Ligesom jeg i en tidligere artikel har givet udtryk for min undren over hvor den megen opmærksomhed boligejerne har fået i valgkampen, nærmest som om disse er et særligt truet folkefærd på linje med pandaerne. I denne artikel vil jeg slå et slag i bolledejen for pensionisterne.
Den store årgang født i begyndelsen af 1940’erne er allerede gået på pension for år tilbage og alligevel bekymrer det politikerne, at der i fremtiden vil være 4 der forlader arbejdsmarkedet, mens kun 3 træder ind i stedet. Hvor de har disse tal fra aner jeg ikke, så det vil jeg undlade at argumentere imod.
Men jeg da jeg selv er født i 1943 og for længst er gået på folkepension, kan jeg med sikkerhed anlægge det synspunkt, at folkepensionsydelsen ikke er fulgt med pristallet. Min pension er på tre år steget med ca. 3%, mens prisen på dagligvarer er steget med 100%, ligesom prisen for at benytte de offentlige transportmidler i samme tidsrum, er steget med ca. 30% - og det hænger simpelt hen ikke sammen.
Nu er det ikke ualmindeligt i min alder, at man har børn og adskillige børnebørn og begge disse kategorier har det med, at holde fødselsdage og tillige have den frækhed, at forvente fødselsdagsgaver.
Juleaften går det helt galt, thi da forlanger de alle til hobe gaver af en vis størrelsesorden der ligger langt over budgettet for en folkepensionist. Men jeg klarer den lige ved, ikke at tage ud at rejse, eller at tillade mig nogen anden form for luksus. I stedet tager jeg af og til i Zoologisk have og køber mig en vaffelis en gang om året og i Tivoli uden børnebørn, thi det har jeg ikke råd til, idet det ville koste en formue for en sølle pensionist som mig.
Mit spørgsmål til politikerne er derfor helt enkelt: Hvornår hulen gider de, at tage sig tid til at tænke på alle os folkepensionisters månedlige pensionsudbetaling. Jeg er blevet træt af rugbrøds, pølsemadder, eller fuldkornsbrød, med skrabet leverpostej - og spagetti, med ketchup, men uden kødsovs,til aftensmad, ligesom jeg godt kunne tænke mig, at se hvad i al verden folk taler om, når de fortæller om deres skiferier og rejser til eksotiske steder mindst en gang om året.
Forleden tillod jeg mig den luksus, at tage en rejse til Kalundborg – og det var da en udmærket oplevelse. Kalundborg er såmænd en ganske smuk by, med et gammelt færgeleje, hvor man kan købe sig en fransk hotdog og et glas lys fadøl. Og det glæder jeg mig til at fortælle min familie om. Måske får jeg råd til en tur til Holbæk til næste år. Der skulle også være pænt. I mellemtiden nøjes jeg med fra tid til anden, at sætte mig ned ved vores lokale sø og fodre ænder. Det er ganske billigt og de stakkels ænder skal vel også leve.
