Hasteindkaldelse til meningsløs debat

     Jeg overværede i går den 16. november på tv, fra folketinget, debatten om Ole Sohns eventuelle tvivlsomme fortid, som formand for det daværende kommunistiske parti i Danmark og blev noget forbavset over, at man fra oppositionens side havde HASTEINDKALDT statsministeren til samråd om emnet. Debatten varede hele to timer og emnet var skudt i gang af artikler i Jyllandsposten og fulgt op af Søren Pind. Der sad jeg så og fulgte debatten og vidste ikke om jeg skulle tude, eller slå mig på lårene af grin.

     Søren Pind åbnede debatten, statsministeren svarede - og så kan det ellers nok være, at DF’s folketingsmedlemmer tog over fuld af energi og entusiasme, idet de mente at dette emne var ret så alvorligt.

     Erhvervs- og vækstminister, Ole Sohn er risiko-godkendt af PET, men det lader ikke til at være tilstrækkeligt for oppositionen. Kommunisterne i Danmark og alle andre lande modtog gennem en årrække penge fra Moskva, kanaliseret til Danmark på typiske lyssky, skæg og blå brille måder på samme måde, som CIA kanaliserer penge til udvalgte kredse af højreorienterede lande og organisationer verden over.

     At kommunisterne modtog penge fra Moskva, er der intet nyt i og har været uddybende beskrevet af Ole Sohn selv i hans omfattende forfatterskab om emnet, hvori han også beskriver hvilken propaganda mange var ofre for og, hvor meget han har fortrudt denne sin fortid.

     Alt har været fremlagt gennem de seneste 20 år, alligevel mener oppositionen at der er grund til, at hasteindkalde folketinget til debat, fordi Ole Sohn nu er minister og kan være en sikkerhedsrisiko for landet. Tiden gik for det meste med at diskutere betydningen af den kolde krig, her 20-25 år efter dens afslutning.

     Ikke siden zar Peter den stores tid i 1700-tallet og prinsesse Dagmars tid som zarina, gift med Alexander 3.i 1800-tallet, har Danmark haft et så godt forhold til det nye Rusland efter sovjetunionens fald og undervejs i debatten ventede jeg på, at oppositionen - og ikke mindst på, at DF- folketingsmedlemmer, skulle fremkomme med eksempler på, hvor og hvordan man havde tænkt sig, at Rusland skulle kunne bruge dette som afpresning imod Ole Sohn - og dermed imod Danmark.

      Statsminister Helle Thorning Schmidt bevarede roen under hele den surrealistiske debat og svarede, at hun havde fuld tillid til sin erhvervs- og udviklingsminister og mente, at der var vigtigere emner at beskæftige sig med, i disse for vort land så vanskelige tider, hvilket jeg måtte give hende fuldstændig ret i.

     Min konklusion efter denne latterlige debat og spild af kostbar tid og skattekroner er, at oppositionen mangler visioner, forslag til problemløsninger, sans for proportioner og for relevante emner at beskæftige sig med nu, præcis som de havde det, da de var henholdsvis regering og regeringsbærende.

---

  Vi har fået en ny regering, og kun fem uger efter viser en undersøgelse, at omkring 70% af vælgerne mener, at Lars Løkke Rasmussen vil være bedre end Helle Thorning Schmidt til at klare Danmarks øjeblikkelige, økonomiske problemer. 
  Det kunne være rart at vide, hvad i al verden der foregår oppe i hovedet på folk. Måske er det blot skuffede S og SF vælgere, der ikke ved bedre og føler sig frustrerede.

     Til disse skuffede vælgere bør det oplyses, at de første næsten 3 uger gik med at forhandle en ny regering på plads, og straks efter gik den nye regering i gang med at udarbejde en ny finanslov, som er ved at falde på plads allerede 6-7 uger efter den nye regerings tiltræden.

     Pressen havde ikke noget seriøst at skrive om i mellemtiden - der var opstået et politisk vakuum og vælgerne manglede at kunne læse om de sædvanlige trakasserier partierne imellem, så noget måtte der for enhver pris skrives om, af hensyn til avisoplagene og man opfandt det spøjse begreb, ”de brudte løfters regering”.

     Det var åbenlyst for enhver, der har fulgt med i politik, åbenbart med undtagelse af boulevardpressen, at med de radikale som tredje hjul i giggen, kunne alle visioner fra S og SF’s ”Fair løsning” ikke lade sig gøre i dens oprindelige form, men for at danne regering måtte alle tre parter æde et par velvoksne kameler. 
   Det er der intet nyt i - sådan har det altid været for en mindretalsregering siden demokratiets spæde start i 1849.

     Men nu begynder der så småt, at tegne sig et billede af indholdet i den nye finanslov, og det er ganske tydeligt, at den vil få et mere socialt afbalanceret udseende – og hvad der er lige så vigtigt er, at Enhedslisten har overtaget rollen som støtteparti for en regering, hvor Dansk Folkeparti var det for den forhenværende. Dette giver en betydelig politisk forskel og anser jeg for at være ret så betryggende.

     Fra januar, hvor Danmark overtager formandskabet i EU, får vi en yderst præsentabel, kvindelig statsminister med format og med sprogkundskaberne i orden, hvor vi før havde en statsminister uden international udstråling, der fejlede fælt ved det her til lands afholdte COP15. Det skulle have været en kæmpe succes, men blev en eklatant fiasko.

     Med Helle Thorning Schmidt som vort lands leder, er jeg er sikker på, at også landende udenfor EU igen vil anse Danmark for, at være blevet seriøst og stuerent – og til marts eller april 2012, tror jeg på, at vælgerne vil se - og vise i nye meningsmålinger, at de tog grundigt fejl i november 2011.

Trafikfjolsernes halvår

     Nu er tiden på året kommet, hvor vi som trafikanter ikke alene skal finde os i fjolserne, der ikke kan finde ud af hvordan man gebærder sig i rundkørsler, men nu også med alle dem, der ikke kan finde ud af, hvornår man skal bruge sine bageste tågelygter på bilen, og især hvornår man ikke skal bruge dem.

     I rundkørsler skal man kun holde tilbage for dem, der allerede er inde i rundkørslen og ikke for dem, der er på vej derind! Rundkørslerne er skabt til at holde trafikken flydende, i stedet for køerne ved de lysregulerede vejkryds.

     Tågelygterne tændes kun når sigtbarheden er kortere end standselængden, og ikke bare fordi det regner, eller bare er lidt diset i vejret. På motorvejen er det ikke til at se om ham/hende, der ligger længere fremme er ved at bremse, eller bare er et fjols med tændte tågelygter.

Venlig hilsen Bonsvigs Trafikskole.

Om en ren, rød regering er mulig ?

    

    Der foregår for tiden en diskussion hen over landet om, hvorvidt det er en fordel, at De radikale er med i den nye regering og det er helt hen i vejret at diskutere, før vi kender resultatet af den nye finanslov, der vil foreligge om kort tid.

     Valget viste med al ønskelig tydelighed, at langt de fleste danskere er enten fuldgyldige borgerlige, eller hvad man kan kalde for ”skabsborgerlige”, så en ren rød regering bestående af S, SF og eventuelt Enhedslisten er ren utopi – og det skyldes formentlig, at cirka halvdelen af alle danske familier i moderne tid er boligejere - og er der nogen, der bliver truende omtalt ved ethvert af de seneste 2-3 valg, er det netop boligejerne – og ikke et ord om garantier for boligudgifterne for boliglejerne.

     Det borgerlige parti Det Radikale Venstre, pegede på Helle Thorning Schmidt som statsminister, med den dagsorden at komme i regering, og for det andet for at sætte Dansk Folkeparti uden for indflydelse.

     - Før en reel diskussion giver mening, må vi bare sætte os tilbage i stolen - og se hvad tiden bringer.

      

Ud med de værste miljøsyndere

    

Socialdemokraterne barsler nu med en ide om at forhøje afgiften på de værste benzinslugere, og sænke afgiften tilsvarende på de såkaldte klasse A-biler, det vil sige de mindre tørstige og forurenende biler. og det forslag vil jeg hilse meget velkomment.

     Givetvis vil de rige fortsætte med at køre byen tynd i deres firehjulstrækkere af prestigemæssige årsager, men det vil herefter være muligt at pege fingre af dem - for ikke ligefrem at foreslå, at man chikanerer dem.

     Undervejs i debatterne om en betalingsring omkring København, har det oftest været praktisk-familiemæssige argumenter, der har været brugt imod denne ring, men i dag fremstilles der ganske udmærkede, rummelige og oven i købet firedørs familiebiler i A-klassen, der kan klare helt op til ca. 25-30 km. pr. liter benzin.

     Hvis man så, mens man er i gang med denne problematik, tillod knallert-45’ere at køre 50 km i timen, som den øvrige trafik i byerne, således at de ikke længere var til gene i bytrafikken, ville endnu flere måske finde disse køretøjer ganske nemme, smidige og velegnede som alternativ til bilen og de offentlige transportmidler. Sidstnævnte har jeg agiteret kraftigt for, i nord, syd, øst og vest, uden at nogen har gidet at høre om det.

     Jeg har erfaret, at dette problem hører under transportministeriet, så kære politikere på begge fløje i dansk politik, - få så fingeren ud !

Oplysning, tak!

     Der er noget galt med den danske presse - og det gælder både den trykte og elektroniske. Denne påstand er der egentlig ikke noget nyt i, men den gælder især efter det nylig afholdte folketingsvalg. Det må være meningen at pressen skal virke som en slags ”buffer” mellem politikerne og befolkningen, hvilket vil sige oplysende om fakta – og ikke som oppositionens forlængede arm.

   På hotel Crown Plaza blev der dannet en 3-partis regering og da regeringsgrundlaget forelå, kan det nok være at især den trykte presse benyttede sig af lejligheden til, med oppositionspopulisme, at sælge aviser med overskrifter, som f.eks. ”Forræder”, ”Løber fra sine løfter”, ”Ikke til at stole på” og meget andet sludder.

     Alle partier giver deres bud på løsninger af landets problemer og egne holdninger under valgkampen, og så længe er alt som det plejer - og som det skal være. Men når valget er overstået og vælgerne har talt, står vi tilbage med forskellige konstellationer, som ingen kunne forudsige. I dette tilfælde kunne der ikke dannes hverken en rød eller blå regering, og befolkningen fik derfor hvad man kan kalde for en rød/blå regering, bestående af Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det radikale venstre.

     Alle disse tre partier måtte give køb på meninger og holdninger sagt under valgkampen, for at kunne danne regering, sådan er det – og sådan har det altid været i lignende situationer, og har absolut intet at gøre med hverken forræderi, eller brudte valgløfter, men nødvendige kompromisser for en regeringsdannelse – og det er så her, at en seriøs presse skal gå ind og forklare befolkningen, hvori disse kompromisser består fordi der som bekendt skal 90 mandater til.

     Altså reel, saglig oplysning om politiske, demokratiske præmisser, i stedet for smædekampagner og fordømmelser, som kun er med til at forvirre folk, der ikke i det daglige beskæftiger sig med politiske problematikker.

     Da valgresultatet forelå viste Lars Løkke Rasmussen en naturlig skuffelse, men også en ganske udmærket form for statesmanship og en vis form for lettelse over endelig at få læsset Dansk Folkeparti af sine skuldre. Og en af den nye regerings primære opgaver var at kunne danne en regering, hvor Dansk Folkeparti blev sat uden for den utilbørlig store indflydelse på dansk politik, som kun blev mulig på grund af den forhenværende politiske, borgerlige konstellation.

     - Og til alle dem, der havde dette som en mere eller mindre skjult dagsorden, vil jeg ønske et stort tillykke, thi nu er der en chance for, at Danmarks image over for udlandet kan blive genoprettet.

     Nu mangler vi bare, at pressen udfører deres primære opgave, nemlig at oplyse sagligt, at informere – og ikke for enhver pris at sælge aviser.

Nationalisering af alle pengeinstitutter

      Datidens velrenommerede Landmandsbanken, blev til landets største pengeinstitut for relativt få år siden under navnet Danske Bank - og denne bank bliver nu, netop i disse dage, internationalt erklæret for tvivlsomt kreditværdig. - Hvornår vil det ske for den næststørste, den tredjestørste o.s.v. ?

    

     Banker, kreditforeninger og forsikringsselskaber bør nationaliseres nu. Disse selskaber har gennem årene udviklet sig til mere eller mindre usikre pengemaskiner for finansfolk, nogen med milliardoverskud, andre i risikogruppen for konkurs, med store tab for kunderne, såvel som for landets statsfinanser. 

     De nævnte selskaber startede i tidernes morgen med de bedste intentioner, som andelsselskaber i form af sparekasser og gensidige forsikringsforeninger. Sundt og fornuftigt, men har over tid udviklet sig til helt uacceptable spekulationsforetagender, med store uigennemskuelige indtægter, fratrædelsesordninger, lønninger i millionklassen, og usikre og uigennemskuelige ind- og udlånsrentekonkurrencer og gebyrer.

     Da man i midten af 1960’erne indførte lønkonti overtog bankerne rent faktisk folks lønninger og pengestrøm, idet man ikke mere kunne få udbetalt løn uden en lønkonto i en bank eller sparekasse, og disse privatejede selskaber havde herefter reelt, periodevis dispositionsmuligheder med dine og mine penge, hvilket disse selskaber stadig drager stor fordel af.

    

     Hovedsædet for alle disse selskaber bør være den Danske Nationalbank, med filialer jævnt fordelt efter passende, gennemtænkt demografi og med ansvarsforpligtelse over for Finansministeriet. Revidering foretages af statsrevisorer. Overskud og underskud udredes hvert år ved folketingets finanslov.

     I nyere tid har der som bekendt været så meget fiksfakseri, med kapitaloverførsler og diskutable finansieringer, at privatejede pengeinstitutter burde være en saga blot og helt overtages af staten, således at også her virker den demokratiske proces via den til enhver tid siddende regerings finans- og/eller økonomiministerium.

     For at bruge et moderne politisk udtryk, er det ikke i den borgerlige fløjs baghave, at denne blomst vil vokse sig stor og frodig. - det kræver nemlig, at man har et socialt og solidarisk livssyn.

Kapitalismens svanesang?

Profet?

     I disse år er der noget der tyder på, at politikeren, økonomen, sociologen og filosoffen, Karl Marx (1818-1883) trods alt og i sidste ende måske får ret i, at kapitalismen en dag helt automatisk vil slå sig selv ihjel.
     Eller i en anden tolkning, at han sagde, at ENTEN transformerer det kapitalistiske samfund sig over i et socialistisk, ELLER også går der lort i hele verden(frit oversat!)

     I århundreder har vi haft kapitalisme/liberalisme som politisk samfundsmodel i forskellige varianter,  i de seneste ca. 100 år under, hvad vi kalder for kontrolleret kapitalisme, hvilket vil sige, at markedskræfterne ikke alene må styre hele udviklingen, men hvor en stærk statsmagt bevarer bare et minimum af kontrol.

     I Europa har det åbenbart været så som så med kontrollen i f.eks. Grækenland, Portugal og Irland. Disse lande står nu over for en truende bankerot, hvis ikke andre lande træder hjælpende til og udviser solidaritet, - et begreb der eller kun høres og bruges blandt socialister. Den fælles valuta for visse EU-lande, nemlig euroen, er under hårdt pres og ingen seriøse, ikke-politiske økonomer, tør spå om dens fremtid.

     I USA er såkaldte almindelige mennesker, hvilket i USA er de fattige og den underste middelklasse, begyndt at demonstrere på Wall Street i tusindvis mod den rendyrkede, liberalistiske grådighed, og det samme ser vi nu i  europæiske lande, ligeson man nu ser mange arabiske lande gøre op med det kapitalistiske diktatur.     
     Herhjemme ser vi banker på stribe gå konkurs, småbanker ganske vist, men dog banker, altså kapitalinstitutter, der har levet livet ude på kanten, mens de rådgav kunder til at købe aktier i deres ”dødsboer”.

     Nu hører vi i medierne, om folk, der siges at have sparet op og mistet deres formue på disse aktiekøb -  og lur mig, om ikke disse ”opsparinger” hidrører fra aktier, købt på låntagning i friværdien på deres ejerbolig efter råd fra bankrådgiveren, der, som vi kun i få år har været bevidst om, ikke er rådgivere, men målrettede og provisionslønnede sælgere af bankens produkter. 

   Altså en friværdi i boliger, opstået under inflation, uden nogen form for produktion bag, der nu forsvinder op i den blå luft, hvor den i praksis altid burde have befundet sig i.

     Når man læser dette, vil man sikkert tro, at jeg er kommunist, men det er jeg ikke, for det er vi mennesker endnu ikke intellektuelt modnet til endnu. Der er ikke konsensus for socialisme i den moderne verden - og det ligger endnu uden for vores diskurs i formentlig yderligere 100-200 år.

   

Afrika sulter

     Men havde vi for 150 år siden bekendt os til den socialistiske, politiske model, havde vi formentlig ikke haft så mange fattige i de kapitalistiske lande, for ikke at tale om store del af den 3. verden, hvor folk ligefrem sulter ihjel(det anslås for tiden, at ca. 1 mia. mennesker ud af 6 mia. ikke får mad nok i det daglige, rækkende fra at være få uger fra at dø, til blot at være afkræftede og generelt under- eller fejlernærede.

   
     Det havde måske heller ikke været nødvendigt, at drive rovdrift på meget af verdens naturlige ressourcer, så som, den for mennesket så vigtige regnskov - og vi kunne måske have sparet os for det meste af miljøproblematikken, hvis ikke den nok så hellige ko, nemlig væksten, havde - og stadig driver os til at opbruge disse ressourcer. 

  
     Det ville i så fald ikke have været tilfældet, at kun ca 1% af verdens befolkning ejer ca. hele 90% af verdens rigdomme - mens de ca 99% må klare sig for de kun ca. 10%.

   Og ikke mindst kunne vi have været fri for at skulle lægge øre til folk fra Venstres Ungdom, Liberal Alliance, og lignende højtflyvende, politiske tænkere og skønånder. Sidstnævnte værende en ikke ubetydelig gevinst i sig selv.
     Når man lige ser bort fra disse nævnte reaktionære kræfter, er det bemærkelsesværdigt, hvor mange, især unge, universitetsstuderende økonomer, der er begyndt at interesserer sig for den gamle Marx's litteratur om netop økonomi.

- hhrøhmhh... det synes jeg godt lige man kunne tænke lidt over !

Hvad med os folkepensionister ?

     Ligesom jeg i en tidligere artikel har givet udtryk for min undren over hvor den megen opmærksomhed boligejerne har fået i valgkampen, nærmest som om disse er et særligt truet folkefærd på linje med pandaerne. I denne artikel vil jeg slå et slag i bolledejen for pensionisterne.

     Den store årgang født i begyndelsen af 1940’erne er allerede gået på pension for år tilbage og alligevel bekymrer det politikerne, at der i fremtiden vil være 4 der forlader arbejdsmarkedet, mens kun 3 træder ind i stedet.  Hvor de har disse tal fra aner jeg ikke, så det vil jeg undlade at argumentere imod.

     Men jeg da jeg selv er født i 1943 og for længst er gået på folkepension, kan jeg med sikkerhed anlægge det synspunkt, at folkepensionsydelsen ikke er fulgt med pristallet. Min pension er på tre år steget med ca. 3%, mens prisen på dagligvarer er steget med 100%, ligesom prisen for at benytte de offentlige transportmidler i samme tidsrum, er steget med ca. 30% - og det hænger simpelt hen ikke sammen.

     Nu er det ikke ualmindeligt i min alder, at man har børn og adskillige børnebørn og begge disse kategorier har det med, at holde fødselsdage og tillige have den frækhed, at forvente fødselsdagsgaver.

    Juleaften går det helt galt, thi da forlanger de alle til hobe gaver af en vis størrelsesorden der ligger langt over budgettet for en folkepensionist. Men jeg klarer den lige ved, ikke at tage ud at rejse, eller at tillade mig nogen anden form for luksus. I stedet tager jeg af og til i Zoologisk have og køber mig en vaffelis en gang om året og i Tivoli uden børnebørn, thi det har jeg ikke råd til, idet det ville koste en formue for en sølle pensionist som mig.

     Mit spørgsmål til politikerne er derfor helt enkelt: Hvornår hulen gider de, at tage sig tid til at tænke på alle os folkepensionisters månedlige pensionsudbetaling. Jeg er blevet træt af rugbrøds, pølsemadder, eller fuldkornsbrød, med skrabet leverpostej - og spagetti, med ketchup, men uden kødsovs,til aftensmad, ligesom jeg godt kunne tænke mig, at se hvad i al verden folk taler om, når de fortæller om deres skiferier og rejser til eksotiske steder mindst en gang om året.

     Forleden tillod jeg mig den luksus, at tage en rejse til Kalundborg – og det var da en udmærket oplevelse. Kalundborg er såmænd en ganske smuk by, med et gammelt færgeleje, hvor man kan købe sig en fransk hotdog og et glas lys fadøl. Og det glæder jeg mig til at fortælle min familie om. Måske får jeg råd til en tur til Holbæk til næste år. Der skulle også være pænt. I mellemtiden nøjes jeg med fra tid til anden, at sætte mig ned ved vores lokale sø og fodre ænder. Det er ganske billigt og de stakkels ænder skal vel også leve.

    

Der findes andre...

     Det er bemærkelsesværdigt at konstatere, at der før, under og efter valgkampen slet ikke er faldet et eneste ord om ca. halvdelen den danske befolkning, nemlig boliglejerne. Ustandseligt er boligejere blevet nævnt, som om det var et særligt folkefærd, der skulle fredes for alt.

     Boligejere har nu i en lang årrække været et privilegeret folkefærd, som på grund af årtiers prisstigninger og dermed friværdier, der ikke er produceret en møtrik for, har kunnet optage afdragsfrie lån til forbrug, til biler, både, fladskærme, store fester - og fede udlandsrejser og ferier. Mangen en gang blev der jublet over "forbrugsfesten", ikke mindst i de kritikløse medier, der lød som om det hele bare var dejligt.

     Nu hvor festen ser ud til at være slut for denne gang, er der en reel regning at betale efter festen. Og så kan det virke som en underlig prioritering, at lige præcis de mennesker, der var inviteret til festen, ikke skal være med til at rydde op bagefter. Det skal så til gengæld den halvdel, der aldrig kom til festen i første omgang - de mennesker der har den frækhed ikke at eje deres bolig. Med andre ord de undermennesker, som vi i dagligsproget kalder LEJERE.

     Der har i valgkampen, næsten været noget der ligner en hård konkurrence for at tækkes boligejerne og give dem økonomisk garanti mod stigninger i udgifter – og samtidig har man end ikke gidet nævne lejerne.

     Hvornår får vi lejere en garanti for, på lige fod med boligejerne, at huslejen ikke stiger 2 gange om året? 

Et amerikansk mareridt?...ellers tak for tilbudet...

Frihed, Lighed, Broderskab?

Det er blevet nye tider med en ny regering. Førhen havde man lidelsen ved at skulle lægge øjne og ører til folk fra Dansk Folkeparti, men nu har man dæleme også fået et andet outreret parti at skulle lægge samme forpinte sanser til, nemlig Liberal Alliance.

     Dansk Folkepartis tid rinder heldigvis ud, efterhånden som folk bliver lede og kede af den samme umenneskelige retorik i flygtninge- og indvandrerdebatten, men nu skal vi åbenbart til at lægge ører til et nyt parti, der tydeligvis vil have os til at indføre amerikanske tilstande. - De vil bare ikke indrømme det. 

     Til dem der ikke i forvejen ved det, kan jeg oplyse, at USA er et land, der med deres skatte- og socialpolitik(eller mangelen på samme), har mere end 30 millioner individer, der lever under fattigdomsgrænsen - og over halvdelen af dem oven i købet som boligløse. De lever i kasserede campingvogne, på gaden, eller under broerne.

     Næsten hver eneste familie er indehaver af mindst et skydevåben, thi, som de superliberale siger, enhver har ret til at forsvare sig selv - og det kan naturligvis også være nødvendigt med så mange fattige i gaderne, der prøver at overleve på den ene eller anden måde.

     Ca. halvdelen af befolkningen er sygeligt kristne, dvs imod fri abort, meget vrede på Charles Darwin, og stærkt positivt stemt for dødsstraf, samt går rundt med den overbevisning, at jorden kun er 6000 år gammel, og at orkaner og jordskælv er Guds straf over Amerika, fordi man har tolereret bøssers tilstedeværelse alt for længe. 
Hvis det land forekommer een at ligne en drøm, så har vi i sandhed ikke brug for mareridt.

     I fremtidige debatter i de elektroniske medier, skal vi alle nu til at høre på disse superliberale særlinges meninger om ditten og datten, meninger der overhovedet ikke stemmer overens med den skandinaviske model, som har gjort Danmark til meget af det USA ikke er.
     En model med velfærd, tilkæmpet gennem ca. 80-90 år, af folk med sociale, humane og solidariske tanker, ideer og holdninger – og selvom vi har et frit demokrati med ytringsfrihed vil mit spørgsmål til medierne derfor være: - Kan vi dog i himlens navn ikke blive fri for at skulle høre på disse forfærdelige superliberalisters ulidelige synspunkter dag ud og dag ind?
   De får lov at fylde alt for meget, ikke mindst i Danmarks Radio. Langt mere, end Deres antal og indholdet af deres ideologi berettiger til.


Man kunne ønske, når de omtalte typer er så fascinerede af USA, at de tog derover - og blev derovre...............så kunne vi andre måske få lov at beholde Danmark i fred............et Danmark som vi holder af, fordi det trods alt endnu ikke er Amerikas Forenede Stater...........