mandag den 3. oktober 2011

Dødbringende mobiltelefoner


    
     Når man fører motorkøretøj i beruset tilstand er man ikke i stand til, at føre motorkøretøjet i forsvarlig stand  og man får snuppet kørekortet for en periode, desuagtet, at den berusede formentlig ikke i stand til, at tænke rationelt som følge af alkoholen.

     En person der anvender sin mobiltelefon der imod, mens vedkommende fører et motorkøretøj, må formodes at være i stand til at tænke rationelt, men får alligevel kun en bøde, vel at mærke hvis det bliver opdaget af en tilstedeværende politipatrulje.

     En beregning fastslår, at en bilist der anvender sin telefon i blot 4 sekunder, med 80 km/t., bevæger sig i blinde helt op til 89 meter hen ad gade eller vej. I den periode og med den afstand, er han/hun en potentiel dræber og burde, som følge heraf, fradømmes retten til at føre motorkøretøj i en årrække på lige fod med en spritbilist.
     - Så kan de måske lære det.

     Det er blevet påvist, at hver tredje bilist taler i mobiltelefon under kørslen og jeg har selv været tæt på, at blive torpederet af en mobiltalende bilist indtil flere gange – og det kan ikke nytte noget, at råbe efter vedkommende, thi han/hun ser ud til, at være fuldstændig henfalden til en anden verden.

     Så kære politikere, det bør indføres i færdselsloven snarest muligt, at man mister kørekortet i en årrække, hvis man ikke kan finde ud af, at slukke for mobilen, mens man fører et motorkøretøj – og man kunne overveje en bødestraf for mobiltalende cyklister, som også er til stor fare for sine omgivelser.

     At gående taler i mobiltelefon og således bevæger sig bevidstløs rundt i gadebilledet er en anden sag - og må være op til de forbipasserende, der bliver skubbet rundt med, at rive telefonen ud af hånden på vedkommende.
     - Så kan de måske lære det !


lørdag den 1. oktober 2011

Ekstrabladsjournalistik når det er værst

        

     Så er Ekstrabladet på gaden igen, med deres sensationslystne, kulørte journalistik vedrørende Henrik Sass Larsen, hvor de puster en sag op for, at sælge aviser med superlativer, der ikke er fem flade øre værd og hører hjemme i en helt anden verden.

     I en sag mellem politi, PET og de offentlige instanser, som er værd at skrive om - og hæfte sig ved, vil der normalt figurere mellem 50 og 200 A4 ark – og her skriver Ekstrabladet så, at der er HELE 2 (to) A4 ark, med aflytninger af mandens telefon. - Jeg gentager gerne, HELE 2 A4 ark, hvori der primært er tale om samtaler mellem en socialdemokrat fra Køge og en rocker, altså ikke mellem Henrik Sass Larsen og en rocker.
     Men så er der vist til gengæld tale om, at denne rocker uopfordret har henvendt sig til Henrik Sass Larsen på en cafe om en privatsag mellem denne, hans kone og deres fælles børn. - Hvor skammeligt. 

     Med andre ord, en borger der henvender sig til en politiker for at få et godt råd. I den omtalte telefonsamtale fra PET, er det S-formanden i Køge, Kamp, der praler med sit bekendtskab med Henrik Sass Larsen – og det må vi lade Ekstrabladet, at det er virkelig en sensation der vil noget.

     Længere nede i artiklen afslører Ekstrabladet, at Henrik Sass Larsen efterfølgende har haft et ”dramatisk” tyve minutters (20 minutter) langt møde, med departementschef Chr. Kettel Thomsen, på et ”hemmeligt sted”, for ligesom at dramatisere det lidt – og han forklarer Henrik Sass Larsen, at denne ikke kan få en ”ren påtegning” på grund af PET’s anmærkninger. - Altså, efter et dramatisk tyve minutters langt møde.
     - Man må spørge sig selv, hvorfra i al verden Ekstrabladet ved, at det var dramatisk, når de ikke selv kan have været til stede.

     Med andre ord, hvis man vil noget med det offentlige, skal man ikke svare en person der ligner en rocker, eller i øvrigt ser suspekt ud og, som henvender sig til en på gaden, eller andre mistænkelige steder, thi så figurerer man straks i PET’s arkiver. - Især hvis man er socialdemokrat.

     Alle de kommende oppositionspartier – og ikke mindst Søren Espersen fra Dansk folkeparti, er enige om, at hele sagen er ganske betydelig mistænkelig. Det kommer til gengæld nok bag på de fleste.

     Lyt til et godt råd: Lad være med at købe Ekstrabladet, de fordrejer sandheden, hvis der overhovedet er en sandhed.



    



    

fredag den 30. september 2011

Rend mig i råvarerne! !

Nutidens åndelige guruer?

     Hvad er der sket med dansk TV- kultur i nyere tid, når man efterhånden skal se madlavning på TV morgen middag og aften, i løbet af fem minutters reklame, skal se tilbud på indtil tre forskellige køkkener og det ene af dem med påstanden om, at det er et køkken alle har råd til, eller at "alle fortjener et fedt køkken". Hvis det er tilfældet, så forær os et, lav os få det overstået, og hold så ellers kæft med køkkener og mad.

     Jeg gider egentlig ikke at eje sådan et køkken, da jeg ikke gider lave mad i det, og modsat udsagnet, så har jeg iøvrigt ikke råd til det.

     Jeg holder meget af god mad og ordentlige køkkener, men jeg gider ikke selv, at lave mad, mest fordi det ikke interesserer mig, men jeg respekterer at der er mennesker, der interesserer sig for madlavning og samtalekøkkener, og måske endda ligefrem har det som en slags hobby. Til dem, kan jeg nævne, at der findes aftenskoler, hvor man for en billig penge kan lære at lave al slags mad.

     Men det er efterhånden ved at blive en plage for os, der ikke er interesserede. Der er madlavning i ”Morgen-TV”, i løbet af dagen i ”Go’ aften Danmark” og i ”Aftenshowet”. Mens jeg sidder og nyder min morgenkaffe med ristet brød, laver de Gud hjælpe mig middagsmad, rører rundt i sovsen, laver sushi og smager på rødvin, OM MORGENEN ! - Og ævler løs om råvarer mig her, råvarer mig der og råvarer mig alle vide vegne, så jeg er ved, at få både det ristede brød og morgenkaffen galt halsen.

     Der er udsendelser som f.eks. ”Niklas mad”, ”Masterchef”, ”Til middag hos…”, Hells kitchen” ”Gordon Ramseys køkken”, ”4 stjerners middag hos….”, ”Kongerigets kager” i løbet af dagen og aften – for bare at nævne nogle enkelte, som jeg lige kan komme i tanker om i skrivende stund – og så er der alle dem jeg ikke lige husker - og det kan også være det samme. 

     Ved snart sagt ethvert program, der skal lægge op til et hyggeprogram, er der opstillet et TV-køkken - og så venter vi bare på, at en eller anden kendis iført kokkehue eller grønt hår og forklæde i moderigtige farver skal begynde at snitte gulerødder og fortælle om slankemad, eller andet uudholdeligt, rædsommeligt, kedeligt madævl.
     At lave mad i så mange TV-udsendelser ville svare til, at der i alle hyggeprogrammer, såvel morgen som aften-TV, var indlagt klip fra fodboldkampe, som jeg erfarer, at især mange kvinder ikke bryder sig om. Aviserne ville blive oversvømmet med vrede læserbreve fra kvinder i alle aldre, hvor redaktørerne ville blive skældt øjnene ud af hovederne - og ønsket langt ned i helvede.

     Nu mangler vi bare, at der også i alle nyhedsprogrammerne, som f.eks. "Efter Deadline", også er opstillet et TV-køkken – og, at en eller anden, med en åndssvag hat og forklæde, fortæller om rørt fars, former honningkager, forklarer hvordan man ælter kagedej,  eller undgår, at hollandaisesovsen skiller.

     - Kære DR - tillykke med de 60 år - men jeg er sk#%?træt af spaghetti med kødboller, eller Sushi på 4 måder, eller hjemmelavet rejesalat. For min skyld kunne i meget gerne sende alle disse madudsendelser eller kulinariske indslag et ganske bestemt, uartigt sted hen.


og det gælder også TV2 og alle andre kanaler, der er blevet komplet madtossede...

torsdag den 29. september 2011

Lad os få Danmark tilbage!

     Så er det på tide at tage DFs "lad-os-få-Danmark-tilbage"-slogan alvorligt!
Danmark til Ejderen! Danmark til Nordpolen!
Danmark Über Alles!


   Norge, Skåne, Halland og Blekinge skal tilbage til Danmark, disse landsdele blev tyvstjålet fra os i 1648 - og mens vi er i gang, må vi ligeledes forlange hele Slesvig tilbage til hvor det hører hjemme, nemlig til Danmarks kongehus. I Berlin forstår man ikke hvad de siger oppe i Slesvig og i Stockholm forstår man alligevel ikke et pluk af hvad de siger der nede i Skåne. Som det er i dag, har vi et stakkels, dansk mindretal syd for grænsen og et tysk mindretal nord for grænsen. Det er noget roderi og disse få tyskere vil sikkert blive stolte af, at blive danskere. Tænk bare på vort smukke kronprinsepar, de smukke Rebild Bakker, Pia Kjærsgaard, Richard Ragvald - og de hjemmelavede, danske frikadeller. Og oven i hatten får de et ægte prinsepar i Møgeltønder - og det er da ikke så ringe endda.                             

     Sprogforskellene er et argument i sig selv. I Øvrigt betragter skåningene i forvejen København som deres hovedstad, thi der er urimeligt langt fra Skåne til Stockholm.


     Andre udmærkede grunde er, at den svenske kongefamilie ikke er specielt populært blandt deres egne for tiden og kun er ca. 250 år gammel, med start af en fransk soldat ved navn Bernadotte, der blev indsat som konge af Sverige, efter Napoleonskrigen – og det kan enhver jo, som bekendt, søge om – og det er noget værre rod. Til sammenligning er den danske kongefamilie meget populær og over 1000 år gammel – og se, det er jo en helt anden sag, der er til at tage og føle på.


     Norge, måtte vi aflevere til Sverige ved Wienerkongressen, afholdt i 1914-15, efter Napoleonskrigene, bestemt af vinderne af krigen, englænderne, franskmændene, russerne, Preussen og Østrig-Ungarn, udelukkende fordi vi holdt os nogenlunde pænt neutrale under denne krig, ligesom i øvrigt Sverige og Rusland, som vi var i væbnet neutralitetsforbund med.
     Danske købmænd og rederier tjente en hulens masse penge på, at franskmænd og englændere smed bomber i hovedet på hinanden i og udenfor slagmarken under Napoleonskrigen - og da slaget på Reden indledtes var det meningen, at svenskerne skulle hjælpe os, men da de så hele den engelske flåde på vej ned gennem Øresund, vendte de ryggen til, drak brændevin og sang "helan gå" og den russiske flåde var indfrosset i den baltiske bugt og kunne ikke komme til hjælp. Slaget endte i praksis uafgjort – og nu skulle vi så straffes. Det er altid vinderen af en krig der bestemmer – og skriver historien.


     Vi havde svært ved at gøre noget alvorligt ved det, da englænderne havde stjålet hele vores stolte flåde, efter, at de kom tilbage 6 år efter og tæppebombede København i 1807. Det første bombardement af en civilbefolkning i verdenshistorien – og kong Frederik 6. havde også af den grund først Danmark ud i en bankerot. Det hele så lidt sort ud.


     Grundlæggende er der derfor ingen grund til, at Sverige skulle overtage Norge, som de alligevel få år efter, alligevel overlod, på uansvarlig og uanstændig vis til, at ”sejle deres egen sø”, de stakkels nordmænd.


     Preussen, som land og Østrig-Ungarn som kejserrige eksisterer ikke mere - og det gamle zardømme, Rusland er også en saga blot. Norge har bedst af, at tilhøre Danmark og hermed er de i fremtiden fri for ustandselig – og til stor irritation for dem, at tabe til os i fodbold, hvilket de går meget op i deroppe på fjeldene. De har ikke forstand på meget andet end, at hente olie op af vandet - og løbe på ski. Og hvad kan man bruge det til, må man spørge sig selv.

     Slesvig og Holsten var et sammentømret hertugdømme, ifølge det ældgamle Ribebrev fra år 1460, hvor der stod noget i retning af, at disse to hertugdømmer ”Ewig zusammen ungedelt” og alligevel hørte under den danske trone, helt ned til byen Altona, der nu ligger midt i Hamborg, som Frederiksberg ligger midt i København. Noget slemt roderi, der har givet anledning til mange bryderier og krige op gennem tiden, senest i 1849 og 1864, med mange døde og lemlæstede. Det er givet bedst, hvis hele området bare bliver dansk.

     Verdens største Kolonihave
     Nu vi er ved det, så er der ingen grund til falsk beskedenhed og typiske danske mindreværdskomplekser - mon ikke det var en ide, at melde sig ud af EU, og simpelthen med dansk mod og dansk ånd, at erobre hele det europæiske kontinent, ved list og lave det om til verdens smukkeste kolonihave. Strækkende sig fra Nordkap til Sicilien, fra Irland til Ukraine. Englænderne lader vi være, de køre i den forkerte side af vejen og vi har selv trafikroderi nok i forvejen.
     Så kunne det hele komme til at ligne en meget stor århusiansk kolonihaveforening, hvor alle går i matchende kondi-tøj, drikker bajere, og hører Giro 413 om søndagen. At forestille sig hele Europa udgøre et kæmpemæssigt englekor i samdrægtig enstemmighed afsynge "Må man tage hunden med sig op i himlen". Så kunne verden ikke blive mere dansk.

      Det synes jeg godt lige man kunne tænke lidt over.



    
    

tirsdag den 27. september 2011

Christiania 40 år - og længe leve !


     I disse dage fejrer Christiania 40 år jubilæum - og herfra skal der lyde et velment, hjerteligt tillykke med det.

     I anledning af dette jubilæum, har Pia Kjærsgaard udfærdiget en skrivelse, med titlen: ”40, selvfed og færdig” om fristaden - og lader ikke nogen i tvivl om, hvad hun mener om denne. Jeg skal ikke her komme ind på detaljer, i denne noget malplacerede skrivelse, som man selv kan læse på Facebook.

     Men det skinner tydeligt igennem hvad hun mener om fristaden. Denne fristad, der startede som et eksperiment for en anden livsstil end det borgerlige Danmark uden for Christiania, og selvom der var massiv modstand mod projektet fra det etablerede og reaktionære Danmark op gennem både 60’erne og 70’erne, overlevede staden på trods af, at lyssky elementer fra tid til anden også fandt et fristed her.

     Som er koriosum kan nævnes, at det hashsalg, som mange politikere vil til livs, fjernede man stort set fra fristaden - og det trives nu istedet i alle lyssky former rundt omkring i by og på land, og er blevet endnu sværere for politiet at holde kontrol med.

     Men de egentlige og ægte chistianitter tog kampen op - og som det ser ud nu, finder det sin endelige økonomiske løsning og fristaden kan bevares, som en slags ekperimentarium for en alternativ livsstil, med kreativitet, nytænkning, interessante udstillinger og folkemusik.

     Pia Kjærsgaard kan, som den borgerlige, reaktionære og nationalistiske type hun er, naturligvis ikke gå ind for eksperimenter af nogen art - og viser tydeligt i sin skrivelse, at hun mener, at de autonome fra fristaden er ophavsmændene til al ballade i byen. Det er efter hendes mening her rockere og andre småkriminelle holder til, og hun ser helt bort fra de pacifistiske og fredselskende mennesker der har bosat sig her, måske endda netop for at blive fri for småborgerlige og konforme typer som Pia. Kriminelle og andre ballademagere bor, til damens orientering, overalt i landet, fra Skagen til Gedser og fra Esbjerg til Allinge på Bornholm. Og en del af dem vistnok også i Whisky-bæltet, som måske også burde ryddes.


     Det forholder sig sikkert sådan hos enhver type, der som Pia ikke har særligt højt til loftet, at christianitter og muslimer er roden til alt ondt her til lands, mens alle Jimmier, Jonnyer og Brianer i hendes eget parti er mønsterborgere.

I stedet for at erklære Christiania for 40, selvfed og færdig, kunne man måske stilfærdigt antyde, at det måske snarere er Pia selv, der er langt over 40, selvfed ud over enhver grænse, og forhåbentlig snart færdig i dansk politik.

lørdag den 24. september 2011

Sluk lyset!

     
     Når man i denne tid diskuterer betalingsring eller ej for København city, hører man argumenter, der åbenlyst hører hjemme i Anders And-bladet. 
   Det virker som om ingen tænker på den katastrofale trafiktrængsel og forurening, men udelukkende på at det koster penge, og at det bliver dyrere at være dansker. 

   Samtidig taler folk i andre sammenhænge om kvalitetstid med familie og venner, men glemmer tilsyneladende hvor meget af denne kvalitetstid, der går tabt dagligt, mens man holder kofanger mod kofanger i lange rækker på vej ind og ud af byen i myldretiden.

     Engang for længe siden, da nogen foreslog at gøre Strøget til gågade, var den første rygmarvsreaktion blandt befolkningen og Strøgets forretningsindehavere raseri, og alle var sikre på, at denne ide var verdens undergang og fallit. – Og hvad skete, der? - Strøget er blevet til det mest attraktive forretningsstrøg og det myldrer med mennesker – og dermed købere dagen igennem.


     Med en betalingsring omkring København vil man formentlig begrænse trafikken, og den nødvendige kørsel med varer til virksomheder og forretninger i byen vil gå væsentlig lettere, og spare en masse tid og dermed penge, der rigeligt opvejer omkostningerne ved betalingsringen. Men selvfølgelig kræver det, at de offentlige transportmidler virker og alle nødvendige parkeringspladser er etableret.


     Indtil denne betalingsring er en realitet, vil bølgerne gå højt for og imod - og de fleste argumenter vil være lige rigtige og forkerte, gyldige og ugyldige, afhængig af på hvilken side af diskussionen man står.


     I min seneste artikel om dette problem, har jeg været fortaler for betalingsringen, ja nærmest som en selvfølgelig nødvendighed, men efter at have deltaget i utallige diskussioner siden om emnet - og hørt mere eller mindre tåbelige argumenter for og især imod, tillader jeg mig nu, at vende tilbage til en endnu tidligere artikel, hvor jeg foreslog en helt anden løsning, der ikke kunne måles i daglige såvel som årlige udgifter, som man hermed pålægger en almindelig familie der bor udenfor og arbejder i København, nemlig den, at man simpelthen fjerner samtlige lysreguleringer i Storkøbenhavn og indfører almindelig højre vigepligt.


     Med denne løsning føler jeg mig overbevist om at inden, der er gået en uge, vil samtlige privatbilister være gået op i limningen, stille bilen i garage, måske oven i købet sælge denne pengesluger og søge hen til nærmeste busstoppested, S-tog og/eller metrostation - og efter en kort tilvænningstid, meget snart finde ud af, at livet som pendler med det offentlige er både hyggeligere og ulig nemmere

onsdag den 21. september 2011

SKAT og velfærd - JA TAK !

     
Jeg synes det er ubehageligt, ja ligefrem væmmeligt, at tænke på, at 12,3 % af den danske vælgerskare, i alt næsten en halv million mennesker, der sympatiserer med Dansk Folkeparti, men det har jeg her på bloggen så tit undret mig over. 

      Lige så ubehageligt og væmmeligt er det at tænke på, at 5 %, i alt knap 100.000 mennesker, stemmer på Liberal Alliance, og som således lader sig forføre mod amerikanske tilstande herhjemme, hvor 40 millioner mennesker lever under fattigdomsgrænsen - og halvdelen af dem er hjemløse, alene på grund af deres skatte- og socialpolitik.

     Når vi så ser bort fra de 31,6 %, eller ca. 1 million et hundrede og halvtreds tusinde mennesker der stemmer på andre partier, nemlig de decideret borgerlige partier, er det da rart at tænke på, at resten, nemlig 50,2 % svarende til ca. 1 million syv hundrede og firs tusinde mennesker har stemt på de lyseblå/røde partier og som vil et Danmark, med mere social retfærdighed, mindre ulighed og solidaritet med vores medmennesker.

     Det skulle så gerne igen blive en tid, hvor vi betaler skat efter indkomst, til DET FÆLLES BEDSTE - og ikke til en opdigtet fjende, kaldet staten, som angiveligt kun er et pengeædende uhyre, der vil plyndre alle og især de fattige.Vi fik skabt et velfærdssamfund, som kunne varetage opgaver, som det fri marked og aktieselskaberne aldrig har og aldrig vil påtage sig på ordentlig vis.

     Dette velfærdssamfund, der indtil for nyligt var temmelig kendt(og i et vist omfang beundret) som den nordiske model, har nu længe været under angreb, med udliciteringer, privatiseringer, og populismesnak om skattestop og skattenedsættelser.

- Men denne begyndende destruktion af dansk velfærd er nu forhåbentligt lagt i kisten i det mindste forløbigt, ikke mindst af hensyn til vore efterkommere.

Verdensrekord i druk

WHO advarer nu Danmark mod ikke at gøre noget ved, at vi er indehavere af verdensrekorden i druk, især blandt helt unge mennesker.

     Når man betænker, at S og SF vil pålægge ekstra afgifter på usunde varer, er det helt uforståeligt, at alkohol ikke er med i denne kategori, når man ved hvor store helbredsmæssige problemer og omkostninger alkoholen skaber for samfundet, familier og den enkelte, idet alkoholen, som det er de fleste bekendt, er relativt stærkt vanedannende.

     Prisen på øl, vin og alkohol er ikke steget, sammenholdt med næsten alle former for både levnedsmidler og varige forbrugsgoder, så som biler, tv og hårde hvidevarer. Ja, en af de første gerninger, som den nu heldigvis afdøde regering begik, var faktisk at nedsætte afgifterne på sprut, så det blev en sjat billigere for folk at gå til den med promillerne.
   Netop ekstra afgifter på alkoholen i form af vin, snaps, vodka, whisky, gin og cognac vil være afgifter, i modsætning til tobakken, der ikke vender den tunge ende nedad. Det vil være helt utænkeligt, at folk med almindeligt gennemsnitlige indtægter, vil afholde sig fra, at købe alkohol selvom prisen på en almindelig flaske whisky ikke mere koster 150, men 300 kroner, eller en god almindelig flaske rød, eller hvidvin stiger fra 75 til 150 kroner. Her vil virkelig være penge at hente på indtægtssiden.

     Samtidigt er det desværre åbenbart ikke gået op for mange af vore politikere, hvor stor skade alkoholen har på vort samfund i form af tabt arbejdsfortjeneste, hospitalsophold, afvænningsklinikker, for ikke at tale om skilsmisser, misrøgt af børn, promillekørsel, ballade, vold, drab og deraf følgende rets- og politiopgaver.
   Eksperter på dette område er af og til kommet til orde i medierne, men politikerne synes er at være stærkt tonedøve over for dette problem, eller også vil de bare ikke se sandheden i øjnene. 
   Men der ville være uendeligt mange penge for staten at spare på udgiftssiden også.

     Lad os få en kraftig afgiftsforhøjelse på sprutten, og måske samtidigt forhindre at vi taber en hel generation af unge på gulvet. 
   Der er folk nok, der allerede ligger dernede, og sundhedssektoren har ikke brug for flere.

DF.STORSKRALD.DK


    
    

Efter folketingsvalget, hvor vi fik et såkaldt rødt flertal, ligger der et par spændende dage foran os, mens Helle Thorning Schmidt prøver at røre noget sammen, bestående af S, SF og De radikale, med passende hensyntagen til Enhedslisten, som parlamentarisk støtteparti.

   Når man ser ned over listen af partier, og deres nye mandattal, står det klart, at det bestemt ikke er nogen nem opgave. Vælgere er flygtet fra De konservative i bunkevis, formentlig til både partiet, Venstre, Liberal Alliance og Det radikale venstre, ligesom mange SF-vælgere formentlig er løbet til Enhedslisten, og det politiske landskab ser således ganske anderledes ud end forventet.

   Planen ”Fair løsning” ser ud til at være en død sild, med en mandatfordeling, hvor der ikke er et rødt flertal, idet Det Radikale Venstre, som må betragtes som et særdeles borgerligt parti, sidder med de afgørende mandater.


   Alle kommer til at æde et par gevaldige kameler – og jeg stiller mig gerne til rådighed, med kniv og gaffel til at æde et par stykker, når bare det kan lykkes endeligt at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse på dansk lovgivning.


     Jeg håber, at Dansk Folkeparti en gang for alle er stillet ud til storskrald, og at man husker at stille to bajere ved siden af, som sig hør og bør, når man gerne vil af med noget, der er alt for stort til at komme i den normale skraldecontainer. 

Så længe dét parti bare forsvinder..............og BLIVER HELT VÆK.
    

søndag den 18. september 2011

Journalistik for en bøjet femøre


     Jeg fulgte valgkampen på tv og havde sat mig godt til rette, med kaffe, småkager, colaer og smøger inden for rækkevidde. Det skulle blive en lang interessant og spændende aften foran fjerneren, troede jeg………Men jeg blev hurtigt skuffet. -  Jeg blev skuffet, fordi det ret hurtigt gik op for mig, at tv-journalisterne tilsyneladende anså mig – og andre tv-seere for at være middelmådigt begavet.


   Journalisterne rendte rundt og stillede spørgsmål til politikerne, som f.eks.: ”Hvad tror du Lars løkke vil sige om en time”, eller: ”Hvor spændt er du lige nu”? – ”Hvor glad er du lige nu” ? - ”Hvor stor en dag er det for dig”? – ”Hvilken følelse har du inde i maven”? – ”Hånden på hjertet, er du stadig lige spændt”? – ”Hvad vil du sige til dine medlemmer, når du lige om lidt skal ind og holde en tale for dem” ? - Helle Thorning Schmidt, statsminister, hvordan er det” ? ”Hun sidder formentlig der inde bag nedrullede gardiner”. Nu kommer Lars Løkke, - næh det var ikke ham, nu kommer han, næh det var heller ikke ham, men det kan ikke vare så længe”. – Man ser Helle Thorning sætte sig ind i en hvid bil og journalisten siger: ”Nu sidder Helle Thorning i en hvid bil” – ”Nu drejer den til højre – nu drejer den til venstre- nu drejer den til højre, nu standser den” o.s.v.

     Da valgresultatet endelig forelå, holdt partiformændene tale foran hujende og klappende medlemmer af deres partier og uanset hvordan valget var gået, var det en sejr, både for dem og for demokratiet og jublen ville ingen ende tage.

     Det hele sluttede med en partilederrunde, hvor journalisterne stillede spørgsmål til politikerne, som ikke en levende sjæl kunne svare bare nogenlunde fornuftigt på. Ingen visionære spørgsmål. Det gængse svar var forudsigeligt, nemlig, at nu må vi se tiden an og straks gå i gang med forhandlinger.

     Således oplyst gik jeg i seng, vel vidende, at nu har vi fået et andet politisk flertal i befolkningen og ellers ikke en pind klogere.

     Mens jeg lå og ventede på at falde i søvn, tænkte jeg på, om disse tv-journalister overhovedet har gået på journalist højskole, om de havde nogen uddannelse i al almindelighed, eller om de bare mente, at vi alle er mere eller mindre idioter. En ting er jeg dog sikker på og det er, at journalisterne har en hulens god løn. 

fredag den 16. september 2011

Fra blåt/sort - til blåt/rødt flertal


     Så fik vi endelig en ny regering, efter ti år med en borgerlig regering, der måtte finde sig i at have Pia Kjærsgaard som ”dukkefører”. - Og selvom jeg ikke er venstrevælger, vil jeg gerne  her på falderebet, give Lars Løkke Rasmussen en kompliment for den måde, som han tog afsked med sin vælgerskare på. Her viste han, til min og måske også andres store overraskelse, virkelig statsmandsværdighed på højt plan.

     Jeg er tilfreds med, at vi nu forhåbentlig får en regering, der vil arbejde og træffe beslutning med en bred del af folketinget – og dermed repræsenterer en så stor del af befolkningen som muligt – og som ikke er afhængig af ustandseligt, at skulle give køb på ægte, dansk humanisme for at tilfredsstille det højrenationalistiske, Dansk Folkeparti.

     Nu hvor vi står over for et kommende EU formandskab, er det en fordel for Danmark, at vi har en begavet og kompetent leder, som Helle Thorning Schmidt til at stå i spidsen – og så gør det vel heller ikke noget, at hun ser godt ud. Et godt udseende og elegant fremtræden er en god start på enhver forhandling når vi ved, at hvad øjnene ser, påvirker vores dømmekraft og psykologiske motivation.

     Vi har nu tre toneangivende kvinder med politisk indflydelse. Den socialdemokratiske, Helle Thorning Schmidt, som statsminister, den elegante og velformulerende og pragmatiske, Margrethe Vestager, fra Det radikale venstre, samt den unge, friske og lige så skarpe, Johanne Schmidt Nielsen fra Enhedslisten, der på trods af sin unge alder og relativt manglende politiske erfaring, ikke er bange for, at tale de noget ældre og gråklædte, slipsedrenge stik imod. - Og det er ikke så ringe endda, sagt på jysk - og ret forfriskende, sagt på københavnsk.

     Det bliver ikke nemt for Helle Thorning, at få skabt et regeringsgrundlag. På det humanistiske område er de tre partier dog helt på linje og har sat sig som et mål i sig selv, at sætte DF uden for indflydelse, hvorimod der på den økonomiske side er fundamentale forskelle. Men jeg tror, at alle tre partier har viljen til, at gøre deres yderste for at det skal lykkes, - og hvor der er vilje er der altid en vej.

- Et stor tillykke til Danmark !