limningen, stille bilen i garage, måske oven i købet sælge denne pengesluger og søge hen til nærmeste busstoppested, S-tog og/eller metrostation - og efter en kort tilvænningstid, meget snart finde ud af, at livet som pendler med det offentlige er både hyggeligere og ulig nemmere

SKAT og velfærd - JA TAK !

     
Jeg synes det er ubehageligt, ja ligefrem væmmeligt, at tænke på, at 12,3 % af den danske vælgerskare, i alt næsten en halv million mennesker, der sympatiserer med Dansk Folkeparti, men det har jeg her på bloggen så tit undret mig over. 

      Lige så ubehageligt og væmmeligt er det at tænke på, at 5 %, i alt knap 100.000 mennesker, stemmer på Liberal Alliance, og som således lader sig forføre mod amerikanske tilstande herhjemme, hvor 40 millioner mennesker lever under fattigdomsgrænsen - og halvdelen af dem er hjemløse, alene på grund af deres skatte- og socialpolitik.

     Når vi så ser bort fra de 31,6 %, eller ca. 1 million et hundrede og halvtreds tusinde mennesker der stemmer på andre partier, nemlig de decideret borgerlige partier, er det da rart at tænke på, at resten, nemlig 50,2 % svarende til ca. 1 million syv hundrede og firs tusinde mennesker har stemt på de lyseblå/røde partier og som vil et Danmark, med mere social retfærdighed, mindre ulighed og solidaritet med vores medmennesker.

     Det skulle så gerne igen blive en tid, hvor vi betaler skat efter indkomst, til DET FÆLLES BEDSTE - og ikke til en opdigtet fjende, kaldet staten, som angiveligt kun er et pengeædende uhyre, der vil plyndre alle og især de fattige.Vi fik skabt et velfærdssamfund, som kunne varetage opgaver, som det fri marked og aktieselskaberne aldrig har og aldrig vil påtage sig på ordentlig vis.

     Dette velfærdssamfund, der indtil for nyligt var temmelig kendt(og i et vist omfang beundret) som den nordiske model, har nu længe været under angreb, med udliciteringer, privatiseringer, og populismesnak om skattestop og skattenedsættelser.

- Men denne begyndende destruktion af dansk velfærd er nu forhåbentligt lagt i kisten i det mindste forløbigt, ikke mindst af hensyn til vore efterkommere.

Verdensrekord i druk

WHO advarer nu Danmark mod ikke at gøre noget ved, at vi er indehavere af verdensrekorden i druk, især blandt helt unge mennesker.

     Når man betænker, at S og SF vil pålægge ekstra afgifter på usunde varer, er det helt uforståeligt, at alkohol ikke er med i denne kategori, når man ved hvor store helbredsmæssige problemer og omkostninger alkoholen skaber for samfundet, familier og den enkelte, idet alkoholen, som det er de fleste bekendt, er relativt stærkt vanedannende.

     Prisen på øl, vin og alkohol er ikke steget, sammenholdt med næsten alle former for både levnedsmidler og varige forbrugsgoder, så som biler, tv og hårde hvidevarer. Ja, en af de første gerninger, som den nu heldigvis afdøde regering begik, var faktisk at nedsætte afgifterne på sprut, så det blev en sjat billigere for folk at gå til den med promillerne.
   Netop ekstra afgifter på alkoholen i form af vin, snaps, vodka, whisky, gin og cognac vil være afgifter, i modsætning til tobakken, der ikke vender den tunge ende nedad. Det vil være helt utænkeligt, at folk med almindeligt gennemsnitlige indtægter, vil afholde sig fra, at købe alkohol selvom prisen på en almindelig flaske whisky ikke mere koster 150, men 300 kroner, eller en god almindelig flaske rød, eller hvidvin stiger fra 75 til 150 kroner. Her vil virkelig være penge at hente på indtægtssiden.

     Samtidigt er det desværre åbenbart ikke gået op for mange af vore politikere, hvor stor skade alkoholen har på vort samfund i form af tabt arbejdsfortjeneste, hospitalsophold, afvænningsklinikker, for ikke at tale om skilsmisser, misrøgt af børn, promillekørsel, ballade, vold, drab og deraf følgende rets- og politiopgaver.

   Eksperter på dette område er af og til kommet til orde i medierne, men politikerne synes er at være stærkt tonedøve over for dette problem, eller også vil de bare ikke se sandheden i øjnene. 
   Men der ville være uendeligt mange penge for staten at spare på udgiftssiden også.

     Lad os få en kraftig afgiftsforhøjelse på sprutten, og måske samtidigt forhindre at vi taber en hel generation af unge på gulvet. 
   Der er folk nok, der allerede ligger dernede, og sundhedssektoren har ikke brug for flere.

DF.STORSKRALD.DK

    

    

Efter folketingsvalget, hvor vi fik et såkaldt rødt flertal, ligger der et par spændende dage foran os, mens Helle Thorning Schmidt prøver at røre noget sammen, bestående af S, SF og De radikale, med passende hensyntagen til Enhedslisten, som parlamentarisk støtteparti.

   Når man ser ned over listen af partier, og deres nye mandattal, står det klart, at det bestemt ikke er nogen nem opgave. Vælgere er flygtet fra De konservative i bunkevis, formentlig til både partiet, Venstre, Liberal Alliance og Det radikale venstre, ligesom mange SF-vælgere formentlig er løbet til Enhedslisten, og det politiske landskab ser således ganske anderledes ud end forventet.

   Planen ”Fair løsning” ser ud til at være en død sild, med en mandatfordeling, hvor der ikke er et rødt flertal, idet Det Radikale Venstre, som må betragtes som et særdeles borgerligt parti, sidder med de afgørende mandater.

   Alle kommer til at æde et par gevaldige kameler – og jeg stiller mig gerne til rådighed, med kniv og gaffel til at æde et par stykker, når bare det kan lykkes endeligt at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse på dansk lovgivning.

     Jeg håber, at Dansk Folkeparti en gang for alle er stillet ud til storskrald, og at man husker at stille to bajere ved siden af, som sig hør og bør, når man gerne vil af med noget, der er alt for stort til at komme i den normale skraldecontainer. 

Så længe dét parti bare forsvinder..............og BLIVER HELT VÆK.