Sprogtidsler

     I denne globaliserede verden, hvor kommunikation suser hen over landegrænser med lynets hast, synes jeg at det er vigtigt at holde fast ved vort eget sprog, hvis vi vel at mærke ønsker at bevare det – og det er svært når så mange vælger engelske betegnelser for snart sagt hvad som helst.

     I en mindre by så jeg en frisør kalde sin forretning for Hair cut, en blomsterforretning for Three flowers, en herreekviperingsforretning for Mens wear og et motionscenter hedder ”Fitnesscenter”. Mon disse forretningsindehavere tror, at de er smarte, eller er de bare ligeglade med det danske sprog ? 
   
     Ganske vist må vi vænne os til, at vort relativt lille sprog er under stort pres, ikke mindst fordi computerverdenen benytter sig af verdenssproget engelsk - og hvem bruger ikke dagligt en computer ? 
   Men jeg synes, at det er i orden at bruge et internationalt sprog indbyrdes, hvis der ikke mere findes et dansk ord, som er brugbart. Men det kræver åbenbart mod og mandshjerte, at bekende sig til eget sprog i Danmark. 
   Man vil gerne have det til at se ud som om man er en verdensborger, uden nogen sinde at have sat sine ben på for eksempel Bornholm. Helt op til begyndelsen af 1800-tallet, var det ganske vist almindeligt ved hoffet og finere kredse, at tale tysk (næsten alle prinsesser og embedsmænd kom til Danmark fra tyske hertugdømmer), desuden latin og fransk og kun den simple borger talte dansk, men den tid er forbi for længst, hr. og fru Danmark.

     I nogen tid har jeg fulgt op på sproget og erfaret, at der findes alt for mange sprogtidsler.

     For eksempel begynder alle svar fra en spørger med ordet: ”jamen”………….hvor der før i tiden begyndte med: ”Ø”h……..Ikke fordi det skulle være bedre.

      - En tunnel udtaler de fleste som en ”tunel”, altså med tryk på n’et……..
     - I tennis og badminton, starter en spiller med at serve, men kommentatoren mener tilsyneladende at han/hun ”saver”…….Dette mærkelige r midt i et dansk ord er åbenbart for svært for mange og hvordan den stavemåde er kommet til aner jeg ikke, men jeg kender personligt til problemet, idet mit navn er Birger og det kan åbenbart udtales på mange spøjse måder.
     - En voksen kvindelig tennisspillers far hedder: ”farmand”, hvilket tangerer en fornærmelse mod kvinden.
     - Hvilken farve foretrækker du, hedder nu ”vaffen” farve……
     - Eller hvordan vil du bære dig ad, hedder ”von” vil du……
     - Og så er der alle dem der foretrækker at sige: ”tit og ofte”. Jeg gad vide hvorfor vedkommende mener at tit ikke er det samme som ofte……
     - Eller: ”hvordan og hvorledes” det hænger sammen……...Hvad er forskellen på hvordan og hvorledes ?
     - En begravelse hedder for de fleste, en ”begraulse”…….
     - Eller billeder hedder: ”bilder”……
     - En smart bil hedder nu en ”fed” bil, selvom ordet fed er et negativt ladet ord. 

      Og sådan kan nogen måske finde endnu flere eksempler på total mishandling af vort sprog. Når de helt unge i dag taler et sprog og anvender gloser, der forekommer helt uforståelige og på det nærmeste kradser i ørerne for den ældre generation, er det måske netop fordi den ældre generation viser ligegyldighed, sløser med sproget og bruger fremmedartede betegnelser, eller bare ren og skær ævl – og dermed ikke er forbilleder for børn og unge. Ingen bør være i tvivl om, at mishandler vi vort sprog over tid dør en vigtig del af vores kulturarv.

     - Må vi bede om, at radio- og tv-kommentatorer taler korrekt dansk i fremtiden……Tak.   

Frø fra det ekstreme højre.

     Det bør ikke undgå vores opmærksomhed, at den norske idiot, morder og bombemand, har sine rødder i det norske Fremskridtspartiet, et søsterparti til det danske, lige så nationalistiske Dansk Folkeparti. 

I øvrigt et partinavn der er ret så blasfemisk i forhold til det danske folks natur og kultur. Idioten meldte sig ganske vist ud af dette parti for et par år siden, så vidt vides, da han indså at de ikke var tilstrækkeligt ekstreme, men frøet blev lagt her.

     Jeg har ingen belæg for at påstå, at der med sikkerhed findes lignende idioter i Dansk Folkeparti, vort eget tidligere Fremskridtsparti, eller dets vælgere, men det vil desværre ikke undre mig om vi snart får det at se og mærke.

     Netop i så ekstreme partier som DF, Nazisterne og lignende findes der utilpassede mennesker, som er blevet påvirket af den giftige retorik der forekommer på dette plan og, som føler sig kaldet til at udføre ugerninger, der simpelthen ikke er til at forstå for folk med normal ånd og dannelse.

     Midt i al denne forfærdelighed er der trods alt noget positivt ved at erfare, at det var en indfødt nordmand der udførte denne ugerning og ikke, som formentlig forventet af DF, et islamisk subjekt, eller en gruppe af utilpassede. muslimske indvandrere.

     Normalt ytrer de tidligere medlemmer og vælgere af Fremskridtspartiet, nu Dansk Foleparti, sig i skarpe vendinger om terrorisme, men i denne tragiske sag gætter jeg på, at der vil forekomme en larmede tavshed - og hvis jeg var spindoktor for Pia Kjærsgaard, ville jeg også råde hende og hendes lige til at holde en særdeles lav profil.

     - Nu får vi snart at se om jeg gætter rigtigt.

Computerspil for folket

       
     Linda Kristiansen fra Det radikale venstre har skabt uro i partiet ved, at få konstrueret et computerspil, hvor man kaster sko efter Pia Kjærsgaard. 

     Jeg kan være enig med de medlemmer der mener, at man burde diskutere politik i stedet for - som det så populært hedder; at gå efter manden i stedet for bolden.

     Alligevel er det ganske smart, når man virtuelt kan få luft for sine frustrationer og samtidig more sig kosteligt. Hvem har ikke fra tid til anden haft lyst til at smide forbudte ting og sager efter en brugtvognsforhandler, eller en bankrådgiver ?

     Problemet med det omtalte spil fra Det radikale Venstre er, at det synes at være arabere, der kaster sko efter damen, men arabere går så vidt vides for det meste i sandaler og det giver ikke rigtig nogen effekt, hvis man virkelig vil lægge alvor i sine frustrationer. 

     
     Det burde i stedet være træsko, eller endnu bedre, træskostøvler, men så skulle det jo være bønder og lignende godtfolk, som jo normalt går i den slags fodtøj, og så er vi jo inde på Dansk Folkepartis egne kernevælgere.

     Dansk Folkepartis vælgere ville nok hellere more sig med et spil, hvor Pia Kjærsgaard bærer en turban og man skal kaste appelsiner i den. Men at forestille sig damen med en turban er lige så urealistisk - og så er vi jo lige vidt med hensyn til sjove computerspil.

     Man kunne også forestille sig et spil, hvor man kaster agurker efter Jesper Langballe, men her er problemet nok bare, at det vil være svært at se forskel på manden og agurken. 

     
     Men herfra skal det i hvert fald ikke skorte på et venligt råd til DF - det manglede bare; man kunne afholde et event, hvor man fik lov til at kaste sko efter Pia Kjærsgaard i virkeligheden - mod betaling på fx. 10 kr. Det ville formentlig være en smart og hurtig måde at spæde partikassen op på - jeg ville i hvert fald få en nyslået tikrone op af lommen i en rasende fart og tage del i morskaben. 

Afgifter der giver mening

     Når talen falder på afgifter på usunde varer, tales der oftest om fede og søde sager, samt tobak.  Især tobak er kraftigt afgiftsbelagt, og alle pakninger skal mærkes med død og ødelæggelse, hvorimod fx. reklamer og etiketter på alkohol er fyldt med tillokkende sludder og vrøvl.

     Spørger man eksperter, er det ingen ukendt sag, hvor meget alkohol koster samfundet i afvænning, indlæggelser, tabt arbejdstid, for ikke at tale om alle kriminal- og færdselssager forårsaget af alkohol. Og hvis man talte familieproblemer og skilsmisser med på listen over skadevirkninger på grund af alkohol, så ville tallet blive astronomisk.

     At lægge afgifter så det batter på vin og spiritus, som f.eks. rød- og hvidvin, whisky, vodka, gin og cognac, vender, modsat næsten alle andre former for afgifter, ikke den tunge ende nedad. De mange med indtægter i over- og mellemklassen, er fuldstændig ligeglade med om en god flaske rødvin koster 100 eller 200 kroner - og om en flaske whisky koster 150 eller 300 kroner – og så kan vi nævne resten af samfundet, der er så godt som bedøvende ligeglade med om en bajer koster 5 eller 10 kroner.

     Disse afgifter ville give staten milliardindtægter og spare et lignende beløb – og skulle de finde på at tage over grænsen for at købe sprut og vin, så lad dem dog -  det vil alligevel kun være en brøkdel, der har mulighed for at dække deres behov for alkohol ved at tage en tur over grænsen hver gang de bliver tørstige, eller skal holde en stor fest.

    Spørgsmålet er nok bare, om nogle af de politiske partier vil bringe sig i unåde hos samtlige mellem- og storforbrugere af alkohol, thi det gælder, igen iflg. eksperter, ca. 80% af befolkningen.
  - Så her er virkelig penge at hente - og løsningen på et hav af samfundsproblemer.

     - HALLO, politikere, er der nogen hjemme ?

videoovervågning og den personlige frihed

     Af de fem knivstikkerier, der har fundet sted de seneste dage, gik det ene ud over en rumæner, der stod ved et stoppested i Stengade på Nørrebro og ventede på en bus.

     Nu venter vi bare på, at Dansk Folkeparti melder ud med det relevante spørgsmål om, hvad en rumæner i øvrigt lavede der - og om han overhovedet havde hjemmel til at befinde sig i landet. Hvis ikke han havde det, kunne det knivoverfald jo ikke have fundet sted. Logik for burhøns. 

     Her er da ellers igen en enkeltsag, som DF må kunne bruge i deres velkendte propaganda mod udlændinge.

     Det er ellers lykkedes på glimrende vis for Dansk Folkeparti at løbe fra et vælgerløfte om ikke at forringe pension og førtidspension, for til gengæld at få mere kontrol ved grænseovergangene – og det fik de så, og dermed var regeringen reddet af gong-gongen.

     Nu, hvor det er en realitet, har både regeringen og Dansk Folkeparti så fået travlt med at forklare alt og alle, at det i virkeligheden ikke betyder noget som helst. Men andre ord har DF kunne rende fra et valgløfte og samtidig få ros af sine vælgere, uden at have fået det fjerneste i virkeligheden, - men alle har fået en lang næse.

     Det helt relevante spørgsmål for tiden er, om vi skal have mere videoovervågning på særligt udvalgte steder. Vi ser enkelte eksempler på hvordan det lykkes for myndighederne at opklare forbrydelser, for eksempel bankrøverier, eller overfald på togstationer. - Så langt så godt. Men ellers må videoovervågning i al almindelighed frarådes på det skarpeste, idet det må betragtes som direkte indgreb i den personlige frihed.

     Den mest rigtige løsning på alle disse idioters opførsel må være mere uniformeret politi i gader og stræder – og her må jeg med fuldt overlæg anvende udtrykket: "Koste hvad det vil."

     Enhver med god samvittighed ved hvilken følelse af sikkerhed man oplever, når man ser politiet i nærheden af de steder, hvor man ellers ikke ville føle sig helt tryg – og de steder i Danmark er der desværre blevet mange af de seneste ti år, ikke mindst i den alkoholiserede og stoffyldte storby, fredag og lørdag aften - og ikke mindst om natten og ud på de små timer om morgenen.

     Politi i stedet for videoovervågning. - Tak.

    

    

Afgifter vender den tunge ende nedad

     Folk i den såkaldt civiliserede verden bliver federe og federe, ligesom man er blevet det i mange år i USA. 

   Og i Danmark vil man så prøve at løse problemet med, at forhøje afgifterne på fede og søde sager, uden at skelne til hvad psykologer har vidst i årevis, nemlig at fedmen er et ubevidst forsvarsmiddel -  og en forhøjelse afgifterne vil derfor kun medvirke til den velkendte slange der bider sig selv i halen. 

   For dem der har behov for fede og søde sager, vil problemet kun blive større, jo dyrere disse varer bliver – og jo federe bliver de. Hvordan hænger det nu sammen ?

     Alle mennesker er født med et forsvarsgen -  et gen, der sørger for at vi kan forsvare os mod en truende fare, bevidst som ubevidst. 

   Nogle bliver tykkere og nogen bliver tyndere i dette forsvar. Teorien går ud på, at fedmen giver et beskyttende lag, nærmest som et skjold – og den der bliver tyndere, gør sig lettere for at kunne flygte hurtigere. I teorien kunne man tolke det sådan, at den tykke gør sig klar til at tage kampen op, mens den tynde gør sig klar til at stikke af. Dette er naturligvis en generel betragtning, og der er, som bekendt, ingen regler uden undtagelser.

     

I løbet af de ca. fire en halv million år vores naturlige fejlmutationer har udviklet os til det, vi er i dag, har der altid været farer at tage sig i agt for, om end disse har ændret karakter i årenes løb.

   I de tidligste tider var det kulde og varme, rovdyr, dyr, der konkurrerede om de samme ressourcer, osv., senere stammekrige, senere igen alt det man udsættes for i såkaldte civiliserede samfund.

   I dag er farerne meget divergerende og komplekse fra det ene samfund til det andet.

    

     I den moderne verden kan det være stress, og dermed angsten for ikke at kunne leve op til egne og måske især andres forventninger til ens person. Så i denne verden vil det være sådan, at den der spiser sig fed, bliver ved med at fodre sig federe, fordi problemet ikke bliver håndteret - og den, der lader være at spise, for at tabe sig, lige så ubevidst fortsætter med at tabe sig af samme grund.

   Sidstnævnte kan så udvikle sig til anoreksi. Det er oftest, eller næsten udelukkende piger, der rammes af anoreksi, mens det oftest er drenge der rammes af fedme. De unge mænd ”må tage kampen op”, - mens de unge kvinder ”må stikke af”. Med alderen forandrer denne sammenhæng sig. Ældre mænd bliver tyndere for at kunne stikke af - og ældre kvinder bliver tykkere for at kunne forsvare deres afkom.

     Vi ser også en social forskel i denne problematik. Jo flere ressourcer man har, jo mindre forandrer eens krop sig ved selv ubevidste faresignaler, meget naturligt – og jo færre ressourcer, jo hurtigere forandrer kropsvægten sig i forhold til de ubevidste faresignaler lige så naturligt. 

     Med andre ord, jo flere afgifter vi lægger på de fede,søde, og usunde sager, jo sværere får den fattige og/eller  ressourcesvage ved at klare sig.

     

     – Også her vender øgede afgifter den tunge ende nedad på vanlig vis - og her både i overført betydning og i bogstavelig forstand. 

     

Multinationale selskaber = Kr.0,00 i skat.

     Da Irland for få år siden nedsatte selskabsskatten for at tiltrække kapital - og ikke mindst for, at undgå vreden fra deres største virksomheder - var landet ved at gå rabundus.

     Da grækerne i årevis "glemte" at opkræve skatter af deres mange millionærer, var landet, uden milliardhjælp fra EU, på vej ud i druknedøden i det smukke, græske øhav.

     Herhjemme råber Venstre, Libaral Alliance og De konservative på yderligere skattelettelser for de rigeste, mens multinationale selskaber med milliardomsætninger, som f.eks. Q8, Nestle`, Kellogs, Unilever og Mc Donald's overhovedet ikke betaler skat her til lands, mens deres medarbejdere og dermed virksomhederne selv, drager fordel af velfærdsstaten, så som vuggestuer, børnehaver, skoler, hospitaler og anden, almindlig infrastruktur.

     Den senest afgåede skatteminister, Troels Lund Poulsen, lovede, ligesom de mange forgængere, at kigge på det med selskabsskatten, da han blev konfronteret med fakta, men så forlod han pladsen i utide - og den nye skatteminister, Peter Christensen, har udsat projektet på ubestemt tid.

     Han er jo også en god, borgerlig venstremand.

     Næh, - dem der skal bidrage til velfærdsstaten, er de mange, ganske almindelige lønmodtagere. De betaler kildeskat ved kasse 1 - og de render ingen steder.

- God liberal tankegang.

      De borgerlige partier bedyrer, at hvis vi ikke freder de multinationale selskaber, flytter de i hast til udlandet, hvilket er det rene nonsens og dommedagsprædiken, thi ingen andre steder end i Danmark fungerer velfærdsstaten så godt indtil videre, også selvom disse partier i det skjulte forsøger at afmontere den.

     Men det skal ikke lykkes, for vi har snart folketingsvalg, og så er det forhåbentligt slut med at betragte liberalismen som det udelukkende positivt ladede begreb, som alt for mange vil gøre det til. Liberalismen betyder, som det nok er nogen bekendt, også friheden til, at gøre lige hvad fa'n man vil.

     Det er lykkedes for mange flere, end vi måske forestiller os, selvom nogen af dem i dag har fået sig et velfortjent, enkeltværelse i Horserød.

    

     - Og der må og skal heller ikke være plads til disse snyltere i et solidarisk, socialt fællesskab.

Kokain, hash, pot, sprut og piller til alle

    Engang viste en statistik, at vi danskere var verdens lykkeligte folk, men det viste sig hurtigt at være en and, idet spørgeskemaet var engelsksproget og ordet happy kan, som bekendt af engelskkyndige, også betyde glad.      - Men skulle vi være vedens gladeste folkefærd, så må det da være lalleglade, skulle jeg mene.

    

     Aanalyseinstituttet Wilke har for nylig offentligtgjort, at femogtyve procent af alle danskere på et eller andet tidspunkt har antruffet en, eller flere af deres kollegaer på jobbet, påvirket af enten hash, kokain, eller alkohol - og misbrugskonsulent, Ulla Erlandsen fra lægernes Testcenter, bekræfter i dagens aviser, at "det er ganske normalt." - Det er da aldeles skræmmende at tænke på.

     Dette samfund er med andre ord så komplekst, at de færreste kan finde ud af, hvad der er op eller ned, hoved eller hale, uden at være påvirket af et eller andet giftstof.

    

     Grundlæggende giver livet som sådan ingen mening, men nogen gør alligevel et forsøg, når vi nu alligevel skal være her for en tid.

     Nogen "fabrikerer" en mening ved, at købe sig et nyt og flottere hus, en ny og smartere bil, eller en endnu større fladskærm, der kan fylde hele væggen, alene for at dupere rakket. Ganske tåbeligt.

     Andre finder mening i, at tilmelde sig foreninger, som f.eks. rockere, gadebander, religiøse sekter, eller lignende for at være en del af et fællesskab. - Og det er da lige så tåbeligt.

     Kernefamilien forsøger at være noget for hinanden ved at se tv, spille computerspil i hvert sit rum, eller at spille golf, eller andet fordummende og meningsløst.

     Så er der dem der finder en mening med livet ved, "at være noget for andre", for enkeltpersoner, eller i humanitære organisationer. - Og det giver da en vis mening.

    

     Men fælles for dem alle er, at alt dette skal erstatte, hvad vi mistede for 30-40 år siden, i storfamilierne, hvor tanter, onkler, fætre, kusiner, forældre og bedsteforældre  samledes jævnligt omkring spisebordet, skiftevis hos hinanden og hvor kernefamilien gjorde ting sammen, for ikke at tale om det sociale fællesskab mellem kollegaer på arbejdspladsen. Alt dette er pist væk.

     På jobbet bliver vi presset til det yderste for at holde gang i den så hellige ko, ved navn VÆKST, vækst der skal holde gang i Danmark og som øger afstanden mellem rig og fattig.

     Førhen kunne det klares med et par bajere i løbet af dagen, nu er det coke, især blandt håndværkere og i sundhedssektoren, siger eksperter - og fritiden går så med  indkøb, madlavning, støvsugning, gulvvask, bilvask og slå græs. - Og hvor blev så den dag egentlig af ?

    Mit svar er: Se så at få den finger ud, hr. minister - og giv os et samfund, hvor vi kan holde ud at være uden rusmidler. - Tak