Efter at have fulgt med i de politiske partiers diskussioner på TV er
det helt tydeligt, at Per Ørum Jørgensen fra Kristendemokraterne, lige som
jeg, gerne så Dansk Folkeparti hen hvor pebberet gror - og ikke mindst i den
seneste debat på TV, hvor han afslutningsvis henviste Pia Kjærsgaard til sin plads på
den yderste højrefløj i dansk politik, til stor morskab, og applaus for sin skarpe bemærkning
fra de øvrige deltagere og fra publikum.
Jeg vil derfor gerne appellere til Per Ørum Jørgensen om, at genoverveje sin
beslutning om, hvem han vil pege på som statsminister ved et kommende
folketingsvalg.
I et af hans indlæg, redegjorde han for den kristne indstilling til
social retfærdighed og humanisme, som hans parti satte i højsædet, men havde
alligevel mest tillid til blå bloks økonomiske plan - og næsten i samme
åndedrag fortalte han, at mennesket kommer før økonomien.
Så kære Per Ørum Jørgensen, hvorfor ikke gøre det samme som Margrethe Vestager
nemlig, at tage det bedste fra begge blokke, sætte mennesket før økonomien, som du lægger så stor vægt på,
pege på Helle Thorning Schmidt - og dermed samtidig med stor sikkerhed, blive af med
Dansk Folkepartis nationalistiske og inhumane indflydelse på dansk politik i fremtiden.
Måske bærer du, på trods af din påstand om, at Kristendemokraterne ikke
er religiøse, dog stadig rundt på kappen fra den tid, hvor partiet var
borgerligt, religiøst og hed Kristeligt Folkeparti. Kræng nu denne religiøse kappe helt af,
se med realistiske øjne på, hvor din humanistiske politik får mest indflydelse - og peg istedet for på Helle Thorning Schmidt.
Det er nemlig i den røde blok, at den virkelige, sociale humanisme findes.