Afgifter vender den tunge ende nedad

     Folk i den såkaldt civiliserede verden bliver federe og federe, ligesom man er blevet det i mange år i USA. 

   Og i Danmark vil man så prøve at løse problemet med, at forhøje afgifterne på fede og søde sager, uden at skelne til hvad psykologer har vidst i årevis, nemlig at fedmen er et ubevidst forsvarsmiddel -  og en forhøjelse afgifterne vil derfor kun medvirke til den velkendte slange der bider sig selv i halen. 

   For dem der har behov for fede og søde sager, vil problemet kun blive større, jo dyrere disse varer bliver – og jo federe bliver de. Hvordan hænger det nu sammen ?

     Alle mennesker er født med et forsvarsgen -  et gen, der sørger for at vi kan forsvare os mod en truende fare, bevidst som ubevidst. 

   Nogle bliver tykkere og nogen bliver tyndere i dette forsvar. Teorien går ud på, at fedmen giver et beskyttende lag, nærmest som et skjold – og den der bliver tyndere, gør sig lettere for at kunne flygte hurtigere. I teorien kunne man tolke det sådan, at den tykke gør sig klar til at tage kampen op, mens den tynde gør sig klar til at stikke af. Dette er naturligvis en generel betragtning, og der er, som bekendt, ingen regler uden undtagelser.

     

I løbet af de ca. fire en halv million år vores naturlige fejlmutationer har udviklet os til det, vi er i dag, har der altid været farer at tage sig i agt for, om end disse har ændret karakter i årenes løb.

   I de tidligste tider var det kulde og varme, rovdyr, dyr, der konkurrerede om de samme ressourcer, osv., senere stammekrige, senere igen alt det man udsættes for i såkaldte civiliserede samfund.

   I dag er farerne meget divergerende og komplekse fra det ene samfund til det andet.

    

     I den moderne verden kan det være stress, og dermed angsten for ikke at kunne leve op til egne og måske især andres forventninger til ens person. Så i denne verden vil det være sådan, at den der spiser sig fed, bliver ved med at fodre sig federe, fordi problemet ikke bliver håndteret - og den, der lader være at spise, for at tabe sig, lige så ubevidst fortsætter med at tabe sig af samme grund.

   Sidstnævnte kan så udvikle sig til anoreksi. Det er oftest, eller næsten udelukkende piger, der rammes af anoreksi, mens det oftest er drenge der rammes af fedme. De unge mænd ”må tage kampen op”, - mens de unge kvinder ”må stikke af”. Med alderen forandrer denne sammenhæng sig. Ældre mænd bliver tyndere for at kunne stikke af - og ældre kvinder bliver tykkere for at kunne forsvare deres afkom.

     Vi ser også en social forskel i denne problematik. Jo flere ressourcer man har, jo mindre forandrer eens krop sig ved selv ubevidste faresignaler, meget naturligt – og jo færre ressourcer, jo hurtigere forandrer kropsvægten sig i forhold til de ubevidste faresignaler lige så naturligt. 

     Med andre ord, jo flere afgifter vi lægger på de fede,søde, og usunde sager, jo sværere får den fattige og/eller  ressourcesvage ved at klare sig.

     

     – Også her vender øgede afgifter den tunge ende nedad på vanlig vis - og her både i overført betydning og i bogstavelig forstand.