Nu er der irakere og andre, der lægger sag
an mod Danmark for udlevering af fanger til enheder, der er kendt, eller
under mistanke for, at udføre tortur og jeg bliver frustreret.
Iflg. FN's
konventioner er unødig vold og brugen af tortur forbudt også i krig - og ingen
skal være i tvivl om, at jeg er stor tilhænger af disse helt nødvendige
konventioner, som i videst mulig omfang skal overholdes.
Som tidligere professionel soldat, lærte jeg under hård fysisk træning, hvad det vil sige, at være i
krig og bruge skarpladte våben som middel - og som sergent, lærte jeg senere
nye soldater, hvad jeg selv havde lært - og forsøgte efter bedste evne, at få dem
til at forstå, at dette er en yderst alvorlig sag om liv og død for dig og/eller din familie.
I
enhver krig er det ikke modstanderen, der er den egentlige fjende, - den
virkelige fjende er krigen i sig selv – og det er min påstand, at ingen civile
kan sætte sig ind i hvad det vil sige, at befinde sig i modstanderens skudlinje
døgnet rundt. En soldat ved ikke om han er i live næste sekund, næste minut,
næste dag, uge eller måned og hans psyke og mentale tilstand er så langt fra
den civiles, at det umuligt kan forklares, men skal opleves for at kunne gøre
sig klog på emnet.
Når en soldat i krig har overlevet
modstanderens angreb med livet i behold, er hans mentale tilstand så stresset,
at han ikke kan overskue, til hvem han udleverer de fanger, der for et øjeblik
siden, skød på ham for at dræbe og, som han selv lige havde skudt på blot for
at overleve.
At forestille sig, at en civil instans nu skal
dømme soldater, eller deres overordnede for at have handlet som de gjorde, gør
mig ubegaheligt frustreret, en sindstilstand, der som regel opstår, når man oplever
uretfærdighed grundet i uvidenhed - og de eventuelt, kommende retssager må
betragtes, som de "bedrevidendes" forsøg på at være retfærdige.
