fredag den 30. december 2011

De bedrevidendes retfærdighed


     Nu er der irakere og andre, der lægger sag an mod Danmark for udlevering af fanger til enheder, der er kendt, eller under mistanke for, at udføre tortur og jeg bliver frustreret.

     Iflg. FN's konventioner er unødig vold og brugen af tortur forbudt også i krig - og ingen skal være i tvivl om, at jeg er stor tilhænger af disse helt nødvendige konventioner, som i videst mulig omfang skal overholdes.

     Som tidligere professionel soldat, lærte jeg under hård fysisk træning, hvad det vil sige, at være i krig og bruge skarpladte våben som middel - og som sergent, lærte jeg senere nye soldater, hvad jeg selv havde lært - og forsøgte efter bedste evne, at få dem til at forstå, at dette er en yderst alvorlig sag om liv og død for dig og/eller din familie.

     I enhver krig er det ikke modstanderen, der er den egentlige fjende, - den virkelige fjende er krigen i sig selv – og det er min påstand, at ingen civile kan sætte sig ind i hvad det vil sige, at befinde sig i modstanderens skudlinje døgnet rundt. En soldat ved ikke om han er i live næste sekund, næste minut, næste dag, uge eller måned og hans psyke og mentale tilstand er så langt fra den civiles, at det umuligt kan forklares, men skal opleves for at kunne gøre sig klog på emnet.

     Når en soldat i krig har overlevet modstanderens angreb med livet i behold, er hans mentale tilstand så stresset, at han ikke kan overskue, til hvem han udleverer de fanger, der for et øjeblik siden, skød på ham for at dræbe og, som han selv lige havde skudt på blot for at overleve.

     At forestille sig, at en civil instans nu skal dømme soldater, eller deres overordnede for at have handlet som de gjorde, gør mig ubegaheligt frustreret, en sindstilstand, der som regel opstår, når man oplever uretfærdighed grundet i uvidenhed - og de eventuelt, kommende retssager må betragtes, som de "bedrevidendes" forsøg på at være retfærdige.