fredag den 6. januar 2012

Jul, påske og pinse i alkoholens tegn

          Efter at have læst en udmærket artikel i dagbladet Information, skrevet af Mogens Moos, som han kalder for ”Jul og alkohol bag tragedierne”, føler jeg trang til at tilføre min blog endnu et indlæg, der handler om netop alkoholens skadelige virkninger i en tid, hvor tobaksrygning stjæler alle overskrifterne på trods af, at alkoholen er et endnu større samfundsmæssigt problem end tobakken.


          Det radikale folketingsmedlem Camilla Hersom bruger for tiden en hel del kalorier på, at foreslå tildækning af tobaksvarer, som hun mener, fylder hylderne bag kassedamerne i diverse supermarkeder og frister de unge mennesker med deres farvestrålende etiketter. Jeg har, min næsten daglige gang, i Netto, Superbest og Føtex og her er det ikke tobakken, men der imod vodka, whisky, gin, rom og snaps til under 100 kroner pr. flaske der frister køberne. Måske kan denne artikel i Information og dette blogindlæg stoppe nogle politikeres og ”tørstige” danskeres hykleri og dobbeltmoral om tobak kontra alkohol.

          Det synes at gå fuldstændig hen over hovedet på politikerne, at der hvert år er helt op til 200.000 alkoholrelaterede dødsfald, utallige kroniske sygdomme, vold, voldtægt, angst, depression, hospitalsindlæggelser, utroskab, sexchikane, skilsmisser, børnemisrøgt, trafikuheld, arbejdsskader og produktionstab forårsaget af alkohol.

          Alkohol dræber, det gør alkoholstop ikke. Og det kan kaldes for nærmest, bedrevidende sundhedshykleri af værste skuffe, når Camilla Hersom foreslår, at tobak skal være skjult i forretningerne, så unge ikke fristes til at begynde at ryge. Men selvfølgelig har ingen stillet samme forslag om øl og spiritus. Det er svært ikke at antage, at politikerne naivt lader sig forlede af de aktive lobbyister fra øl og spiritusfabrikanter og importører og dermed bliver fuldstændig tonedøve over for samtlige eksperter inden for alkoholmisbrugsproblematikken her i samfundet. Spørg din nabo og/eller genbo og kan vi lege med tanken om, at vedkommende svarer ærligt, vil denne fortælle, at der også i dennes familie er mindst en, måske endda flere, der drikker for meget og enten er i behandling eller burde være det.

          Det koster samfundet milliarder af kroner på årsbasis i tabte arbejdstimer, dage, uger, måneder og år, foruden tabte unge mennesker under uddannelse, der drikker sig i hegnet torsdag, fredag og lørdag - og skal bruge de næste tre dage til igen, at være egnet til indlæring. 

          Det er derfor grotesk hykleri, så det skriger til himlen, at der er forbud mod tobaksreklamer og ikke for øl og spiritusreklamer. Alkoholen er påviseligt tre gange så skadeligt som tobak og koster samfundet fem gange så meget - og der er ekstremt mange flere, der belastes af ”passiv druk” end af ”passiv rygning”.

          På cigaretpakker er det lovpligtigt, at der står "rygning kan dræbe". Hvorfor skal det ikke stå på flasker med alkohol - og på bildøre?