tirsdag den 31. maj 2011

Hø eller hakkelse

     Jeg har fulgt folketingets marathon-afslutningdebat på TV, fra de startede kl. 9.00 - og nu kl. 21.15 gider jeg ikke mere, selvom den ser ud til at fortsætte en rum tid endnu. 
Dog indrømmer jeg, at det var med pauser, thi alt andet ville være det rene masochisme.
    
     Regeringspartierne og DF påstod i et væk, at man i tidens løb har ført en rigtig og ansvarlig økonomisk politik, mens oppositionen naturligvis påstår det modsatte. 
Det er svært for de fleste af os vælgere, der ikke er uddannede økonomer, at navigere mellem hvad der er hø eller hakkelse, men sådan har det vel altid været med TV fra folketinget. - Ja politiske debatter i det hele taget.
    
     Men så afslutningsvis - og for li'som at få renset ørerne, slog jeg over på TV2 news og fik en næsten chokerende klar besked, thi vismændende har netop i dag afsluttet deres opgørelse over Danmarks situation og den viser, at Danmark stik mod regeringens forklaringer i Folketinget, befinder sig midt i en recession, som er et fint ord for at stå i stampe. Altså har regeringspartierne og DF fyldt os med hakkelse i timevis - og vi er dumpet ud af de fines selskab.
     Måske ved de det ikke selv - eller måske vil de ikke anerkende vismændendes budskab, men det gør ikke landets tilstand kønnere.


     I de ni år vi har haft en borgerlig regering er Danmark år efter år dumpet ned ad OECD's rangliste og kan nu sammenlignes med lande som Japan, Irland og Portugal. Netop lande, som regeringen har truet med, at vi ville komme til at ligne med en rød regering.


     Nu vil jeg gå i seng og drømme mig tilbage til gamle dage med Poul Nyrup som statsminister og Løkketoft som finansminister, hvor vi lå som en flot nr 1 på omtalte liste. Men så tog Anders Fogh Rasmussen over. - Ak ja........!